KULTURKLUMMEN: Danskerne er langtidsplanlæggere

Industriferien er netop overstået, og de fleste danskere har holdt den ferie, som de har set frem til i mange måneder. Til trods for det forudsigeligt skuffende vejr, har jeg har set mange flotte billeder på Facebook med glade børn og/eller palmestrande.

Mens jeg har nydt de glade smil og flotte farver, har jeg klukket lidt for mig selv, for jeg har nemlig lagt mærke til noget. Uanset om feriedestinationen har været Thailand eller et sommerhus på Sydfyn, er den efter al sandsynlighed blevet planlagt allerede i årets første måneder. Vi danskere er nemlig langtidsplanlæggere, når det kommer til vores sommerferie.

I må da indrømme, at det er da lidt skørt, at vi fastlægger om vinteren, hvad vi skal lave om sommeren. Hvad nu, hvis vi har lyst til noget helt andet?

Min tyrkiske svigermor nævnte engang, at det tog lang tid for hende at lære, at hun allerede i januar måned skulle plotte sine ferieuger ind i virksomhedens feriekalender. Ellers havde hendes kolleger allerede nuppet dem.

Ingen ønsker stå med håret i postkassen og betale dobbeltpris for flybilletter eller opleve, at alle sommerhusene er booket, når vi når til juli. Så vi sætter os med vores kalendere, når nytåret er vel overstået, og så går vi i gang. Hvor skal vi hen? Hvad er vores budget? Hvornår kan du få ferie?

Mon nogen af os tænker over, at vi gør det, fordi vi kan? At vi er utroligt privilegerede, sådan at vide hvordan vores verden ser ud om et halvt år?

I min bog Kulturspejlet – nøglen til global succes skriver jeg om tryghedstermostaten. Den er indstillet på ”høj” i Danmark. Vi har en ekstremt høj tryghedsfølelse. Derfor kan at vi sådan uden videre planlægge minutiøst, at om et halvt år og fire dage vil vi være i denne lufthavn på dette tidspunkt med de her ting i kufferten.

Dagen i dag vil ligne dagen i morgen – det har vi stor tillid til.

I Syrien, Rusland og andre lande med store og hyppige samfundsomvæltninger, nyder man ikke denne tillids- og tryghedsluksus. Måske ved man ikke med sikkerhed, hvor man er om et halvt år. Eller man ved ikke, om man har den samme indkomst om et halvt år. I Rusland har utrygheden endda manifesteret sig i omgangsformen. Når du laver en aftale med en russer, som ligger lidt ude i fremtiden, skal du ringe eller skrive dagen før og bekræfte aftalen. Ellers går de simpelthen ud fra, at der er kommet noget i vejen. I Danmark kan vi lave en kaffeaftale halvanden måned før, ikke tale sammen i mellemtiden og alligevel møde op.

På godt og ondt langtidsplanlægger vi – og samtidig er vi godt i gang med at kvæle spontaniteten. Jeg kan se det i min egen omgangskreds, når jeg forsøger at lave venindeaftaler. Vi skal lagt frem i tiden, før puslespillet med mand, børn, arbejde, fitness og madklub levner plads til en spontan tur i biografen.

Lige præcis på det område er jeg ikke som alle de andre danskere. Jeg er nemlig gift med en tyrker, hvis næse al denne planlægningsiver er gået forbi. Da jeg heller ikke er så glad for den, har vi lige så stille sluppet den. Derfor har vi sjældent planer. Oven i købet er jeg selvstændig og skal ikke deltage i et ferieprioriteringskapløb med kollegerne. Men det betyder også, at vi ikke fik sat os ned i januar og afstemt ferieforventninger og kalender. Da juli kom, og vi faktisk gerne ville have lejet et sommerhus på Sydfyn, var der fuldt booket. Tyskerne og de langtidsplanlæggende danskere var kommet os i forkøbet.

You snooze – you lose.

Speak Your Mind

*