KULTURKLUMMEN: Danmark er indavl

Kære danskere. Jeg elsker jer. Jeg er en af jer. Men jeg er nødt til at sige det her: Vi er ren indavl. 85 procent af alle danskere nedstammer i lige linje fra de mennesker, der boede i vores landområder i stenalderen. Vi er et af de allermest homogene folk i verden. Mere eller mindre kun overgået af Island og en række indfødte stammer. Danskerne er altså i meget tæt familie med hinanden.

I andre. I 15 procent, som ikke stammer oprindeligt fra Danmark. Jer har vi brug for. Både genetisk og for at sikre en sund udvikling. Så tak til jer. Tak fordi I vil rejse til vores kolde hjørne af verden og slå jer ned blandt vores på mange måder kolde folk. Vi danskere er hverken kendt for at være gæstfrie eller gavmilde. Vi er de gæve vikinger. Vi kæmper for og forsvarer vores værdier. I en grad så vi faktisk kan virke både frygtsomme og fremmedfjendske.

Men fortvivl ikke. Fredelig sameksistens er mulig. Det kræver blot, at vi er villige til at flytte os lidt. Ændre perspektiv. Prøve noget nyt…

I min bog “Kulturspejlet – nøglen til global succes” skriver jeg om, hvordan vi danskere kan forbedre kulturmødet i praksis. Et kodeord er fremmedfrygt og uvidenhed, og her synes jeg godt, vi kan være ærlige om, at vi danskere måske ikke altid har styr på sagerne.

Jeg skulle være den første til at indrømme det. For jeg sprang nærmest ud som racist, da jeg første gang blev præsenteret for tanken om at skulle være kæreste med Cem, der er tyrker og muslim og nu min mand.

At gifte sig med en muslim og samtidig skulle tage stilling til svinekød i madpakken og dåb eller ikke dåb af vores børn lå ikke i kortene, da jeg voksede op i Vendsyssel. Her havde vi én libanesisk familie i hele byen. De boede der nogle år, og så flyttede de. Det var mere eller mindre alt, hvad jeg kendte til mellemøstlig kultur. Foruden filmen Ikke uden min datter og nogle indslag i TV-avisen om massevoldtægter i Aarhus Vest.

Så da Cem erklærede sin kærlighed til mig, sagde jeg nej. Det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af! Not my finest hour – I know. Jeg kan godt forstå, at Cem blev lidt knotten på mig dengang. Tænk at blive valgt fra på grund af sin tro. Af en pige, som intet konkret havde at støtte sine fordomme op ad…

Heldigvis bar Cem ikke nag. Han kunne se noget andet, nemlig løftet om bedre dage. Han var vedholdende, og vi fik bedre dage – sammen. Mødet med hans familie og den tyrkiske kultur beriger stadig mit liv med erkendelser og oplevelser, jeg aldrig ville have været foruden.

Jeg er ikke stolt af, at jeg sådan sagde nej til at date Cem, fordi han var muslim. Men jeg kan godt forstå mig. Jeg kunne helt ærligt ikke se, hvordan vi skulle opdrage børn uden svinekød, for eksempel. Hvad med pølsebrødene til fødselsdagen eller flæskestegen juleaften?

Lad det være helt tydeligt: Jeg er ikke ude på at gøre os danskere forkerte. Det skal da være i orden, hvis man ikke er helt tryg ved folk, som opfører sig anderledes eller på en eller anden måde skiller sig ud. Det er en meget naturlig reaktion. Og det er især naturligt, når man som os danskere består af 85 % indavl.

Vi er gentagne gange kåret som et af verdens lykkeligste folk. Et af parametrene, hvor vi “vinder”, er på tillid. Og ja, det giver jo ret god mening, for hvem stoler vi mest på? Vores familie og vores venner. Folk der ligner os. Folk, der opfører sig som os. Dem er der rigtig mange af i Danmark. Så her findes altså en af forklaringerne på, hvorfor vi er så lykkelige i Danmark. Vi har en stor tillid til hinanden, til regeringen, til velfærdssamfundet. Det gør os lykkelige. En stille lykke, men en stor lykke. En lykke, som mange misunder os. I så høj en grad at de vil trodse klima og konflikter for at bo her i vores hjørne af verden og få del i vores lykke.

Nu står vi så over for en udfordring. Begge hold. Både jer, der er kommet hertil, og os, der har været her hele tiden. Vi er ligesom nødt til at få det til at fungere. På en eller anden måde.

Mit bud er, at vi skal sørge for at se på os selv, inden vi går i gang med at dømme eller kontrollere den anden part. Det frigiver nemlig en masse plads til at finde intelligente løsninger på de mange kulturmøder, vi står over for hver eneste dag.

Vi danskere skal se på, hvad vi bringer til bordet i form af en på mange måder ekstrem kultur: Meget høj tillid, kæmpe tryghed, mega fladt hierarki, super uformel omgangstone, enormt følelsesforskrækkede, ekstremt individualistiske, alt for effektive, alt for lidt nydende og værende til.

I udefrakommende må finde ud af, hvordan I vil tackle dette skift og finde en måde at være her, følge reglerne og finde den lykke, I søger.

Og så skal vi altså se at få os nogle konkrete erfaringer med hinanden.

Udkantsdanskeren, storbypigen, bondedrengen, pensionisten, speltmoren, fodboldfreaken og forretningsmanden skal flytte sig lidt. Sige hej i supermarkedet. Og det uanset den hilsende er en flygtning, der lige er landet i Danmark, en udlænding, som er ansat i en dansk eksportvirksomhed eller en tredjegenerationsdansker, som har etableret sig og taler mindst lige så flot dansk som du.

Alle parter skal altså se at komme hinanden ved, hvis vi skal have det her til at fungere.

Speak Your Mind

*