10 tips til Takt og Tone i Russisk Business

Til mine foredrag uddeler jeg et ark med 10 tips til Takt og Tone i Russisk Business. Disse tips er generelle og er primært tilpasset danske erhvervsfolk, som rejser til Sankt Petersborg eller Moskva. De er bygget på de erfaringer, som danskere har gjort i Rusland, men selvfølgelig vil der være forskelle i regioner. Jeg anbefaler derfor altid at indhente den nødvendige viden hos relevante eksperter, især hvis du rejser uden for de to største byer i Rusland.

  1. Det første forretningsmøde er ofte meget formelt. Mødelederen er den, der har den højeste status i gruppen, og han vil ofte præsentere sit team efter rang. Russisk hierarki er mere udtalt end i Danmark, og det ses også ved forretningsmødet. Du vil opleve, at når den russiske direktør taler, tier alle.
  2. Kom til tiden, men forvent at russerne møder op til en halv time senere. Bliv ikke fornærmet. Klokkeslæt ikke er så vigtigt. Det kan også være en demonstration af status og magt.
  3. Øjenkontakt og smil er ikke som i Danmark. De varme smil er reserveret til de nære relationer. Derfor vil du ikke opleve så mange smil i gadebilledet eller på kontoret. Hvis du smiler for meget, kan du blive opfattet som om, du er ”ude på noget”, eller at du er lidt dum. Det samme gælder øjenkontakt. For længe øjenkontakt stresser russeren og kan blive opfattet som aggressivt. Giv ham nogle små pauser i samtalen ved ikke hele tiden at holde øjenkontakt.
  4. Håndtryk er normalt blandt mænd. Man giver et fast håndtryk og ser den anden i øjnene. Det er imidlertid ikke alle kvinder, som giver hånd. Kvinder i ledende stillinger vil give hånd, og det vil ofte være et ret svagt håndtryk. Vent på, at hun tager initiativ til håndtryk. Ellers nik.
  5. Tiltaleformer er vigtige. Når man vil tiltale en russer høfligt bruger man fornavn + fadersnavn. F.eks. Ivan Ivanovich. Læg mærke til, hvordan russeren selv præsenterer sig. Hvis han/hun ikke bruger fadersnavn, kan du udelade det. Læg også mærke til, hvordan de underskriver e-mails. Det kan give dig et hint om, hvordan du skal tiltale dem.
  6. Dresscode i Rusland er formel. Du vil se mænd med silkelommetørklæde, nålestribede jakkesæt og blanke sko. Klæd dig derfor formelt, når du skal til Rusland. Husk slips og vær ikke bleg for at vise, at du har et dyrt ur, den nyeste iPhone eller lignende. Statussymboler er vigtige i russisk business. Kvinder bør tone deres femininitet op, ikke ned. De fleste russiske kvinder har høje hælde, manicurerede negle, gør meget ud af smykker, pels, parfume, makeup og hår, da det er deres måde at vise status på. Du bliver taget mere alvorligt som kvinde, når du ser kvindelig ud.
  7. Husk at give gaver og gøre tjenester. Russerne er transaktionsorienterede. De gør og husker tjenester som en slags social kapital. Når en russer beder dig om en tjeneste, er relationen for alvor konsolideret. De nyder også at udveksle gaver. Man kommer aldrig tomhændet til et socialt arrangement, da det betragtes som pinligt. Her vil man ofte give en falske cognac eller likør og f.eks. små Lego-æsker, hvis der er børn. I forretning er gaver en oplagt måde at vise god vilje på. Gaveideer til forretningsforbindelsen kunne være en lækker gave med firmalogoet på, dansk design, souvenir af høj kvalitet, et dyrt venindetørklæde fra din kone til din forretningsforbindelses kone eller VIP-billetter til en fodboldkamp eller ishockey.
  8. Gode samtaleemner er f.eks. HC Andersen og vores kongehus. Russerne er meget royalistiske og elsker at høre om vores kronprins og kronprinsesse. Anden verdenskrig er også et godt emne, da russerne er meget stolte af deres indsats under det, de kalder for Den Store Fædrelandskrig. Lad være med at nævne Ukraine, hvis du kan undgå det. De fleste russere er meget pro Putin og vil tage kritik af ham meget nært. En diskussion om Ruslands berettigelse i Ukraine vil blot gøre russeren mistroisk over for dig, og han vil miste lysten til at tale med dig. Lad russerne rose Putin, og lad være med at vise, hvis du er uenig. Hvis du kommer ud i en svær situation, kan du altid komme ud af den ved at skyde skylden på pressens unuancerede dækning af konflikten. I situationer, hvor det handler om at vise god vilje og hente en kontrakt hjem, er det ikke besværet værd at indlade sig på sådanne diskussioner.
  9. Skåltaler er et helt emne for sig. Tag enhver chance der byder sig til at være social med russerne. Sig ikke nej til et tilbud om aftensmad, også selvom det har været en lang arbejdsdag, og klokken er 22. Udnyt muligheden til at opbyggerelationen og hold en skåltale, når vodkaen stilles på bordet. Første skål gives af værten. Anden skål af gæsten. Tredje skål er for Rusland eller kvinderne. Man Skåler på mødet, det fremtidige samarbejde, takker for værtens gæstfrihed og roser det storslåede Rusland. Du bør sige ja til vodka – på alle døgnets tidspunkter – for at vise god vilje og vise, at du vil denne relation.
  10. Få lært lidt russisk. Russerne nyder, når du henvender dig til dem på deres eget sprog. Russerne ønsker generelt ikke at fremstå som svage, og derfor vil de afholde sig fra at tale fremmedsprog, hvis de ikke taler det på højt niveau. Sørg for at få printet den ene side af dit visitkort på russisk og få oversat alle materialer til russisk, også selvom I kommunikerer sammen på engelsk.

Online kursus: Takt og Tone i Russisk Business

Vil du have det dybdegående overblik over russisk forretningsetikette? Så anbefaler jeg mit onlinekursus Takt og Tone i Russisk Business.

Speak Your Mind

*