KULTURKLUMMEN: Danskerne gør andre folk utrygge

Vi er verdens tryggeste folk, men vi gør faktisk andre kulturer utrygge med vores ekstreme væremåde, og det skaber konflikter. Vi tror, det er de andre, der er anderledes, men det er faktisk os, der er anderledes!

Vi danskere er anderledes på mange områder: Vi er ekstremt følelsesforskrækkede, ekstremt individualistiske, ekstremt feminine, ekstremt effektive, ekstremt uformelle og ekstremt tillidsfulde. Det gør, at andre kulturer slår sig så gevaldigt på os, og at vi ofte mislykkes, når vi skal leve side om side på arbejdspladsen, i boligkvarterer eller på forretning ude i verden.

Jeg synes, at det mest bemærkelsesværdige ved den ekstreme danske kultur er vores tryghedstermostat. Den er indstillet på ekstremt høj. Vi er meget trygge i Danmark. Nationen har ikke været udfordret siden 2. verdenskrig, og vi ligger trygt inde midt i EU godt beskyttet af NATO. Vores velfærdssystem giver os rene gader, rent vand og en ren samvittighed.

Vi er så ekstremt trygge, fordi vores retssystem understøtter os, hvis vi bliver snydt. Vores sociale sikkerhedsnet griber os, hvis vi bliver fyret eller bliver syge. Vi har det så godt, at vi tager det for givet. Vi ved ikke, at det netop er det, der er problemet, når vi møder andre mennesker.

Sagen er nemlig den, at vi ikke ved, at vi er ekstreme. Vi tror, at vi er, åh, så moderate, men det er nok den største blinde vinkel hos danskerne: Fordi vi er midtsøgende og elsker vores feminine samfundsværdier ligeværd, konsensus og inklusion, tror vi, at vi også ligger i midten i forhold til andre kulturer.

Intet kunne være mere forkert.

Og hvad værre er: Vi skaber en masse situatuationer, hvor vi gør andre folk utrygge. Netop på grund af vores tryghed.

Vi har lært, at alle skal være lige, at der skal være plads til alle, og at man ikke skal fylde for meget og især ikke på andres bekostning. Derfor kan vi ikke finde ud af at anvise, vi tør ikke sige tingene ligeud, vi vægrer os ved at spørge direkte, og vi vil for alt i verden ikke skabe en konflikt, fornærme eller, uha, dumme os.

Et godt eksempel fra min egen hverdag var dengang, jeg skulle have en legeaftale i stand for min lille pige, Sif, og hendes legeveninde fra børnehaven, Zeinab. Zeinabs mor virkede interesseret, og hun havde fået mit nummer, men der skete ligesom ikke noget. For selvom Zeinabs mor har boet i Danmark hele sit liv, har hun ikke før lavet en legeaftale. Hun har levet ret isoleret i Gellerup med meget lidt påvirkning fra folk, som ikke er hendes familie. Hun vidste ganske enkelt ikke, hvordan man sætter sådan en legeaftale i stand, eller hvad en sådan indebar.

Alt det var jeg uvidende om. Jeg havde bare henkastet givet hende mit nummer ved børnehavens låge og sagt, at Sif og Zeinab gerne ville lege sammen, og det måtte vi da se at få i stand. Hver gang jeg mødte hende i børnehaven, nævnte jeg, at vi måtte se at finde ud af noget, siden vores piger var så glade for at lege sammen. Og hver gang nikkede hun venligt. Ja, hun havde mit nummer. Ja, det måtte vi se at arrangere.

Til sidst forstod jeg, at jeg skulle give anvisninger. Min uformelle facon, mine hastige hentydninger, min meget åbne og uforpligtende væremåde – alt sammen et produkt af vores danske, midtersøgende kultur – havde bare gjort hende endnu mere usikker på mig. Hun vidste ikke, hvad jeg forventede af hende. Så jeg gav mig til at flette små hints ind i vores samtaler om, hvad en legeaftale indebar: at vi skulle finde en eftermidag, hvor det kunne lade sig gøre, at det skulle foregå hos mig, og næste gang kunne vi gentage det hos hende, at jeg ville lave en kop kaffe og servere en småkage, at hun ikke skulle tage noget med, at vi kunne sms’e og finde en tid. Så kom der skred i tingene, og pigerne fik en fantastisk eftermiddag sammen hjemme i vores have.

Det er så lidt, der skal til. Vi skal bare rykke os en lille smule, ændre lidt på vores adfærd og tilpasse os i kulturmødet.

Jeg taler ikke om, at vi skal slå knude på os selv, lægge os fladt ned for andre kulturer og acceptere alt. Jeg forstår også godt fremmedfrygten, for jeg bor selv på kanten til et af Danmarks mest belastede kvarterer. Som jeg tidligere har delt, var min første tanke, da jeg mødte min muslimske mand: Ham vil jeg ikke have, for mine børn skal da kunne spise svinekød. Min personlige historie har fået mig til finde nøglen, der kan låse op for kulturmøder, der virker. Det har jeg skrevet en bog om: Kulturspejlet – nøglen til global succes.

Det er faktisk forsvindende lidt, der skal til for at få global succes.

Vi skal se på os selv. Som jeg gjorde med Zeinabs mor. Jeg var for utydelig, og da jeg blev tydelig, fik jeg et bedre resultat. Jeg skulle bare justere, og det krævede ikke ret meget af mig. En lille anvisning i ny og næ. Et nysgerrigt spørgsmål. Et lille forklaring på, hvad der sker lige nu. Så lidt skal der til for at fjerne andres utryghed ved de ekstremt trygge danskere.

Speak Your Mind

*