KULTURKLUMMEN: Tak for hyggebrokken

“Du har det vist for godt, siden du brokker dig.” Sådan sagde mine bedsteforældre altid, når jeg var utilfreds med noget. Dengang forstod jeg det ikke, men hvor var der meget visdom i de ord.

Det samme gælder Steffen Brandts udødelige sætning: ”Kom lad os brokke os – det er nok det, vi har det bedst med”. For vi brokker os kun, når vi har det godt. Når der virkelig er noget i vejen, når kæresten går fra os, når vi bliver fyret, når huset brænder, så brokker vi os ikke. Vi græder, handler, flygter.

Hyggebrokken er et tegn på, at vi er trygge og glade. Her er ingen store følelser i spil. Problemerne er ikke uoverstigelige, lige passende til brok uden fordring til handling.

Genkender du? Så genkender du måske også den lettere forvirring over, at danskerne gang på gang bliver kåret til verdens lykkeligste folk.

År efter år bliver kulturforskere over hele verden enige om, at vi i Danmark har det allerbedst. Vi er de mest trygge, de mest tillidsfulde og de mest lykkelige mennesker på hele kloden. Hvordan hænger det sammen med, at vi er så generelt utilfredse? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Kringsat af fjender

I fire et halvt år har jeg sunget disse strofer hver eneste aften for mine børn, når de skal sove. Jeg smager stadig på hvert ord. Mærker deres styrke. Deres ægthed. Fredsbudskabet i dette digt af norske Nordahl Grieg og de dybe toner fra danske Otto Mortensens mesterstykke af en melodi er det bedste, det mest rigtige jeg kan komme i tanke om at give mine børn med ind i søvnen. Når jeg kommer til strofen: ”Solskin og brød og ånd ejes af alle” får jeg stadig en klump i halsen. Selv efter de ca. 1600 gange jeg har sunget den.

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kan ske du spør i angst
udækket, åben:
Hvad skal jeg kæmpe med
hvad er mit våben? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Må man godt besøge en flygtningelejr?

Åbningen i ståltrådshegnet står i skærende kontrast til de smukke patriciavillaer, jeg har passeret fra togstationen til flygtningelejren. Der står to-tre personer ved indgangen. De er ret unge og står tæt sammen og ryger uden at sige noget. Jeg går forbi dem, prøver at smile venligt, men de undgår øjenkontakt.

Jeg kommer ind i teltlejren. Det er en varm dag, og solen skinner skarpt ned på alle de gule kuppeltelte. ”Bor der virkelig 400 flygtninge der?” tænker jeg. Forsigtigt går jeg længere ind i lejren. Træder blødt på det gråbrune træflis, der er spredt ud over hele området. Det ligner overhovedet ikke noget, jeg har set noget sted i Danmark.

Jeg er utryg. Går rundt blandt lejrens beboere. De går, som om der ikke er noget formål. Som om tiden bare skal gå, for de kan alligevel ikke fylde noget meningsfuldt i den.

Det er næsten alle sammen mænd. De er mørke i huden og står flere sammen og kigger på mig. Jeg vil ikke kigge direkte på dem. Måske vil det være provokerende, tænker jeg. Endelig finder jeg Merete fra Gå Dansk. Vi skal gå en tur med nogle af flygtningene og lære dem dansk samtidig. Det er et frivilligt initiativ, som jeg nærer stor sympati for.

Mændene stimler sammen om Merete. Giver hende knus. De er tydeligt glade for at se hende. Jeg giver hånd og siger ”nice to meet you”. Pludselig er Merete væk. Straks mærker jeg, at jeg er bange igen. Jeg er den eneste pige blandt mange mænd, som jeg ikke kan forstå hvad siger. De taler kun arabisk, meget lidt engelsk. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Det er ikke vores skyld, at vi er racister

Dansk kultur er ekstrem. Den er så ekstrem, at den ikke ligner nogen andre kulturer i verden.

Lighedstanken – som danskerne lever ud i en sådan grad, at vi vægrer os ved at stile mod stjernene og helst bliver på det jævne, på det jævne og konsulterer janteloven, så snart vi oplever, at nogen stikker næsen for langt frem – den lighedstanke er ekstrem.

Vores samfundshieraki er også ekstremt. Det er fladt som en tallerken spaghetti, og det giver plads til, at innovative idéer kan komme fra alle generationer, alle samfundslag, alle virksomhedsniveauer. Danskerne har medbestemmelse og stor ansvarsfølelse i forhold til tilrettelæggelsen af job, uddannelse og livsførelse i det hele taget. Det flade hierarkis herligheder kan vi delvist takke 68’er-generationen for, men det også gør os utroligt klodsede og uhøflige i mødet med udlændinge, startende allerede ved vores sydvendte grænse.

Trygheden og tilliden er ekstremt høj blandt danskerne. Vi ligger trygt og godt midt i EU, er medstifter af NATO og har ikke oplevet en aggressiv krigshandling mod vores nation de sidste 70 år. Oven i hatten har vi en understøttende velfærdsstat med kontanthjælp, folkepension og SU.

Denne sammensætning gør dansk kultur ekstrem. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvem er Kaj og Andrea?

Da jeg var ung, var jeg kæreste med en franskmand. Patrick hed han. Han var forfærdelig sød og forfærdelig jaloux. Så det holdt ikke så længe. Min næste kæreste var dansk. Og alt for gammel. Og helt forkert. Så det holdt heller ikke. Så fandt jeg ham, der skulle blive min mand. Det holder. Men det er slet ikke ham, klummen skal handle om. Den skal handle om Kaj og Andrea. Og lidt om Elsa og Anna. Og Vorherre.

”Det værste var ikke, at han var jaloux,” sagde jeg til en veninde efter bruddet med min franske kæreste. ”Det værste var, at han ikke vidste, hvem Kaj og Andrea er”.

Vi manglede på en eller anden måde noget, der var fælles. Nogle oplevelser, værdier og tanker, som vi delte – også fra før vi lærte hinanden at kende. Det er sikkert ikke sådan for alle par med forskellig baggrund, men sådan var det altså for franskmanden og mig.

For at skabe en nær relation til et andet menneske, er man er nødt til at have noget at tale om, en fælles referenceramme. Denne ramme skabes helt naturligt af kulturen. Det særlige ved kultur er nemlig, at vi uden forbehold tager ejerskab for den kultur, vi er vokset op i. Selvom kultur består af så mange facetter, og selvom den påfaldende nemt påvirkes af andre kulturer, identificerer vi os med den og er trygge i dens velkendte form. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvor mange skal du sove med i nat?

I går, da jeg postede et billede på Facebook af mig selv, der fjoget peger på min bog ’Kulturspejlet’ blandt nyhederne på Gellerup Bibliotek, fik jeg 100 likes på et par timer. Masser af hjerter og smilies. For en uge siden, da jeg postede, at jeg skulle besøge en flygtningelejr i dag, fik jeg 3 likes. Hvorfor det?

I min bog er det da meget mere interessant, at jeg skal besøge et stykke af Danmark, som utroligt få danskere har adgang til, men som de fleste danskere har en mening om.

Min facebook-crowd var ikke enig.

Den larmende stilhed er for mig et vidnesbyrd om, at vi har for svært ved at forstå og kommunikere om flygtningekrisen. Jeg oplevede det samme, da Rusland invaderede Krim i marts 2014. Vi kunne godt blive enige om, at Putin var en skidt karl, og at det var forkert. Men nuancerne, hvorfor tingene skete, de var svære at indfange. Det samme gælder i dag.

Medierne gør det ikke bedre, og kommentartrådene gør det direkte værre. Hvem vil lægge deres inderste tanker ud i æteren, når det sandsynligvis vil starte en ubehagelig debat fuld af følelser og fordomme?

Ikke mig. Heller ikke mine venner, åbenbart.

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Det var os, der havde Melodi Grand Prix først

Kan du huske dengang, EU blev udvidet i 2004 med 10 nye lande?

Vi var nu kommet i klub med Baltikum, dvs. Estland, Letland og Litauen. Sydeuropa var udvidet med Malta og Cypern, og fem østeuropæiske lande var kommet til: Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien. Det var nye tider, og vi skulle alle tilpasse os. Jeg kan især huske, at debatten handlede om, at polakkerne kom op og underbød danske håndværkere.

Men det jeg bed mærke i, var debatten om Eurovisions Melodi Grand Prix i 00’erne. Det var nemlig østlandene, som markerede sig som vindere i de år: Estland, Letland, Ukraine, Serbien og Rusland. Man talte dengang om, at Melodi Grand Prix havde ændret karakter. At de nye lande østpå var så mange, at de trak Melodi Grand Prix i en retning, danskerne ikke kunne genkende. Deres smag var anderledes end vores. De var mange flere end os.

Debatten fik en underlig klang af, at det var uretfærdigt. At det ikke var det samme længere. Men hvad handlede det i virkeligheden om? Det er ganske enkelt. Det handlede om ”Vi var her først”-følelsen. Den følelse, du har, når din veninde inviterer en ny pige med til jeres tøseaften, og hun pludselig sætter dagsordenen. Når din kammerat får en kæreste, som han hellere vil hænge med end dig. Når der er startet nye børn i klassen efter sommerferien, og det bare ikke længere er, som det var engang. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Vi er alle lige i Danmark – selv kronprinsen

Skandinavien indtager en særstilling i forhold til alle verdens andre lande. Vi har nemlig et ekstremt fladt hierarki og en uformel omgangstone både i familien, i samfundet og i forretningslivet.

Hvis vi forestiller os en pyramide over hierarkier, hvor bunden repræsenterer lande med de fladeste hierarkier og toppen lande med de stejleste hierarkier, har vi i bunden de skandinaviske lande og England. Altså lande, som ligger fysisk tæt på Danmark. Når vi går lidt opad, ser vi USA og Frankrig, og højere oppe har vi Japan og BRIK-landene med Rusland helt i toppen. Hvad angår hierarki, ligger Danmark og Skandinavien altså i den ekstreme ende.

Den uformelle omgangstone, lighedstanken, ligeværd mellem kvinder og mænd er meget specielt for Skandinavien. Du skal ikke længere end til England, Tyskland, Frankrig eller Rusland for at opleve meget stejlere hierarkier i familien, i samfundet, på uddannelsesinstitutionerne, i forretningslivet og på arbejdspladsen.

Når du opholder dig i disse og andre lande, skal du huske, at de ikke har været gennem samme samfundsændringer i slutningen af 1960’erne som Danmark. Rødstrømperne slog et stort og afgørende slag for ligestilling mellem kønnene, og med ungdomsoprøret tog danskerne afsked med De-tiltaleformen, og ungdommen fik en væsentlig større indflydelse på uddannelsesinstitutionerne. Der blev med andre ord skabt en større lighed mellem samfundets køn og aldersgrupper. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Integrationen slog allerede fejl i Matador

Det er ikke uden grund, at kongehuset lod deres nye svigerdøtre se Matador som et led i indføringen i dansk kultur. Hvorfor? Fordi Matador er den tv-serie, som allerbedst har formået at indfange danskheden. Vores sociale koder, vores selvironi, Janteloven, iværksætterånden, solidariteten og ikke mindst vores frygt for det nye og fremmede.

Da Mads Skjern kommer til Korsbæk i 1929 og udfordrer den provinsielle hakkeorden ved at starte en tøjbutik på den anden side af gaden, ryster det byens bedre borgerskab i dets konservative grundvold. Fra vinduerne i Hr. og Fru Varnæs’ stue ser tyendet Laura og Agnes til med skepsis, mens de fremmede flytter ind. Det falder ingen ind at give en hånd med flytningen.

Uden at vide det har Lise Nørgaard og de andre manuskriptforfattere bag tv-serien Matador opsat et flot kulturspejl, som vi danskere stadig den dag i dag kan spejle os i. Det er et ganske nyttigt spejl. Hvis vi ser godt efter, finder vi forklaringen på, hvorfor integrationen går så langsomt her i vores lille hjørne af verden.

Vi skal spejle os i Laura. Kokkepigen, som tjener hos familien Varnæs så længe, at hun får overrakt fortjenstmedalje af Selskabet for Trofast Tyende efter 25 års tro tjeneste ved familiegryderne. En medalje som senere finder sin vej til et grisehoved, husker I nok.

Det særlige ved Laura er hendes loyalitet over for sine arbejdsgivere. Hun er så loyal, at hun overtager deres værdier, holdninger og fordomme helt uden selv at tage ejerskab for dem. Som nu for eksempel fordommene mod den fremmede Mads Skjern. Gennem 24 afsnit i Matador formår kokkepigen Laura som den eneste at undgå kontakt med familien Skjern. Hvis vi altså ser bort fra Daniel og Ellen, som nogle gange kom i Lauras køkken. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Danskerne er langtidsplanlæggere

Industriferien er netop overstået, og de fleste danskere har holdt den ferie, som de har set frem til i mange måneder. Til trods for det forudsigeligt skuffende vejr, har jeg har set mange flotte billeder på Facebook med glade børn og/eller palmestrande.

Mens jeg har nydt de glade smil og flotte farver, har jeg klukket lidt for mig selv, for jeg har nemlig lagt mærke til noget. Uanset om feriedestinationen har været Thailand eller et sommerhus på Sydfyn, er den efter al sandsynlighed blevet planlagt allerede i årets første måneder. Vi danskere er nemlig langtidsplanlæggere, når det kommer til vores sommerferie. [Read more…]