Det handler ikke om russerne

Efter mine efterhånden mange år med kulturtræning og foredrag på danske eksportvirksomheder er det blevet helt tydeligt for mig, at de største udfordringer i samarbejdet ikke handler om russerne. Det handler om, hvordan vi går til russerne. Jo flere virksomheder jeg kom ud på, jo tydeligere blev det. Uanset om jeg kulturtrænede på store multinationale virksomheder, på medicinalvirksomheder, hos fiskeproducenter eller i mindre erhvervsnetværk, ja, endda i Forsvaret, var min erfaring den samme: Det handler aldrig om det, som vi tror det handler om.

Der er cirka 200 danske virksomheder i Rusland. Enten eksporterer de med udgangspunkt fra Danmark, eller også har de et repræsentationskontor i Rusland eller en fabrik i Rusland. Fælles for dem alle er, at de skal have samarbejdet til at køre i forskellige situationer. De skal forhandle kontrakt, netværke, ansætte medarbejdere, håndtere logistik, køre den daglige drift, løse konflikter, leve op til krav fra myndighederne, løse problemer i produktionen og så videre. Disse opgaver er udfordrende for enhver virksomhed. Når de oven i købet skal udføres i et fremmed land, på et sprog, vi ikke forstår, og hvis bogstaver vi ikke engang kan læse, og med forretningsvilkår vi ikke kender til, så bliver det mere end blot besværligt. Det bliver frustrerende. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Tak for hyggebrokken

“Du har det vist for godt, siden du brokker dig.” Sådan sagde mine bedsteforældre altid, når jeg var utilfreds med noget. Dengang forstod jeg det ikke, men hvor var der meget visdom i de ord.

Det samme gælder Steffen Brandts udødelige sætning: ”Kom lad os brokke os – det er nok det, vi har det bedst med”. For vi brokker os kun, når vi har det godt. Når der virkelig er noget i vejen, når kæresten går fra os, når vi bliver fyret, når huset brænder, så brokker vi os ikke. Vi græder, handler, flygter.

Hyggebrokken er et tegn på, at vi er trygge og glade. Her er ingen store følelser i spil. Problemerne er ikke uoverstigelige, lige passende til brok uden fordring til handling.

Genkender du? Så genkender du måske også den lettere forvirring over, at danskerne gang på gang bliver kåret til verdens lykkeligste folk.

År efter år bliver kulturforskere over hele verden enige om, at vi i Danmark har det allerbedst. Vi er de mest trygge, de mest tillidsfulde og de mest lykkelige mennesker på hele kloden. Hvordan hænger det sammen med, at vi er så generelt utilfredse? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Kringsat af fjender

I fire et halvt år har jeg sunget disse strofer hver eneste aften for mine børn, når de skal sove. Jeg smager stadig på hvert ord. Mærker deres styrke. Deres ægthed. Fredsbudskabet i dette digt af norske Nordahl Grieg og de dybe toner fra danske Otto Mortensens mesterstykke af en melodi er det bedste, det mest rigtige jeg kan komme i tanke om at give mine børn med ind i søvnen. Når jeg kommer til strofen: ”Solskin og brød og ånd ejes af alle” får jeg stadig en klump i halsen. Selv efter de ca. 1600 gange jeg har sunget den.

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kan ske du spør i angst
udækket, åben:
Hvad skal jeg kæmpe med
hvad er mit våben? [Read more…]

Stig og de frosne torsk

Foto: WikiHvis vi vil have en god relation til personer fra andre kulturer og skabe positive relationer, skal vi være bevidste om, at vi skal arbejde på relationsopbygningen. Tillidstaxameteret tikker altså fra første øjeblik, vi møder den anden person. Derfor skal vi holde øje med de små invitationer til at opbygge relationen til de næste skridt. Lad mig give et eksempel:

Til en russisk kulturtræning på en større dansk medicinalvirksomhed fortæller en af direktørerne, Stig, om en situation, hvor han føler sig fastlåst i samarbejdet med sine russere. Stig ved godt, at tillid er en afgørende faktor i Rusland, men han har simpelthen ikke kunnet skabe en tillidsfuld relation. Jeg spørger ham, om der har været situationer, hvor han har kunnet tilbringe tid uden for mødelokalet med den russiske direktør.

”Jo, der var engang, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg kunne nå mit fly hjem til Danmark. Der sagde Sergej, at hvis jeg ikke nåede flyet, så skulle jeg bare sige til. Så ville han hente mig, og vi kunne tage ud og spise sammen. Men jeg havde nogle møder i Danmark, og en ekstra overnatning i Moskva er jo dyr, så jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne, og jeg nåede lige præcis mit fly.”

Herefter kigger Stig eftertænksomt på mig: ”Jeg skulle have misset mit fly med vilje, skulle jeg ikke?” [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Må man godt besøge en flygtningelejr?

Åbningen i ståltrådshegnet står i skærende kontrast til de smukke patriciavillaer, jeg har passeret fra togstationen til flygtningelejren. Der står to-tre personer ved indgangen. De er ret unge og står tæt sammen og ryger uden at sige noget. Jeg går forbi dem, prøver at smile venligt, men de undgår øjenkontakt.

Jeg kommer ind i teltlejren. Det er en varm dag, og solen skinner skarpt ned på alle de gule kuppeltelte. ”Bor der virkelig 400 flygtninge der?” tænker jeg. Forsigtigt går jeg længere ind i lejren. Træder blødt på det gråbrune træflis, der er spredt ud over hele området. Det ligner overhovedet ikke noget, jeg har set noget sted i Danmark.

Jeg er utryg. Går rundt blandt lejrens beboere. De går, som om der ikke er noget formål. Som om tiden bare skal gå, for de kan alligevel ikke fylde noget meningsfuldt i den.

Det er næsten alle sammen mænd. De er mørke i huden og står flere sammen og kigger på mig. Jeg vil ikke kigge direkte på dem. Måske vil det være provokerende, tænker jeg. Endelig finder jeg Merete fra Gå Dansk. Vi skal gå en tur med nogle af flygtningene og lære dem dansk samtidig. Det er et frivilligt initiativ, som jeg nærer stor sympati for.

Mændene stimler sammen om Merete. Giver hende knus. De er tydeligt glade for at se hende. Jeg giver hånd og siger ”nice to meet you”. Pludselig er Merete væk. Straks mærker jeg, at jeg er bange igen. Jeg er den eneste pige blandt mange mænd, som jeg ikke kan forstå hvad siger. De taler kun arabisk, meget lidt engelsk. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Det er ikke vores skyld, at vi er racister

Dansk kultur er ekstrem. Den er så ekstrem, at den ikke ligner nogen andre kulturer i verden.

Lighedstanken – som danskerne lever ud i en sådan grad, at vi vægrer os ved at stile mod stjernene og helst bliver på det jævne, på det jævne og konsulterer janteloven, så snart vi oplever, at nogen stikker næsen for langt frem – den lighedstanke er ekstrem.

Vores samfundshieraki er også ekstremt. Det er fladt som en tallerken spaghetti, og det giver plads til, at innovative idéer kan komme fra alle generationer, alle samfundslag, alle virksomhedsniveauer. Danskerne har medbestemmelse og stor ansvarsfølelse i forhold til tilrettelæggelsen af job, uddannelse og livsførelse i det hele taget. Det flade hierarkis herligheder kan vi delvist takke 68’er-generationen for, men det også gør os utroligt klodsede og uhøflige i mødet med udlændinge, startende allerede ved vores sydvendte grænse.

Trygheden og tilliden er ekstremt høj blandt danskerne. Vi ligger trygt og godt midt i EU, er medstifter af NATO og har ikke oplevet en aggressiv krigshandling mod vores nation de sidste 70 år. Oven i hatten har vi en understøttende velfærdsstat med kontanthjælp, folkepension og SU.

Denne sammensætning gør dansk kultur ekstrem. [Read more…]

En sønderjyde i Rusland

Russer-med-drinkFor et par år siden interviewede jeg Christian Ørskov Pedersen til bloggen. Christian er medejer af Lachenmeier Monsun, som er en sønderjysk virksomhed med 85 medarbejdere. Virksomheden eksporterer landbrugsudstyr til blandt andet Rusland. Christian sidder med ansvaret for salget af virksomhedens produkter til det russiske marked.

Jeg ringer Christian op en dag, han er på arbejde. Han skal lige flytte lokale, inden vi kan tale sammen, for, som han siger med et grin og på klingende jysk, så sidder han sammen med en flok uromagere. Hele hans væsen signalerer, at han er en rar mand. Han fortæller om, hvordan han havde fået kontakt med et russisk firma og skulle til Rusland på forretningsrejse for at få kontrakten i hus. Rejsen gik bare ikke helt som forventet:

”Jamen, jeg var jo topmotiveret. Jeg havde brugt timer foran computeren og virkelig arbejdet på min præsentation. De andre i ledelsen forventede, at jeg fik kontrakten med russerne på plads. Men da jeg så kom derover, endte vi med at bruge hele forretningsmødet på at tage på morgencafé med chefen og sniksnakke. Vi spildte tiden med at tage ud og se på anlæg, og vi spiste på restaurant om aftenen og sniksnakkede noget mere. Jeg fik ikke mulighed for at få leveret mit budskab eller vist min præsentation.”

Christian deltog i det sociale program og prøvede på at være venlig og imødekommende. Men indvendigt var han ved at koge over af utålmodighed. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvem er Kaj og Andrea?

Da jeg var ung, var jeg kæreste med en franskmand. Patrick hed han. Han var forfærdelig sød og forfærdelig jaloux. Så det holdt ikke så længe. Min næste kæreste var dansk. Og alt for gammel. Og helt forkert. Så det holdt heller ikke. Så fandt jeg ham, der skulle blive min mand. Det holder. Men det er slet ikke ham, klummen skal handle om. Den skal handle om Kaj og Andrea. Og lidt om Elsa og Anna. Og Vorherre.

”Det værste var ikke, at han var jaloux,” sagde jeg til en veninde efter bruddet med min franske kæreste. ”Det værste var, at han ikke vidste, hvem Kaj og Andrea er”.

Vi manglede på en eller anden måde noget, der var fælles. Nogle oplevelser, værdier og tanker, som vi delte – også fra før vi lærte hinanden at kende. Det er sikkert ikke sådan for alle par med forskellig baggrund, men sådan var det altså for franskmanden og mig.

For at skabe en nær relation til et andet menneske, er man er nødt til at have noget at tale om, en fælles referenceramme. Denne ramme skabes helt naturligt af kulturen. Det særlige ved kultur er nemlig, at vi uden forbehold tager ejerskab for den kultur, vi er vokset op i. Selvom kultur består af så mange facetter, og selvom den påfaldende nemt påvirkes af andre kulturer, identificerer vi os med den og er trygge i dens velkendte form. [Read more…]

Dansk og russisk kultur er hinandens diametrale modsætninger

Pin Danmark-RuslandNår vi rejser ud i verden, tror vi, at vi gør det for at opleve verden. I virkeligheden gør vi det for at blive klogere på os selv. Du har sikkert selv prøvet at sidde et helt andet sted på kloden og pludselig se dig selv og din kultur, dit land, din nationalitet med helt nye øjne. ”Sådan gør vi da ikke hos os!” har du måske tænkt. ”Det var da en sjov løsning/spændende måde/skør ting!” Uden du tænker over det, sammenligner du med dit liv hjemme i Danmark. Måske har du mødt nogle lokale, som har spurgt ind til dit land. I sammenligner, spørger ind, er nysgerrige, forklarer ivrigt. I processen har du skabt nye indsigter for dig selv.

I mødet med det fremmede bliver vi klogere på os selv. Vi bliver animeret til at se på os selv med nye øjne, for det nye vi møder, skal jo behandles og kategoriseres og sættes på rette plads. Nogle gange sker det hurtigt. Andre gange tager det lang tid.

Mit skæbnesvangre ophold på det russiske børnehjem er over syv år gammelt, og det er først nu, jeg helt har forstået, hvad der skete. Hvorfor det gik galt. Hvorfor jeg ikke kunne finde ud af at omgås russerne.

Forklaringen er ligetil. Jeg manglede en vigtig brik, som jeg har nu: At danskere og russere er diametralt modsatte på en række vigtige punkter, som har med relationen mellem mennesker at gøre. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvor mange skal du sove med i nat?

I går, da jeg postede et billede på Facebook af mig selv, der fjoget peger på min bog ’Kulturspejlet’ blandt nyhederne på Gellerup Bibliotek, fik jeg 100 likes på et par timer. Masser af hjerter og smilies. For en uge siden, da jeg postede, at jeg skulle besøge en flygtningelejr i dag, fik jeg 3 likes. Hvorfor det?

I min bog er det da meget mere interessant, at jeg skal besøge et stykke af Danmark, som utroligt få danskere har adgang til, men som de fleste danskere har en mening om.

Min facebook-crowd var ikke enig.

Den larmende stilhed er for mig et vidnesbyrd om, at vi har for svært ved at forstå og kommunikere om flygtningekrisen. Jeg oplevede det samme, da Rusland invaderede Krim i marts 2014. Vi kunne godt blive enige om, at Putin var en skidt karl, og at det var forkert. Men nuancerne, hvorfor tingene skete, de var svære at indfange. Det samme gælder i dag.

Medierne gør det ikke bedre, og kommentartrådene gør det direkte værre. Hvem vil lægge deres inderste tanker ud i æteren, når det sandsynligvis vil starte en ubehagelig debat fuld af følelser og fordomme?

Ikke mig. Heller ikke mine venner, åbenbart.

[Read more…]