Anmeldelse af Krigen indeni – og hvordan jeg blev vild med Matilde Kimer

Jeg er nødt til at begynde denne boganmeldelse med at understrege, at jeg er IKKE er en stalker, og jeg har som sådan IKKE tendens til personfiksering. Selvom det godt kan virke sådan i denne artikel…

Artiklens emne er Matilde Kimers bog om krigen i Ukraine. Bogen hedder Krigen indeni, og du kan f.eks. købe den på Saxo ved at klikke her. Det gjorde jeg i sommers som en direkte reaktion på at have set DR-programmet På udebane i Rusland – med Møller og Kimer. Efter at have set den udsendelse plaprede jeg løs til alle, der gad høre det, om hvor sej Matilde Kimer er, og at hun og jeg burde være bedste veninder.

Senere har jeg forsøgt at rekonstruere, præcis hvornår og hvorfor, jeg blev så betaget af Matildes sejhed. Det var allerede i første afsnit i ovennævnte DR-serie. Matilde Kimer er DR’s korrespondent i Moskva, og hun skal introducere EM-fodboldvært Peter Møller til russisk kultur. De slår plat og krone om, hvem der skal sove på hhv. første og tredje klasse i toget, og Matilde vinder billetten på første klasse. Peter er ikke vild med det, men jeg var til gengæld vild med, at hun holdt ved sin sejr og ikke fik ondt af Møller og prøvede at glatte ud og sige, at han godt måtte få den gode billet alligevel.

Senere, i et af de næste programmer, skal de prøve at isbade med nogle hardcore isbadsvante russere. De slår hul i isen og tager tid på, hvor længe de kan holde ud at være under vandet. Matilde kan være der længere end fodboldatleten. I sidste afsnit var det meningen at Møller skulle op i en simulator, der simulerer det tryk, som kosmonauterne oplever under rumfartsopsendinger. Møller takker nej, og Matilde tager turen i stedet for. Uden at fortrække en mine bliver hun svinget rundt i et kæmpe monstrum og udsat for et tryk på kroppen, som slet ikke må være rart.

Sej dame.

Udsendelsen var i øvrigt efter min mening et meget heldigt portræt af russisk kultur. Grunden er ganske enkel: Man mødte ægte russere og fik menneskemøderne helt ind under huden, om det så var til brylluppet, som tv-holdet helt tilfældigt blev gæster til, eller snakken i den russiske banja eller besøget i den meget ydmyge bolig hos et af de unge fodboldtalenter i Samara. Udsendelsen ramte plet og viste mødet med den russiske kultur fra en helt udefrakommende, som Peter Møller var. Jeg tænker umiddelbart, at meget af det er Matildes fortjeneste. Hun virker super god til at skabe kontakt og vedligeholde sine relationer. I det hele taget virker Kimer bare som virkelig godt selskab.

Og nu videre til bogen:

Bogen er ikke noget litterært vidunder i min optik. Den har dog vundet en flot litteraturpris, og der er helt sikkert noget teknisk, der fungerer godt i den. Den er desuden en vigtig bog og måske den eneste bog på dansk, der så grundigt beskriver krigen i Ukraine set indefra. Især fordi mange af os i Vesten og her i Danmark slet ikke tænker om det og omtaler det som en krig. Hvis man spørger, vil de fleste huske, at der var noget med Krim, der blev taget ulovligt af Putin, og så blev et malaysisk fly skudt ned. Hvis vi er heldige, bliver der sagt noget om demonstrationer i Kiev på Majdan-pladsen og vist nok noget med nogle oprørsgrupper, der kæmper i de østlige regioner Donetsk og Lugansk. Men ved vi, at der har været aktiv krigstilstand i de to regioner i flere år, og at det har kostet 10.000 menneskeliv og skabt 2 millioner flygtninge?

Man kalder det for Europas glemte krig. Vi må bare indse, at Ukraine ikke er særlig interessant for Vesten. Det behandler Kimer også i sin bog. Da hun i januar 2015 har fået adgang til de separatistkontrollerede områder i Donetsk og lavet reportager om de menneskelige konsekvenser ved krigen, bestemt ikke uden fare for liv og lemmer, bliver historierne skrottet af DR på grund af terrorhandlingerne i Paris d. 7. januar.

Side 245:

Jeg kunne ikke falde i søvn. Det lød, som om kampvogne var i gang ude ved lufthavnen, og indimellem dirrede vinduerne i deres rammer. Langsomt, sammen med trætheden, kom vreden. Først den principielle fortørnelse over, at Europa glemte Ukraine. Og så en personlig frustration over at være rejst ind i risikozonen og stå med vigtige historier fra et land, hvor en stor del af befolkningen ønskede at være en del af vores europæiske fællesskab, men som ingen i Europa gad høre.

Jeg mærker og sympatiserer med Kimers frustration. Så helt uden litterære evner er forfatteren bestemt ikke. Men jeg har svært ved at komme overens med selve måden, stoffet præsenteres på. Kimer har valgt at fortælle om krigen ud fra tre hovedpersoner, den nødhjælpsfrivillige Anna, den ukrainske frivillige soldat Bogdan og hun selv, journalist Matilde Kimer. Jeg synes ikke denne disposition fungerer så godt. Det var for omkostningsfuldt for mig som læser at dykke ned i en af karaktererne for så at skifte til den anden og så tilbage til den første og så videre til den tredje. Personerne beskrives godt og autentisk – det var mest springene mellem dem, jeg ikke brød mig om. De forstyrrede mit læseflow.

Sproget er nemt at læse, og bogen tager ikke lang tid at læse (okay, for mig gjorde den, men jeg har ikke så meget læsetid sat af i min hverdag som småbørnsmor). Jeg vil sige, at hvis du skal læse én bog om Ukraine i hele dit liv, så lad det være denne her. Bogen er vigtig på så enormt mange områder. Et af dem handler om, hvad der sker med en vestlig, europæisk civilisation, når der er krig.

Vi tænker måske ikke så meget over det, heroppe i vores trygge lille hjørne af verden. Men Ukraine er en del af Europa og har været et relativt velfungerende land. Dets befolkning lever lige som os. De er på Facebook, de kører deres børn rundt den samme slags barnevogne, de kører i den samme slags biler, de har de samme drømme om et passioneret arbejde, nære relationer, en sød kæreste og tryghed og sikkerhed for familien.

Forskellen er bare, at de er midt i en borgerkrig, og at denne borgerkrig foregår i et land, som ikke har fået den nødvendige hjælp fra hverken Nato eller Rusland. Bogen tegner et portræt af de frivillige, som er de virkelige helte, og den tegner et portræt af en vestligt, civiliseret land i krig. Jeg lagde især mærke til en lille passage, hvor den ukrainske frivillige soldat Bohdan modtager chatbeskeder på VKontakte (russisk pendant til Facebook) fra hans separatistmodstandere, hvor de sviner ham til i forbindelse med nyligt udførte angreb på hinandens placeringer. Tænk at være i krig og så få en chatbesked fra den, man har skudt på.

Med Krigen indeni får vi vist, hvordan sådan vestligt, civiliseret land i det 21. århundrede ser ud efter et års krigstilstand:

Side 236:

Det var få dage inde i januar 2015, og da fotografen og jeg trillede ind foran det samme Hotel Ramada i Donetsk, som vi havde boet på ved tidligere ture til Donetsk. Jeg bemærkede et nyt, stort klistermærke på glaspartiet ind til lobbyen – en tegning af en kvinde med to børn, og ved siden af den lille familie et gevær med en rød streg over. Hotelejerne havde tydeligvis ikke magt til at holde de bevæbnede separatister ude, men appellerede med klistermærkerne til, at de lod våbnene blive udenfor.
Indenfor i sofagruppen sad flere camouflageklædte separatister med deres kalasjnikovs hvilende mellem benene. På receptionsskranken var der klistret pile, som pegede til venstre med teksten: ”BESKYTTELSESRUM”. Oppe på værelset lå et ark, der beskrev, hvordan man skulle agere, hvis hotellet blev ramt, og de store vinduer, der fyldte hele den ene side af rummet havde bredt gennemsigtigt tape på kryds. ”For at begrænse glasskår ved eksplosioner”, stod der på papiret.

Forestil dig, at det er din oplevelse, næste gang du tjekker ind på Radisson… Det her er ikke Afghanistan eller Syrien. Det er et land, vi har en omfattende fælles historie med. Vi har ikke oplevet krigen tæt på siden konflikterne i ex-Jugoslavien. Den udspiller sig oftest på andre kontinenter end vores. Men Ukraine er tæt på og som navnet antyder lige på kanen af EU (u krai = ved kanten).

Krigen i Ukraine er faktisk ret nem at forholde sig til. Der er to fronter: de provestlige ukrainere og de prorussiske ukrainere. De er opdelt geografisk i vest og øst, således at man i vest fortrinsvist vender sig mod Europa, og man i øst fortrinsvist vender sig mod Rusland. Alle ukrainere ønsker forandringer, fordi Ukraine efter sin uafhængighed i 1991 ikke har formået at skabe tålelige forhold for sine borgere. Korruption og forældede sovjetiske systemer har fordærvet landet, og ukrainerne har fået nok. Halvdelen vil have det samme, som europæerne har, og halvdelen vil tilbage til det trygge Rusland.

Når man har læst Krigen indeni, har man en klar forståelse af krigen set fra ukrainernes perspektiv. Man har mærket krigens uopsættelighed og dens tiltrækning. Den gamle sandhed om, at det der afskrækker dig også tiltrækker dig, bekræftes til fulde i denne bog.

Som jeg skrev i indledningen, så kan denne artikel muligvis opfattes som en klodset kærlighedserklæring til Matilde Kimer. Det er egentlig ikke meningen, men jeg er oprigtigt imponeret af hendes styrke og mod. Måske er det, fordi hun er samme årgang som mig, skolet af de samme tænkere og understreger de samme pointer i sine foredrag, som jeg gør i mine. Jeg føler mig lidt forbundet med hende.

Til mit forsvar skal det også siges, at jeg muligvis blevet psykologisk manipuleret af bogens formidable forsidebillede, som har ligget på mit natbord i de sidste måneder. Det viser pressejournalisten Matilde Kimer stående midt i en krigszone med skudsikker vest og klar til at kommunikere sine oplevelser fra fronten via sin smartphone, mens hun stirrer intenst ud i horisonten lidt bag beskueren. Det er simpelthen så mega badass.

Måske er Matildes sejhed også hendes svaghed. Hun er ikke bange for at dø og kan udholde flere krigsrædsler i længere tid end de fleste. I bogen beskriver hun, hvordan krigen med tiden flyttede ind i hende og i de to andre hovedpersoner. Krigen blev første prioritet, og familien og forpligtelserne røg simpelthen i baggrunden.

Matilde er heldig. Hun har en mand og en arbejdsgiver, der passer på hende og hjælper krigen ud af hende igen. Hun er og vil nok altid være mærket af sine oplever som krigskorrespondent, men jeg fornemmer også, at hun aldrig ville være dem foruden, trods den høje pris familien og hendes psyke måtte betale.

Speak Your Mind

*