KULTURKLUMMEN: En aften uden skærme

Jeg drømmer om en aften uden skærme. En aften med Uno, solnedgang og stearinlys. En aften, hvor mine børn ikke plager om at få telefonen med i seng. En aften, hvor vi alle fire efterlader vores telefoner i køkkenet og går i seng, uden internettet udgør vores godnatsang og i nogle tilfælde endda vores godnatkys.

Vi prøvede faktisk at holde skærmfri søndag. Én gang. Det holdt til sidst på eftermiddagen. Det var en virkelig god dag. Men hvor var det dog hårdt at være til stede hele tiden. Vi voksne kunne ikke flygte ind i nyhederne, når vi lige havde brug for en pause. I stedet blev vi uvenner, for vi har glemt, hvordan man tager vare på sine behov uden en skærm.

Børnene elskede det. De kunne vist slet ikke tro deres eget held. Mor og far ville lege med dem i flere halve timer, uden de lige skulle forbi køkkenbordet og tjekke, om der var noget, der havde breaket i mellemtiden. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: En kvadratisk, praktisk og god barndom

Det er første arbejdsdag. Jeg er spændt og har udvalgt mit tøj med omhu. Jeg kan mærke, at jeg er nervøs, da jeg går over den store plads hen til indgangen til min nye arbejdsplads. Ved receptionen byder min nye chef mig velkommen. ”Nu skal du se”, siger han og peger på en skærm. Det er meningen, at jeg registrere mig, når jeg møder ind om morgenen. Jeg finder mit billede og klikker på det. Min chef fortsætter med at forklare symbolerne: Skrivebord, Mødelokale, Kantine, Toilet, Pause og Gået hjem. ”Hver gang du skifter placering, skal du registrere dig på skærmen” forklarer min chef mig. ”Det er meget vigtigt, at vi ved, hvor du er hele tiden. Vi skal kunne dokumentere det”.
 
Nej vel?
 
Alligevel var det scenariet, da min datter havde sin første dag i SFO. Hun fik en introduktion til skærmens regler, og nu trykker hun og de andre børn pligtskyldigt på skærmen, når de kommer og går. Det er helt rimeligt, synes jeg. Men de skal også trykke på skærmen, når de skifter lokale, når de skal på legeplads, når de skal på tur. Det er praktisk, for på den måde lærer de vigtige sociale færdigheder som at indgå i en sammenhæng, følge et regelsæt samt stå i kø og vente på sin tur. Forældrene kan følge med på en app, hvor børnene er. Det er også praktisk, for så behøver forældrene ikke lede i et meget stort område, når de skal hente børnene. Det er desuden praktisk for pædagogerne, at det omfattende dokumentationskrav nu er automatiseret, for så kan de rent faktisk bruge tiden på det, de brænder for: at udvikle børn.

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Ud med hyggen!

Hygge er et fænomen, vi danskere virkelig elsker at tage ejerskab for. Vi synes næsten, vi har eneret på begrebet hygge. Og det til trods for, at en hyggelig stemning hverken er betinget af kultur eller fysisk placering. Kan man kun hygge sig i Danmark? Nej da. Kan kun danskere hygge sig? Heller ikke.

Hvorfor synes vi så, at hygge er så enormt dansk? Fordi det er et fænomen, som står helt centralt i vores kultur. Vi siger det højt, når vi hygger os. Vi siger ikke ”Nu står vi sammen her og venter på bussen” eller ”Vi sidder her i biografen og venter på at filmen begynder”. Det vil virke åndsvagt sådan at proklamere, hvad vi foretager os. Men vi siger ”Ih, hvor vi hygger os” og ”Det er vil nok råhygge, det her!”. Det virker åbenbart ikke åndsvagt. Man er lige ved at tro, at hvis ingen har proklameret, at noget er hyggeligt, så har vi måske slet ikke hygget os. Når vi taler om hyggen, værner vi om den. Faktisk værner vi så meget om hyggen, at vi vil gå (alt for) langt for at opretholde den. Der lægges låg på familiefejder og konflikter på arbejdspladsen, for nu skal vi altså også prøve at komme godt ud af det med hinanden og have det hyggeligt sammen. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Fastelavn er til gavn

Hvis du kun ser fastelavn som en anledning til at klæde sig ud og slå katten af tønden, går du glip af en kæmpe mulighed for at styre dit liv hen i den retning, du ønsker. På søndag indledes nemlig en 40-dages periode med faste, som er et spændende og kærkomment tilbud til din sjæl om at kommunikere rent gennem en krop, der for en periode ikke belastes med stimulanser og svært fordøjelige fødevarer.

Julen skal nemlig ikke vare lige til påske. Indimellem kommer fasten, som er en pause fra overforbrug og fristelser, dvs. uigennemtænkt og ubevidst konsumering, som dulmer og lammer vores sanseapparat og vores tankevirksomhed.

I Kristendommen er fastelavn indledningen til 40 dages faste i sympati med Jesus, der vandrede 40 dage i ørkenen, før han kom til Jerusalem, og så har vi hele historien med korsfæstelsen og opstandelsen i påskedagene. Men fasten er ikke en kristen opfindelse. Den er universel og har været en del af menneskets liv i mange tusind år.

Alle de store verdensreligioner har en periode med faste. Den danske protestantiske folkekirke anbefaler ikke faste, men både katolsk-kristne, ortodoks-kristne, jøder, muslimer og hinduister faster. Man fristes til at konkludere, at når så mange mennesker i flere tusind år har fulgt et regelsæt, der handler om at faste, så er der måske noget om snakken?

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Vi skal ikke indfri vores potentiale

Har du nogensinde hørt nogen sige: ”Nu har jeg nået mit fulde potentiale”? Nej vel? Selv OL-medaljevindere kæmper videre mod næste rekord. Hvorfor? Fordi potentiale er noget, alle har, men ingen når.

Der er intet mere forjættende end sit eget potentiale. Du kan blive helt forelsket i det. Det har jeg i hvert fald været. Jeg har spejlet mig i andres stjerneskinnende blikke, når de har fortalt mig, at de glæder sig til at se, hvad jeg kommer til at drive det til om fem eller ti år. Jeg har endda selv siddet og strålet om kap med dem i benovelse over, hvor fantastisk et potentiale, vi var blevet enige om, at jeg havde. Men det var ren og skær virkelighedsflugt, som flyttede mig væk fra mit her og nu. Det ville have været bedre, om nogen havde sagt til mig: ”Slap af. Du gør det godt nok. Du er lige, hvor du skal være. Du er på rette vej.”

Det er et stort problem, at vi går rundt og tror, vi skal indfri vores potentiale. For vi gør os selv til tabere på forhånd. I en evig stræben efter at afdække vores livsformål, udleve vores passion og realisere vores potentiale fjerner vi os faktisk fra os selv. Og værre endnu: Vi sørger for, at vi på ingen måde kan nå i mål, og dermed udråber vi os selv som evige tabere. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Du kan godt gå i kirke uden at tro på Gud

På søndag skal mange af os i kirke og deltage i årets julegudstjeneste. Vi skal synge de samme 4-5 salmer, som vi plejer, og vi skal lytte til juleevangeliet om Josef og Maria, som fødte det lille Jesusbarn i en stald og svøbte og lagde det i en krybbe, for der var ikke plads på herberget.

Mange af os vil sikkert have en lille smule svært ved at identificere os med den situation. Jo, faktisk kan nogle af os genkende det med, at der ikke er plads, når man skal føde. Jeg blev selv sendt hjem fra hospitalet, da jeg skulle føde anden gang, fordi jeg ikke var langt nok fremme, og fordi der ikke var plads nok på hospitalet. Der var vist også en engel eller to, som var ved min side, da mit lille barn blev svøbt og lagt – ikke i en krybbe, men i mine arme.

Men derudover giver meget af det, der bliver sagt under kirkens ritualer ikke så meget mening. Heldigvis er præsterne gode til at perspektivere og udlægge bibelens ord, og tit er det meget vise tanker, der lyder fra prædikestolen. Måske husker vi ikke helt, hvad der bliver sagt, men vi mærker roen, det ophøjede og følelsen af, at der i det mindste er én, der går all in på sin udlægning af livets mening. Det tager vi med os hjem til juleanden og alle pakkerne under træet.

Det er måske grunden til, vi tager i kirke den 24. december. Efter decembers travlhed med planlægning og udførelse af alle julens gerninger tillader vi os nu at nyde et øjebliks fred. En stund uden for tid og rum. Det er nemlig det, kirken kan. Den skaber et sted, hvor der er plads til følelser og tanker. Hvor det er umuligt at handle. Det eneste, du skal og kan foretage dig, er at holde styr på næste salmenummer og så rejse dig op, hver gang de andre gør det. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Prøv noget nyt denne jul – hold pause

Kan du også mærke det? Det skift i energien fra september, oktober og novembers hæsblæsende travlhed til decembers sociale julearrangementer, som opfordrer til nærvær og mærken efter. Hvad var godt og skidt i 2017? Hvad drømmer jeg om for 2018? Hvem og hvad er vigtigt for mig?

For nogle af os er det svært at skifte. Vi bilder os selv ind, at vi har travlt med ting, som er meget vigtige. Og så bliver et problem, at vi nu skal til at omgås familie og venner og kolleger i den ramme, vi kalder jul. Det har vi ikke tid til. Os, der har det sådan, bliver stressede i december. Vi prøver at være i begge energier: Travlhedsenergien og nærværsenergien. Det fungerer hverken i den ene eller den anden henseende.

Til os, der så gerne vil være effektive, har jeg en rigtig god nyhed. Det allermest effektive i verden er nemlig at følge energien. Bruge rytmerne som momentum til at få gode ting til at ske. Når der står sommerferie og juleferie i kalenderen, er det fordi vi skal tage os en pause og se os lidt omkring i vores liv. Er der noget, der skal ryddes op, sættes på plads eller smides ud? Omgiver jeg mig med mennesker og ting, jeg elsker og næres af? Er jeg på den rette sti, eller skal retningen justeres?

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Heja for Halloween

I aften er det Halloween. Skeletter og monstre vil ringe på min dør. Jeg sætter edderkopperne fast i håret under heksehatten og finder øjne og afskårne lemmer frem fra gemmerne. De kommes i en kurv vævet af edderkoppespind. Nu er jeg klar til ordene: ”SLIK ELLER BALLADE!”

Vi bor i et børnevenligt kvarter, og det nu næsten obligatoriske græskar ved hoveddøren, spøgelseslyskæden og spindelvævet i vores vinduer viser, at her må man gerne ringe på. Her er der gode chancer for at få fyldt posen med det sjoveste Halloween-slik, Føtex og Rema har kunnet diske op med.

Hjemme hos os har vi talt ned til Halloween i flere uger. Først begyndte dagligvarebutikkerne at hentyde til det med deres varesortiment. Det fik familiens femårige til at arrangere en Halloween-fest for børnene på vejen. I efterårsferien tog hele familien til Jesperhus Feriepark, hvor Jungledyret Hugo lavede Halloween-show, og der var mulighed for at tage billede af sin pode på en opstilling med kæmpestore græskar og høballer lige foran indgangen til ferieparken. I fredags holdt børnehaven Halloweenfest, og nu i aften, den 31. oktober, klæder børnene sig ud i deres mest uhyggelige kostumer og ringer på naboernes døre med en frysepose i hånden og en forælder lidt i baggrunden.

What’s not to like? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Bliv i øjeblikket

Det er fredag aften, og vores lille familie sidder sammen og spiser aftensmad. Min mand og jeg får engelsk bøf og vores to små, kræsne piger får kødsovs. Vi nyder en af de velsignede stunder, som er så sjældne i børnefamilier, og som derfor bør skattes desto højere: Vi har en samtale, hvor vi ikke bliver afbrudt.

Himlen må vide, hvordan det er gået til, men begge piger sidder stille, spiser og hygger sig. Jeg ser en åbning, tager chanchen og fortæller lidt om, hvad jeg har lavet i dag. En helt unødvendig oplysning, som ikke er af praktisk karakter, blot ment som starten på en samtale: At jeg sad og så lidt af en film med Tom Hanks på Netflix, mens jeg spiste frokost. Jeg synes, Tom Hanks er en gudsbegavet skuespiller, og min mand er enig.

Jeg skæver til vores to piger. De har endnu ikke afbrudt os. Jeg satser nu stort og nævner, at han også var fantastisk i den film, hvor han spiller en mand, der bor i en lufthavn. ”Ja,” siger min mand. ”Den hedder The Terminal, og den er faktisk bygget på en sand historie. Jeg googler det lige.”

Mere skulle der ikke til. Nu var magien forsvundet. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Et håndtryk til tak

Jeg står i Minsk og har netop tjekket ud fra mit flotte, femstjernede hotel. Piccoloen står klar til at tage min kuffert og peger på taxachaufføren, som lige er kommet. Jeg smiler til chaufføren, som også hentede mig fra lufthavnen og kørte mig til hotellet for fem dage siden. Jeg er glad for, at han er kommet som aftalt, og uden at tænke over det giver jeg ham hånden til hilsen. Han tager den uden at fortrække en mine. Han er professionel. Men det var dumt. I hvert fald i Hviderusland.

Mennesker har til alle tider hilst på hinanden, når de mødtes. Det kunne være en hånd rakt i vejret, et nik med hovedet, et buk, en håndtryk, et kindkys, et bjørnekram. Kulturelt set har hilsenen haft den funktion at vise vores hensigt med mødet. Først og fremmest: er vi venner eller fjender? Dernæst: hvordan står vi i forhold til hinanden, hvad er vores relation?

Jeg var ikke venner med chaufføren, så han fik ikke noget knus. Men jeg så ham som ligeværdig, dvs. med samme menneskelige værdi som mig, og derfor gav jeg ham hånden. Sympatisk af mig, måske, men ikke specielt kulturelt begavet. [Read more…]