KULTURKLUMMEN: Danskerne er konfliktsky og det går ud over os selv

I dag læste jeg lidt i Eksportfokus, som er Udenrigsministeriets magasin for eksportvirksomheder. Der stod: ”Tyskerne er mere formelle og hierarkisk tænkende, men ofte også mere direkte end os danskere”. Ja, det tror jeg da pokker. For vi danskere kan ikke bruge et imperativ uden at pakke det ind i mindst tre bisætninger. Imperativ er jo bydeform, og det, vi byder andre, er uklarheder og misforståelser.

Gennem vores kultur er vi opdraget til, at det er respektløst og nedværdigende at sige: ”Lav det her, gør det nu, sig det her”. Vi er opvokset med, at bydeform er noget, man bruger til børn og dyr. Nutidens børn oplever endda mindre og mindre, at de bliver talt til i bydeform. I stedet for at sige: ”Tag sko på!” siger vi pædagogisk til børnene: ”Nu må du gerne tage sko på,” (indtil vi bliver så irriterede eller utålmodige, at bydeformen alligevel finder anvendelse. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os.)

Det samme gælder på arbejdspladsen. Chefen formulerer sig ofte i vendinger som: ”Hvem vil tage denne opgave?” ”Har du mod på at klare dette telefonopkald?” ”Jeg vil gerne have det klart til mandag morgen.”

Ganske naturligt oversætter vi vores kommunikationsform til udlændinge – men vel at mærke uden at kulturoversætte. Og så går der koks i det. Især når vi i eksportarbejdet skal samarbejde med filialer i udlandet. Hensigten er god. Vi vil gerne vise respekt. Problemet er bare, at en udlænding ikke kan høre, at der for eksempel ligger en ordre gemt i sætningen: ”It would be nice, if you could have this done by Monday.” Han vil i hvert fald ikke opfatte det som noget, der er vigtigt eller haster. Danskeren bliver frustreret. Udlændingen er uvidende om – eller har haft for nemt ved at ignorere – at han skulle have udført en opgave. Resultatet bliver, at tingene ikke bliver gjort.

Vi er måske nok vant til at gennemskue, at der ligger en ordre, en henstilling, gemt bag sådanne vendinger. Men det kan folk fra andre kulturer altså ikke. De foretrækker at få klar besked.

I min bog ”Kulturspejlet – nøglen til global succes” skriver jeg om danskernes følelsesbarometer, som er meget begrænset. Vi er ikke så gode til at håndtere, når der er tryk på følelserne. Vi foretrækker neutral opførsel og sætter pris på selvbeherskelse og kontrol i det offentlige rum og på arbejdspladsen. Andre kulturer, som for eksempel den tyrkiske, italienske og brasilianske, er mere ekspressive og gør brug af høj stemmeføring og gestikuleren.

Der findes naturligvis ekspressive danskere med højt til loftet og store armbevægelser, og der findes afdæmpede og selvbeherskede danskere. Nogle vil sige, at første karaktertræk findes i højere grad blandt københavnere, mens sidstnævnte oftere er at finde blandt vestjyder. Mennesker er forskellige, og det at vise følelser er også et spørgsmål om temperament. Alligevel har nærmest alle verdens kulturforskere kunnet rubricere, hvor meget tryk der er på følelserne i de forskellige lande. Og de ekstremt følelsesforskrækkede danskerne kan nærmest sammenlignes med en sodavand uden brus.

Danskernes konfliktsky og konsensussøgende kommunikationsform stammer fra vores ekstremt feminine samfundsværdier om inklusion, omsorg og konsensus og vores tendens til ikke at vise store følelser offentligt. Vi vil helst forklare med mange bisætninger og forbehold, hvordan det hele nu er sket, så vi er sikre på, at alle forstår og er på samme side. Problemet er, at vi kommer til at fremstå behagesyge og svage, når vi skal fremstille en sag, og vi forklarer os unødvendigt meget for at dække os ind, hvis der kan være optræk til en konflikt.

Der er stor forskel på, hvordan vores konfliktsky natur opleves ude i verden. Russere finder det direkte fornærmende, når danskerne undgår en konflikt. Tyrkerne bliver højst lidt irriterede og trækker for det meste bare på skuldrene.

Konklusionen er, at det i sidste ende går ud over os selv, når vi er konfliktsky. Vi får det nemlig ikke, som vi vil have det. Det er for dumt. For det kræver ikke ret meget at justere. Jeg bruger en lille formel i min kulturtræning, som hedder: Bydeform + please. Den virker simpelthen så fint. Man giver en ordre, der ikke kan misforstås, og tilføjer et ’please’. Så er man både klar i mælet og venlig.

Jeg tror faktisk, jeg vil til at prøve teknikken på min mand.

 

***

Satte indlægget tanker i gang hos dig? Så DEL og sæt tanker i gang hos andre!

Se alle klummeindlæg af KULTURKLUMMEN på www.ekstremedanskere.dk. Skrevet af Mette Bærbach Bas, forfatter til bogen ”Kulturspejlet – nøglen til global succes”.

#Kulturspejlet

Speak Your Mind

*