KULTURKLUMMEN: Ud med hyggen!

Hygge er et fænomen, vi danskere virkelige elsker at tage ejerskab for. Vi synes næsten, vi har eneret på begrebet hygge. Og det til trods for, at en hyggelig stemning hverken er betinget af kultur eller fysisk placering. Kan man kun hygge sig i Danmark? Nej da. Kan kun danskere hygge sig? Heller ikke.

Hvorfor synes vi så, at hygge er så enormt dansk? Fordi det er et fænomen, som står helt centralt i vores kultur. Vi siger det højt, når vi hygger os. Vi siger ikke ”Nu står vi sammen her og venter på bussen” eller ”Vi sidder her i biografen og venter på at filmen begynder”. Det vil virke åndsvagt sådan at proklamere, hvad vi foretager os. Men vi siger ”Ih, hvor vi hygger os” og ”Det er vil nok råhygge, det her!”. Det virker åbenbart ikke åndsvagt.

Man er lige ved at tro, at hvis ingen har proklameret, at noget er hyggeligt, så har vi måske slet ikke hygget os. Når vi taler om hyggen, værner vi om den. Faktisk værner vi så meget om hyggen, at vi vil gå (alt for) langt for at opretholde den. Der lægges låg på familiefejder og konflikter på arbejdspladsen, for nu skal vi altså også prøve at komme godt ud af det med hinanden og have det hyggeligt sammen. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Fastelavn er til gavn

Hvis du kun ser fastelavn som en anledning til at klæde sig ud og slå katten af tønden, går du glip af en kæmpe mulighed for at styre dit liv hen i den retning, du ønsker. På søndag indledes nemlig en 40-dages periode med faste, som er et spændende og kærkomment tilbud til din sjæl om at kommunikere rent gennem en krop, der for en periode ikke belastes med stimulanser og svært fordøjelige fødevarer.

Julen skal nemlig ikke vare lige til påske. Indimellem kommer fasten, som er en pause fra overforbrug og fristelser, dvs. uigennemtænkt og ubevidst konsumering, som dulmer og lammer vores sanseapparat og vores tankevirksomhed.

I Kristendommen er fastelavn indledningen til 40 dages faste i sympati med Jesus, der vandrede 40 dage i ørkenen, før han kom til Jerusalem, og så har vi hele historien med korsfæstelsen og opstandelsen i påskedagene. Men fasten er ikke en kristen opfindelse. Den er universel og har været en del af menneskets liv i mange tusind år.

Alle de store verdensreligioner har en periode med faste. Den danske protestantiske folkekirke anbefaler ikke faste, men både katolsk-kristne, ortodoks-kristne, jøder, muslimer og hinduister faster. Man fristes til at konkludere, at når så mange mennesker i flere tusind år har fulgt et regelsæt, der handler om at faste, så er der måske noget om snakken?

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Vi skal ikke indfri vores potentiale

Har du nogensinde hørt nogen sige: ”Nu har jeg nået mit fulde potentiale”? Nej vel? Selv OL-medaljevindere kæmper videre mod næste rekord. Hvorfor? Fordi potentiale er noget, alle har, men ingen når.

Der er intet mere forjættende end sit eget potentiale. Du kan blive helt forelsket i det. Det har jeg i hvert fald været. Jeg har spejlet mig i andres stjerneskinnende blikke, når de har fortalt mig, at de glæder sig til at se, hvad jeg kommer til at drive det til om fem eller ti år. Jeg har endda selv siddet og strålet om kap med dem i benovelse over, hvor fantastisk et potentiale, vi var blevet enige om, at jeg havde. Men det var ren og skær virkelighedsflugt, som flyttede mig væk fra mit her og nu. Det ville have været bedre, om nogen havde sagt til mig: ”Slap af. Du gør det godt nok. Du er lige, hvor du skal være. Du er på rette vej.”

Det er et stort problem, at vi går rundt og tror, vi skal indfri vores potentiale. For vi gør os selv til tabere på forhånd. I en evig stræben efter at afdække vores livsformål, udleve vores passion og realisere vores potentiale fjerner vi os faktisk fra os selv. Og værre endnu: Vi sørger for, at vi på ingen måde kan nå i mål, og dermed udråber vi os selv som evige tabere. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Du kan godt gå i kirke uden at tro på Gud

På søndag skal mange af os i kirke og deltage i årets julegudstjeneste. Vi skal synge de samme 4-5 salmer, som vi plejer, og vi skal lytte til juleevangeliet om Josef og Maria, som fødte det lille Jesusbarn i en stald og svøbte og lagde det i en krybbe, for der var ikke plads på herberget.

Mange af os vil sikkert have en lille smule svært ved at identificere os med den situation. Jo, faktisk kan nogle af os genkende det med, at der ikke er plads, når man skal føde. Jeg blev selv sendt hjem fra hospitalet, da jeg skulle føde anden gang, fordi jeg ikke var langt nok fremme, og fordi der ikke var plads nok på hospitalet. Der var vist også en engel eller to, som var ved min side, da mit lille barn blev svøbt og lagt – ikke i en krybbe, men i mine arme.

Men derudover giver meget af det, der bliver sagt under kirkens ritualer ikke så meget mening. Heldigvis er præsterne gode til at perspektivere og udlægge bibelens ord, og tit er det meget vise tanker, der lyder fra prædikestolen. Måske husker vi ikke helt, hvad der bliver sagt, men vi mærker roen, det ophøjede og følelsen af, at der i det mindste er én, der går all in på sin udlægning af livets mening. Det tager vi med os hjem til juleanden og alle pakkerne under træet.

Det er måske grunden til, vi tager i kirke den 24. december. Efter decembers travlhed med planlægning og udførelse af alle julens gerninger tillader vi os nu at nyde et øjebliks fred. En stund uden for tid og rum. Det er nemlig det, kirken kan. Den skaber et sted, hvor der er plads til følelser og tanker. Hvor det er umuligt at handle. Det eneste, du skal og kan foretage dig, er at holde styr på næste salmenummer og så rejse dig op, hver gang de andre gør det. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Prøv noget nyt denne jul – hold pause

Kan du også mærke det? Det skift i energien fra september, oktober og novembers hæsblæsende travlhed til decembers sociale julearrangementer, som opfordrer til nærvær og mærken efter. Hvad var godt og skidt i 2017? Hvad drømmer jeg om for 2018? Hvem og hvad er vigtigt for mig?

For nogle af os er det svært at skifte. Vi bilder os selv ind, at vi har travlt med ting, som er meget vigtige. Og så bliver et problem, at vi nu skal til at omgås familie og venner og kolleger i den ramme, vi kalder jul. Det har vi ikke tid til. Os, der har det sådan, bliver stressede i december. Vi prøver at være i begge energier: Travlhedsenergien og nærværsenergien. Det fungerer hverken i den ene eller den anden henseende.

Til os, der så gerne vil være effektive, har jeg en rigtig god nyhed. Det allermest effektive i verden er nemlig at følge energien. Bruge rytmerne som momentum til at få gode ting til at ske. Når der står sommerferie og juleferie i kalenderen, er det fordi vi skal tage os en pause og se os lidt omkring i vores liv. Er der noget, der skal ryddes op, sættes på plads eller smides ud? Omgiver jeg mig med mennesker og ting, jeg elsker og næres af? Er jeg på den rette sti, eller skal retningen justeres?

Til os, der er ambitiøse, kan jeg berolige med, at vi må gerne må fortsætte med at være ambitiøse. Vi skal bare være ambitiøse med noget andet. Med nærvær, eftertænksomhed, gavmildhed. Vi skal træne vores mod, så vi tør at lade todo-listerne ligge i december og skrue ned for blusset i alt, hvor vi ikke er 100 % uundværlige. Det gælder både træning, arbejde og rengøring.

Til os, der er lidt bange for at slippe kontrollen, vil jeg afsløre, at lige om lidt bliver det 1. januar. Der vender energien igen. Så får vi lyst til at lave todo-lister, gøre rent, spise sundt, motionere og starte nye projekter. Hvis vi kan være i tillid til, at januars gøre-energi nok skal indfinde sig, bliver det meget sjovere og nemmere at være i decembers være-energi.

Nu er det tid til juleknas og lange sofaaftener i blødt tøj. Det er tid til julegavelister og indkøbslister. Det er tid til øjenkontakt og kys og kram. Du er nemlig blevet givet den største julegave: En hel december, hvor du kan slippe tidstyranniet og todo-listen.

Hvis du altså tør…

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Heja for Halloween

I aften er det Halloween. Skeletter og monstre vil ringe på min dør. Jeg sætter edderkopperne fast i håret under heksehatten og finder øjne og afskårne lemmer frem fra gemmerne. De kommes i en kurv vævet af edderkoppespind. Nu er jeg klar til ordene: ”SLIK ELLER BALLADE!”

Vi bor i et børnevenligt kvarter, og det nu næsten obligatoriske græskar ved hoveddøren, spøgelseslyskæden og spindelvævet i vores vinduer viser, at her må man gerne ringe på. Her er der gode chancer for at få fyldt posen med det sjoveste Halloween-slik, Føtex og Rema har kunnet diske op med.

Hjemme hos os har vi talt ned til Halloween i flere uger. Først begyndte dagligvarebutikkerne at hentyde til det med deres varesortiment. Det fik familiens femårige til at arrangere en Halloween-fest for børnene på vejen. I efterårsferien tog hele familien til Jesperhus Feriepark, hvor Jungledyret Hugo lavede Halloween-show, og der var mulighed for at tage billede af sin pode på en opstilling med kæmpestore græskar og høballer lige foran indgangen til ferieparken. I fredags holdt børnehaven Halloweenfest, og nu i aften, den 31. oktober, klæder børnene sig ud i deres mest uhyggelige kostumer og ringer på naboernes døre med en frysepose i hånden og en forælder lidt i baggrunden.

What’s not to like? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Bliv i øjeblikket

Det er fredag aften, og vores lille familie sidder sammen og spiser aftensmad. Min mand og jeg får engelsk bøf og vores to små, kræsne piger får kødsovs. Vi nyder en af de velsignede stunder, som er så sjældne i børnefamilier, og som derfor bør skattes desto højere: Vi har en samtale, hvor vi ikke bliver afbrudt.

Himlen må vide, hvordan det er gået til, men begge piger sidder stille, spiser og hygger sig. Jeg ser en åbning, tager chanchen og fortæller lidt om, hvad jeg har lavet i dag. En helt unødvendig oplysning, som ikke er af praktisk karakter, blot ment som starten på en samtale: At jeg sad og så lidt af en film med Tom Hanks på Netflix, mens jeg spiste frokost. Jeg synes, Tom Hanks er en gudsbegavet skuespiller, og min mand er enig.

Jeg skæver til vores to piger. De har endnu ikke afbrudt os. Jeg satser nu stort og nævner, at han også var fantastisk i den film, hvor han spiller en mand, der bor i en lufthavn. ”Ja,” siger min mand. ”Den hedder The Terminal, og den er faktisk bygget på en sand historie. Jeg googler det lige.”

Mere skulle der ikke til. Nu var magien forsvundet. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Et håndtryk til tak

Jeg står i Minsk og har netop tjekket ud fra mit flotte, femstjernede hotel. Piccoloen står klar til at tage min kuffert og peger på taxachaufføren, som lige er kommet. Jeg smiler til chaufføren, som også hentede mig fra lufthavnen og kørte mig til hotellet for fem dage siden. Jeg er glad for, at han er kommet som aftalt, og uden at tænke over det giver jeg ham hånden til hilsen. Han tager den uden at fortrække en mine. Han er professionel. Men det var dumt. I hvert fald i Hviderusland.

Mennesker har til alle tider hilst på hinanden, når de mødtes. Det kunne være en hånd rakt i vejret, et nik med hovedet, et buk, en håndtryk, et kindkys, et bjørnekram. Kulturelt set har hilsenen haft den funktion at vise vores hensigt med mødet. Først og fremmest: er vi venner eller fjender? Dernæst: hvordan står vi i forhold til hinanden, hvad er vores relation?

Jeg var ikke venner med chaufføren, så han fik ikke noget knus. Men jeg så ham som ligeværdig, dvs. med samme menneskelige værdi som mig, og derfor gav jeg ham hånden. Sympatisk af mig, måske, men ikke specielt kulturelt begavet. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvorfor hjalp jeg ikke damen med at tisse?

Det er en tirsdag morgen i maj i det koldeste forår, jeg kan huske. Vanterne er et kærkomment tilbehør til morgencykelturen til Århus Hovedbanegård. Jeg løber hen ad cykelparkeringsgangen og når lige at springe på toget, inden det sætter i gang med retning mod København H.

Klokken er kvart over syv. Det smukke morgenlys falder blødt på mig og mine medpassagerer i stillekupeen. Folk sidder og dagdrømmer, taster på deres computere og hviler sig. I gamle dage hed det hvilekupe. Det hedder det ikke længere, for nu er det de færreste, der hviler. De arbejder koncentreret og ænser knapt omgivelserne.Der kommer en høflig mand rundt fra Epinion. Om vi vil udfylde et spørgeskema om DSB’s service og tjenester? Jeg siger nej tak. Klokken er som sagt kvart over syv, og jeg er slet ikke tilbøjelig til andet end at sidde og vågne, inden jeg også skal i gang med at arbejde.

Der sidder en ældre dame et par sæder foran mig. Hun beder om hjælp til at få kufferten op, og en mand træder straks til og løfter den op på hattehylden. Hun sikrer sig, at han vil hjælpe hende med at få den ud, når hun skal skifte tog i København. Hun skal nemlig videre til lufthavnen.

Hun er usikker på, hvordan hun skifter tog, og om hun kan klare at bugsere sin kuffert ud fra toget og ind i lufthavnen. Personalet kan desværre ikke være til megen hjælp, får hun at vide. Hun skulle have bestilt handikap-service mindst 12 timer før afgang.Hvad så, når jeg skal hjem igen? spørger den ældre dame. Ja, så skal du jo vide, hvornår du kommer. Vi kan jo ikke stå klar hele dagen og vente på, at du skal have hjælp, lyder svaret. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Husk at kvittere

Kender du det med, at du har sendt en mail eller SMS med info, som var relevant for modtageren, og der ikke kommer noget svar? Eller hvis du holder døren for nogen, og vedkommende ikke siger tak? Det, du mangler, er en kvittering. En afslutning på interaktionen. Den er langt vigtigere, end du tror.

Ud over almindelig høflighed er kvitteringen med til at skabe en følelse af afslutning, og den er en mangelvare i vores tid. Vi multitasker og har gang i det ene projekt efter det andet. Det er hverken godt for hjernen eller kroppen.

Vi skal sørge for at kvittere, så tit vi overhovedet kan. Hvad skete der med den stolte århusianske tradition med at sige tak for turen til buschaufføren? Den kunne vi godt støve af. Vi kunne også øve os i at sende en mail, besked eller – uha – ringe dagen efter en social sammenkomst og sige tak for sidst og lige få sendt det link til den annonce på Den Blå Avis, som kom op i samtalen aftenen før. [Read more…]