KULTURKLUMMEN: Det var os, der havde Melodi Grand Prix først

Kan du huske dengang, EU blev udvidet i 2004 med 10 nye lande?

Vi var nu kommet i klub med Baltikum, dvs. Estland, Letland og Litauen. Sydeuropa var udvidet med Malta og Cypern, og fem østeuropæiske lande var kommet til: Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien. Det var nye tider, og vi skulle alle tilpasse os. Jeg kan især huske, at debatten handlede om, at polakkerne kom op og underbød danske håndværkere.

Men det jeg bed mærke i, var debatten om Eurovisions Melodi Grand Prix i 00’erne. Det var nemlig østlandene, som markerede sig som vindere i de år: Estland, Letland, Ukraine, Serbien og Rusland. Man talte dengang om, at Melodi Grand Prix havde ændret karakter. At de nye lande østpå var så mange, at de trak Melodi Grand Prix i en retning, danskerne ikke kunne genkende. Deres smag var anderledes end vores. De var mange flere end os.

Debatten fik en underlig klang af, at det var uretfærdigt. At det ikke var det samme længere. Men hvad handlede det i virkeligheden om? Det er ganske enkelt. Det handlede om ”Vi var her først”-følelsen. Den følelse, du har, når din veninde inviterer en ny pige med til jeres tøseaften, og hun pludselig sætter dagsordenen. Når din kammerat får en kæreste, som han hellere vil hænge med end dig. Når der er startet nye børn i klassen efter sommerferien, og det bare ikke længere er, som det var engang.

Når tingene ændrer sig på en måde, vi ikke synes så godt om, er det tillokkende at gøre det nye forkert. Vi kan ikke få det gamle tilbage, og vi kan ikke lide det nye. Vi synes, vi har mistet noget uvurderligt og kan ikke se alt det spændende, som forandringen bringer med sig.

I stedet for at være nysgerrige og åbne, dømmer vi de andre ude. Det er det tryggeste.

Det er derfor, der pludselig kan dukke fremmedfrygt op – i Melodi Grand Prix af alle steder. Og det er derfor, det er så svært at være ny i klassen. Så mange rygge og så få smil. Den nye elev i klassen kan ikke gøre andet end at vente på, at ”de, der var der først”, bliver trygge i den nye status quo. Hvor meget eleven bliver mobbet og hadet frem til da, er forskelligt. Jo værre hadet er, jo længere tid går der.

Dette had dækker over, at vi er utrygge og bange for det ukendte. Faktisk mener jeg, at der slet ikke er noget, der hedder fremmedhad. Det handler om frygt. Fremmedfrygt.

Frygt er en langt mere konstruktiv følelse. Hvor hadet kun skaber afstand mellem dig og det forhadte objekt, kan frygten vække empati. Derfor skal vi skifte ordet fremmedhad ud med fremmedfrygt alle steder, hvor det bliver brugt. Det vil åbne op for en langt mere nuanceret debat og mindske afstanden mellem parterne.

Prøv at øv dig i det, når du taler om flygtninge og indvandrere. Se hvad der sker.

Speak Your Mind

*