KULTURKLUMMEN: Bliv i øjeblikket

Det er fredag aften, og vores lille familie sidder sammen og spiser aftensmad. Min mand og jeg får engelsk bøf og vores to små, kræsne piger får kødsovs. Vi nyder en af de velsignede stunder, som er så sjældne i børnefamilier, og som derfor bør skattes desto højere: Vi har en samtale, hvor vi ikke bliver afbrudt.

Himlen må vide, hvordan det er gået til, men begge piger sidder stille, spiser og hygger sig. Jeg ser en åbning, tager chanchen og fortæller lidt om, hvad jeg har lavet i dag. En helt unødvendig oplysning, som ikke er af praktisk karakter, blot ment som starten på en samtale: At jeg sad og så lidt af en film med Tom Hanks på Netflix, mens jeg spiste frokost. Jeg synes, Tom Hanks er en gudsbegavet skuespiller, og min mand er enig.

Jeg skæver til vores to piger. De har endnu ikke afbrudt os. Jeg satser nu stort og nævner, at han også var fantastisk i den film, hvor han spiller en mand, der bor i en lufthavn. ”Ja,” siger min mand. ”Den hedder The Terminal, og den er faktisk bygget på en sand historie. Jeg googler det lige.”

Mere skulle der ikke til. Nu var magien forsvundet. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Et håndtryk til tak

Jeg står i Minsk og har netop tjekket ud fra mit flotte, femstjernede hotel. Piccoloen står klar til at tage min kuffert og peger på taxachaufføren, som lige er kommet. Jeg smiler til chaufføren, som også hentede mig fra lufthavnen og kørte mig til hotellet for fem dage siden. Jeg er glad for, at han er kommet som aftalt, og uden at tænke over det giver jeg ham hånden til hilsen. Han tager den uden at fortrække en mine. Han er professionel. Men det var dumt. I hvert fald i Hviderusland.

Mennesker har til alle tider hilst på hinanden, når de mødtes. Det kunne være en hånd rakt i vejret, et nik med hovedet, et buk, en håndtryk, et kindkys, et bjørnekram. Kulturelt set har hilsenen haft den funktion at vise vores hensigt med mødet. Først og fremmest: er vi venner eller fjender? Dernæst: hvordan står vi i forhold til hinanden, hvad er vores relation?

Jeg var ikke venner med chaufføren, så han fik ikke noget knus. Men jeg så ham som ligeværdig, dvs. med samme menneskelige værdi som mig, og derfor gav jeg ham hånden. Sympatisk af mig, måske, men ikke specielt kulturelt begavet. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvorfor hjalp jeg ikke damen med at tisse?

Det er en tirsdag morgen i maj i det koldeste forår, jeg kan huske. Vanterne er et kærkomment tilbehør til morgencykelturen til Århus Hovedbanegård. Jeg løber hen ad cykelparkeringsgangen og når lige at springe på toget, inden det sætter i gang med retning mod København H.

Klokken er kvart over syv. Det smukke morgenlys falder blødt på mig og mine medpassagerer i stillekupeen. Folk sidder og dagdrømmer, taster på deres computere og hviler sig. I gamle dage hed det hvilekupe. Det hedder det ikke længere, for nu er det de færreste, der hviler. De arbejder koncentreret og ænser knapt omgivelserne.Der kommer en høflig mand rundt fra Epinion. Om vi vil udfylde et spørgeskema om DSB’s service og tjenester? Jeg siger nej tak. Klokken er som sagt kvart over syv, og jeg er slet ikke tilbøjelig til andet end at sidde og vågne, inden jeg også skal i gang med at arbejde.

Der sidder en ældre dame et par sæder foran mig. Hun beder om hjælp til at få kufferten op, og en mand træder straks til og løfter den op på hattehylden. Hun sikrer sig, at han vil hjælpe hende med at få den ud, når hun skal skifte tog i København. Hun skal nemlig videre til lufthavnen.

Hun er usikker på, hvordan hun skifter tog, og om hun kan klare at bugsere sin kuffert ud fra toget og ind i lufthavnen. Personalet kan desværre ikke være til megen hjælp, får hun at vide. Hun skulle have bestilt handikap-service mindst 12 timer før afgang.Hvad så, når jeg skal hjem igen? spørger den ældre dame. Ja, så skal du jo vide, hvornår du kommer. Vi kan jo ikke stå klar hele dagen og vente på, at du skal have hjælp, lyder svaret. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Husk at kvittere

Kender du det med, at du har sendt en mail eller SMS med info, som var relevant for modtageren, og der ikke kommer noget svar? Eller hvis du holder døren for nogen, og vedkommende ikke siger tak? Det, du mangler, er en kvittering. En afslutning på interaktionen. Den er langt vigtigere, end du tror.

Ud over almindelig høflighed er kvitteringen med til at skabe en følelse af afslutning, og den er en mangelvare i vores tid. Vi multitasker og har gang i det ene projekt efter det andet. Det er hverken godt for hjernen eller kroppen.

Vi skal sørge for at kvittere, så tit vi overhovedet kan. Hvad skete der med den stolte århusianske tradition med at sige tak for turen til buschaufføren? Den kunne vi godt støve af. Vi kunne også øve os i at sende en mail, besked eller – uha – ringe dagen efter en social sammenkomst og sige tak for sidst og lige få sendt det link til den annonce på Den Blå Avis, som kom op i samtalen aftenen før. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Small talk i City Vest

Når vi rejser ud i verden, tror vi, at vi gør det for at opleve verden. I virkeligheden gør vi det for at blive klogere på os selv.

Du har sikkert selv prøvet at sidde et helt andet sted på kloden og pludselig se dig selv og din kultur, dit land, din nationalitet med helt nye øjne. “Sådan gør vi da ikke hos os!” har du måske tænkt. “Det var da en sjov løsning/spændende måde/skør ting!” Uden du tænker over det, sammenligner du med dit liv hjemme i Danmark. Måske har du mødt nogle lokale, som har spurgt ind til dit land. I sammenligner, spørger ind, er nysgerrige, forklarer ivrigt. I processen har du skabt nye indsigter for dig selv. [Read more…]

Det handler ikke om russerne

Efter mine efterhånden mange år med kulturtræning og foredrag på danske eksportvirksomheder er det blevet helt tydeligt for mig, at de største udfordringer i samarbejdet ikke handler om russerne. Det handler om, hvordan vi går til russerne. Jo flere virksomheder jeg kom ud på, jo tydeligere blev det. Uanset om jeg kulturtrænede på store multinationale virksomheder, på medicinalvirksomheder, hos fiskeproducenter eller i mindre erhvervsnetværk, ja, endda i Forsvaret, var min erfaring den samme: Det handler aldrig om det, som vi tror det handler om.

Der er cirka 200 danske virksomheder i Rusland. Enten eksporterer de med udgangspunkt fra Danmark, eller også har de et repræsentationskontor i Rusland eller en fabrik i Rusland. Fælles for dem alle er, at de skal have samarbejdet til at køre i forskellige situationer. De skal forhandle kontrakt, netværke, ansætte medarbejdere, håndtere logistik, køre den daglige drift, løse konflikter, leve op til krav fra myndighederne, løse problemer i produktionen og så videre. Disse opgaver er udfordrende for enhver virksomhed. Når de oven i købet skal udføres i et fremmed land, på et sprog, vi ikke forstår, og hvis bogstaver vi ikke engang kan læse, og med forretningsvilkår vi ikke kender til, så bliver det mere end blot besværligt. Det bliver frustrerende. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Tak for hyggebrokken

“Du har det vist for godt, siden du brokker dig.” Sådan sagde mine bedsteforældre altid, når jeg var utilfreds med noget. Dengang forstod jeg det ikke, men hvor var der meget visdom i de ord.

Det samme gælder Steffen Brandts udødelige sætning: ”Kom lad os brokke os – det er nok det, vi har det bedst med”. For vi brokker os kun, når vi har det godt. Når der virkelig er noget i vejen, når kæresten går fra os, når vi bliver fyret, når huset brænder, så brokker vi os ikke. Vi græder, handler, flygter.

Hyggebrokken er et tegn på, at vi er trygge og glade. Her er ingen store følelser i spil. Problemerne er ikke uoverstigelige, lige passende til brok uden fordring til handling.

Genkender du? Så genkender du måske også den lettere forvirring over, at danskerne gang på gang bliver kåret til verdens lykkeligste folk.

År efter år bliver kulturforskere over hele verden enige om, at vi i Danmark har det allerbedst. Vi er de mest trygge, de mest tillidsfulde og de mest lykkelige mennesker på hele kloden. Hvordan hænger det sammen med, at vi er så generelt utilfredse? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Kringsat af fjender

I fire et halvt år har jeg sunget disse strofer hver eneste aften for mine børn, når de skal sove. Jeg smager stadig på hvert ord. Mærker deres styrke. Deres ægthed. Fredsbudskabet i dette digt af norske Nordahl Grieg og de dybe toner fra danske Otto Mortensens mesterstykke af en melodi er det bedste, det mest rigtige jeg kan komme i tanke om at give mine børn med ind i søvnen. Når jeg kommer til strofen: ”Solskin og brød og ånd ejes af alle” får jeg stadig en klump i halsen. Selv efter de ca. 1600 gange jeg har sunget den.

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kan ske du spør i angst
udækket, åben:
Hvad skal jeg kæmpe med
hvad er mit våben? [Read more…]

Stig og de frosne torsk

Hvis vi vil have en god relation til personer fra andre kulturer og skabe positive relationer, skal vi være bevidste om, at vi skal arbejde på relationsopbygningen. Tillidstaxameteret tikker altså fra første øjeblik, vi møder den anden person. Derfor skal vi holde øje med de små invitationer til at opbygge relationen til de næste skridt. Lad mig give et eksempel:

Til en russisk kulturtræning på en større dansk medicinalvirksomhed fortæller en af direktørerne, Stig, om en situation, hvor han føler sig fastlåst i samarbejdet med sine russere. Stig ved godt, at tillid er en afgørende faktor i Rusland, men han har simpelthen ikke kunnet skabe en tillidsfuld relation. Jeg spørger ham, om der har været situationer, hvor han har kunnet tilbringe tid uden for mødelokalet med den russiske direktør.

”Jo, der var engang, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg kunne nå mit fly hjem til Danmark. Der sagde Sergej, at hvis jeg ikke nåede flyet, så skulle jeg bare sige til. Så ville han hente mig, og vi kunne tage ud og spise sammen. Men jeg havde nogle møder i Danmark, og en ekstra overnatning i Moskva er jo dyr, så jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne, og jeg nåede lige præcis mit fly.”

Herefter kigger Stig eftertænksomt på mig: ”Jeg skulle have misset mit fly med vilje, skulle jeg ikke?” [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Må man godt besøge en flygtningelejr?

Åbningen i ståltrådshegnet står i skærende kontrast til de smukke patriciavillaer, jeg har passeret fra togstationen til flygtningelejren. Der står to-tre personer ved indgangen. De er ret unge og står tæt sammen og ryger uden at sige noget. Jeg går forbi dem, prøver at smile venligt, men de undgår øjenkontakt.

Jeg kommer ind i teltlejren. Det er en varm dag, og solen skinner skarpt ned på alle de gule kuppeltelte. ”Bor der virkelig 400 flygtninge der?” tænker jeg. Forsigtigt går jeg længere ind i lejren. Træder blødt på det gråbrune træflis, der er spredt ud over hele området. Det ligner overhovedet ikke noget, jeg har set noget sted i Danmark.

Jeg er utryg. Går rundt blandt lejrens beboere. De går, som om der ikke er noget formål. Som om tiden bare skal gå, for de kan alligevel ikke fylde noget meningsfuldt i den.

Det er næsten alle sammen mænd. De er mørke i huden og står flere sammen og kigger på mig. Jeg vil ikke kigge direkte på dem. Måske vil det være provokerende, tænker jeg. Endelig finder jeg Merete fra Gå Dansk. Vi skal gå en tur med nogle af flygtningene og lære dem dansk samtidig. Det er et frivilligt initiativ, som jeg nærer stor sympati for.

Mændene stimler sammen om Merete. Giver hende knus. De er tydeligt glade for at se hende. Jeg giver hånd og siger ”nice to meet you”. Pludselig er Merete væk. Straks mærker jeg, at jeg er bange igen. Jeg er den eneste pige blandt mange mænd, som jeg ikke kan forstå hvad siger. De taler kun arabisk, meget lidt engelsk. [Read more…]