KULTURKLUMMEN: Hvorfor hjalp jeg ikke damen med at tisse?

Det er en tirsdag morgen i maj i det koldeste forår, jeg kan huske. Vanterne er et kærkomment tilbehør til morgencykelturen til Århus Hovedbanegård. Jeg løber hen ad cykelparkeringsgangen og når lige at springe på toget, inden det sætter i gang med retning mod København H.

Klokken er kvart over syv. Det smukke morgenlys falder blødt på mig og mine medpassagerer i stillekupeen. Folk sidder og dagdrømmer, taster på deres computere og hviler sig. I gamle dage hed det hvilekupe. Det hedder det ikke længere, for nu er det de færreste, der hviler. De arbejder koncentreret og ænser knapt omgivelserne.Der kommer en høflig mand rundt fra Epinion. Om vi vil udfylde et spørgeskema om DSB’s service og tjenester? Jeg siger nej tak. Klokken er som sagt kvart over syv, og jeg er slet ikke tilbøjelig til andet end at sidde og vågne, inden jeg også skal i gang med at arbejde.

Der sidder en ældre dame et par sæder foran mig. Hun beder om hjælp til at få kufferten op, og en mand træder straks til og løfter den op på hattehylden. Hun sikrer sig, at han vil hjælpe hende med at få den ud, når hun skal skifte tog i København. Hun skal nemlig videre til lufthavnen.

Hun er usikker på, hvordan hun skifter tog, og om hun kan klare at bugsere sin kuffert ud fra toget og ind i lufthavnen. Personalet kan desværre ikke være til megen hjælp, får hun at vide. Hun skulle have bestilt handikap-service mindst 12 timer før afgang.Hvad så, når jeg skal hjem igen? spørger den ældre dame. Ja, så skal du jo vide, hvornår du kommer. Vi kan jo ikke stå klar hele dagen og vente på, at du skal have hjælp, lyder svaret. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Husk at kvittere

Kender du det med, at du har sendt en mail eller SMS med info, som var relevant for modtageren, og der ikke kommer noget svar? Eller hvis du holder døren for nogen, og vedkommende ikke siger tak? Det, du mangler, er en kvittering. En afslutning på interaktionen. Den er langt vigtigere, end du tror.

Ud over almindelig høflighed er kvitteringen med til at skabe en følelse af afslutning, og den er en mangelvare i vores tid. Vi multitasker og har gang i det ene projekt efter det andet. Det er hverken godt for hjernen eller kroppen.

Vi skal sørge for at kvittere, så tit vi overhovedet kan. Hvad skete der med den stolte århusianske tradition med at sige tak for turen til buschaufføren? Den kunne vi godt støve af. Vi kunne også øve os i at sende en mail, besked eller – uha – ringe dagen efter en social sammenkomst og sige tak for sidst og lige få sendt det link til den annonce på Den Blå Avis, som kom op i samtalen aftenen før. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Small talk i City Vest

Når vi rejser ud i verden, tror vi, at vi gør det for at opleve verden. I virkeligheden gør vi det for at blive klogere på os selv.

Du har sikkert selv prøvet at sidde et helt andet sted på kloden og pludselig se dig selv og din kultur, dit land, din nationalitet med helt nye øjne. “Sådan gør vi da ikke hos os!” har du måske tænkt. “Det var da en sjov løsning/spændende måde/skør ting!” Uden du tænker over det, sammenligner du med dit liv hjemme i Danmark. Måske har du mødt nogle lokale, som har spurgt ind til dit land. I sammenligner, spørger ind, er nysgerrige, forklarer ivrigt. I processen har du skabt nye indsigter for dig selv. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Tak for hyggebrokken

“Du har det vist for godt, siden du brokker dig.” Sådan sagde mine bedsteforældre altid, når jeg var utilfreds med noget. Dengang forstod jeg det ikke, men hvor var der meget visdom i de ord.

Det samme gælder Steffen Brandts udødelige sætning: ”Kom lad os brokke os – det er nok det, vi har det bedst med”. For vi brokker os kun, når vi har det godt. Når der virkelig er noget i vejen, når kæresten går fra os, når vi bliver fyret, når huset brænder, så brokker vi os ikke. Vi græder, handler, flygter.

Hyggebrokken er et tegn på, at vi er trygge og glade. Her er ingen store følelser i spil. Problemerne er ikke uoverstigelige, lige passende til brok uden fordring til handling.

Genkender du? Så genkender du måske også den lettere forvirring over, at danskerne gang på gang bliver kåret til verdens lykkeligste folk.

År efter år bliver kulturforskere over hele verden enige om, at vi i Danmark har det allerbedst. Vi er de mest trygge, de mest tillidsfulde og de mest lykkelige mennesker på hele kloden. Hvordan hænger det sammen med, at vi er så generelt utilfredse? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Kringsat af fjender

I fire et halvt år har jeg sunget disse strofer hver eneste aften for mine børn, når de skal sove. Jeg smager stadig på hvert ord. Mærker deres styrke. Deres ægthed. Fredsbudskabet i dette digt af norske Nordahl Grieg og de dybe toner fra danske Otto Mortensens mesterstykke af en melodi er det bedste, det mest rigtige jeg kan komme i tanke om at give mine børn med ind i søvnen. Når jeg kommer til strofen: ”Solskin og brød og ånd ejes af alle” får jeg stadig en klump i halsen. Selv efter de ca. 1600 gange jeg har sunget den.

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kan ske du spør i angst
udækket, åben:
Hvad skal jeg kæmpe med
hvad er mit våben? [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Må man godt besøge en flygtningelejr?

Åbningen i ståltrådshegnet står i skærende kontrast til de smukke patriciavillaer, jeg har passeret fra togstationen til flygtningelejren. Der står to-tre personer ved indgangen. De er ret unge og står tæt sammen og ryger uden at sige noget. Jeg går forbi dem, prøver at smile venligt, men de undgår øjenkontakt.

Jeg kommer ind i teltlejren. Det er en varm dag, og solen skinner skarpt ned på alle de gule kuppeltelte. ”Bor der virkelig 400 flygtninge der?” tænker jeg. Forsigtigt går jeg længere ind i lejren. Træder blødt på det gråbrune træflis, der er spredt ud over hele området. Det ligner overhovedet ikke noget, jeg har set noget sted i Danmark.

Jeg er utryg. Går rundt blandt lejrens beboere. De går, som om der ikke er noget formål. Som om tiden bare skal gå, for de kan alligevel ikke fylde noget meningsfuldt i den.

Det er næsten alle sammen mænd. De er mørke i huden og står flere sammen og kigger på mig. Jeg vil ikke kigge direkte på dem. Måske vil det være provokerende, tænker jeg. Endelig finder jeg Merete fra Gå Dansk. Vi skal gå en tur med nogle af flygtningene og lære dem dansk samtidig. Det er et frivilligt initiativ, som jeg nærer stor sympati for.

Mændene stimler sammen om Merete. Giver hende knus. De er tydeligt glade for at se hende. Jeg giver hånd og siger ”nice to meet you”. Pludselig er Merete væk. Straks mærker jeg, at jeg er bange igen. Jeg er den eneste pige blandt mange mænd, som jeg ikke kan forstå hvad siger. De taler kun arabisk, meget lidt engelsk. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Det er ikke vores skyld, at vi er racister

Dansk kultur er ekstrem. Den er så ekstrem, at den ikke ligner nogen andre kulturer i verden.

Lighedstanken – som danskerne lever ud i en sådan grad, at vi vægrer os ved at stile mod stjernene og helst bliver på det jævne, på det jævne og konsulterer janteloven, så snart vi oplever, at nogen stikker næsen for langt frem – den lighedstanke er ekstrem.

Vores samfundshieraki er også ekstremt. Det er fladt som en tallerken spaghetti, og det giver plads til, at innovative idéer kan komme fra alle generationer, alle samfundslag, alle virksomhedsniveauer. Danskerne har medbestemmelse og stor ansvarsfølelse i forhold til tilrettelæggelsen af job, uddannelse og livsførelse i det hele taget. Det flade hierarkis herligheder kan vi delvist takke 68’er-generationen for, men det også gør os utroligt klodsede og uhøflige i mødet med udlændinge, startende allerede ved vores sydvendte grænse.

Trygheden og tilliden er ekstremt høj blandt danskerne. Vi ligger trygt og godt midt i EU, er medstifter af NATO og har ikke oplevet en aggressiv krigshandling mod vores nation de sidste 70 år. Oven i hatten har vi en understøttende velfærdsstat med kontanthjælp, folkepension og SU.

Denne sammensætning gør dansk kultur ekstrem. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvem er Kaj og Andrea?

Da jeg var ung, var jeg kæreste med en franskmand. Patrick hed han. Han var forfærdelig sød og forfærdelig jaloux. Så det holdt ikke så længe. Min næste kæreste var dansk. Og alt for gammel. Og helt forkert. Så det holdt heller ikke. Så fandt jeg ham, der skulle blive min mand. Det holder. Men det er slet ikke ham, klummen skal handle om. Den skal handle om Kaj og Andrea. Og lidt om Elsa og Anna. Og Vorherre.

”Det værste var ikke, at han var jaloux,” sagde jeg til en veninde efter bruddet med min franske kæreste. ”Det værste var, at han ikke vidste, hvem Kaj og Andrea er”.

Vi manglede på en eller anden måde noget, der var fælles. Nogle oplevelser, værdier og tanker, som vi delte – også fra før vi lærte hinanden at kende. Det er sikkert ikke sådan for alle par med forskellig baggrund, men sådan var det altså for franskmanden og mig.

For at skabe en nær relation til et andet menneske, er man er nødt til at have noget at tale om, en fælles referenceramme. Denne ramme skabes helt naturligt af kulturen. Det særlige ved kultur er nemlig, at vi uden forbehold tager ejerskab for den kultur, vi er vokset op i. Selvom kultur består af så mange facetter, og selvom den påfaldende nemt påvirkes af andre kulturer, identificerer vi os med den og er trygge i dens velkendte form. [Read more…]

KULTURKLUMMEN: Hvor mange skal du sove med i nat?

I går, da jeg postede et billede på Facebook af mig selv, der fjoget peger på min bog ’Kulturspejlet’ blandt nyhederne på Gellerup Bibliotek, fik jeg 100 likes på et par timer. Masser af hjerter og smilies. For en uge siden, da jeg postede, at jeg skulle besøge en flygtningelejr i dag, fik jeg 3 likes. Hvorfor det?

I min bog er det da meget mere interessant, at jeg skal besøge et stykke af Danmark, som utroligt få danskere har adgang til, men som de fleste danskere har en mening om.

Min facebook-crowd var ikke enig.

Den larmende stilhed er for mig et vidnesbyrd om, at vi har for svært ved at forstå og kommunikere om flygtningekrisen. Jeg oplevede det samme, da Rusland invaderede Krim i marts 2014. Vi kunne godt blive enige om, at Putin var en skidt karl, og at det var forkert. Men nuancerne, hvorfor tingene skete, de var svære at indfange. Det samme gælder i dag.

Medierne gør det ikke bedre, og kommentartrådene gør det direkte værre. Hvem vil lægge deres inderste tanker ud i æteren, når det sandsynligvis vil starte en ubehagelig debat fuld af følelser og fordomme?

Ikke mig. Heller ikke mine venner, åbenbart.

[Read more…]

KULTURKLUMMEN: Det var os, der havde Melodi Grand Prix først

Kan du huske dengang, EU blev udvidet i 2004 med 10 nye lande?

Vi var nu kommet i klub med Baltikum, dvs. Estland, Letland og Litauen. Sydeuropa var udvidet med Malta og Cypern, og fem østeuropæiske lande var kommet til: Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien. Det var nye tider, og vi skulle alle tilpasse os. Jeg kan især huske, at debatten handlede om, at polakkerne kom op og underbød danske håndværkere.

Men det jeg bed mærke i, var debatten om Eurovisions Melodi Grand Prix i 00’erne. Det var nemlig østlandene, som markerede sig som vindere i de år: Estland, Letland, Ukraine, Serbien og Rusland. Man talte dengang om, at Melodi Grand Prix havde ændret karakter. At de nye lande østpå var så mange, at de trak Melodi Grand Prix i en retning, danskerne ikke kunne genkende. Deres smag var anderledes end vores. De var mange flere end os.

Debatten fik en underlig klang af, at det var uretfærdigt. At det ikke var det samme længere. Men hvad handlede det i virkeligheden om? Det er ganske enkelt. Det handlede om ”Vi var her først”-følelsen. Den følelse, du har, når din veninde inviterer en ny pige med til jeres tøseaften, og hun pludselig sætter dagsordenen. Når din kammerat får en kæreste, som han hellere vil hænge med end dig. Når der er startet nye børn i klassen efter sommerferien, og det bare ikke længere er, som det var engang. [Read more…]