Det handler ikke om russerne

Efter mine efterhånden mange år med kulturtræning og foredrag på danske eksportvirksomheder er det blevet helt tydeligt for mig, at de største udfordringer i samarbejdet ikke handler om russerne. Det handler om, hvordan vi går til russerne. Jo flere virksomheder jeg kom ud på, jo tydeligere blev det. Uanset om jeg kulturtrænede på store multinationale virksomheder, på medicinalvirksomheder, hos fiskeproducenter eller i mindre erhvervsnetværk, ja, endda i Forsvaret, var min erfaring den samme: Det handler aldrig om det, som vi tror det handler om.

Der er cirka 200 danske virksomheder i Rusland. Enten eksporterer de med udgangspunkt fra Danmark, eller også har de et repræsentationskontor i Rusland eller en fabrik i Rusland. Fælles for dem alle er, at de skal have samarbejdet til at køre i forskellige situationer. De skal forhandle kontrakt, netværke, ansætte medarbejdere, håndtere logistik, køre den daglige drift, løse konflikter, leve op til krav fra myndighederne, løse problemer i produktionen og så videre. Disse opgaver er udfordrende for enhver virksomhed. Når de oven i købet skal udføres i et fremmed land, på et sprog, vi ikke forstår, og hvis bogstaver vi ikke engang kan læse, og med forretningsvilkår vi ikke kender til, så bliver det mere end blot besværligt. Det bliver frustrerende.

Frustrationen er næsten altid til stede, når jeg er ude på virksomhederne og kulturtræne. Derfor taler vi meget om, at når noget trigger os, er det, fordi vi har noget essentielt i spil. Vi bliver udfordret på den måde, vi synes, tingene skal gøres på. Samtidig bliver vores arbejde måske forsinket eller besværliggjort, fordi den anden part reagerer og gør tingene anderledes end os.

Når vi befinder os i de situationer, er det nemt at tænke, at russerne er forkerte, besværlige, dumme og umulige at samarbejde med. Men det er langt mere hensigtsmæssigt at se på, hvad det i virkeligheden handler om. Hvad dækker frustrationen over? Hvad har jeg på spil, siden jeg bliver så oprørt over det her? Med andre ord skal vi blive på egen banehalvdel og finde ud af, hvad er vores andel, og hvad er den andens andel af ansvaret. På den måde kan vi bedre justere og skabe nye resultater. Det er min kulturtræningsfilosofi i en nøddeskal.

Speak Your Mind

*