Handelssanktioner mod Rusland: Frygt og tillid

”Hvis vi handler sammen, bekriger vi ikke hinanden. Det var den grundlæggende filosofi ved dannelsen af Kul- og Stålunionen i 1951, da man havde konsekvenserne af et splittet Europa frisk i erindring.

Det modsatte gør sig gældende i dag: Når der er optræk til krig, lukkes handelsforbindelserne. Det ser vi i disse måneder i konflikten mellem Rusland på den ene side og EU/NATO/USA på den anden. Konflikten udspiller sig by proxy, altså i Ukraine.

Vi er vidne til en magtkamp, der udspilles på en scene, der ligger lige på kanten af EU. Det skræmmer os, fordi geografien ligger så tæt på den velordnede Europæiske Union. Men jeg tror, at det der skræmmer os allermest er, at vi ikke forstår, hvad der sker. Det er svært for den almindelige dansker at holde rede på begivenhedernes gang. Når vi tilføjer Rusland, som den ene part, bliver gennemskueligheden endnu mindre. Graden af mistillid til Putin er uhyre høj. Det hænger sammen med landets tradition for den såkaldte camouflage-krigsførelse, maskirovka.

Russerne er kendt for maskirovka, den militære strategi der bedst oversættes med militært bedrag. Alle aktiviteter, der har til formål at narre fjenden: fortielse(skrytie), efterligning ved hjælp af lokkefugle og militære dummies (imitasiia), manøvrer med det formål at bedrage (demonstrativnye manevry) og misinformation (dezinformatsiia). Kort sagt aktiviteter til at vildlede fjenden om fysisk tilstedeværelse og faktiske ressourcer. Maskirovkas ypperligste formål er at bane vejen for overraskelsesmomentet. Vi så jo, hvordan Rusland under den kolde krig formåede at holde USA i skak, skønt russernes militære formåen på ingen måde var på højde med amerikanernes.

Kodeordene her er frygt vs. tillid. Når man vælger at etablere en samhandelsunion som EU eller toldunionen mellem Rusland og de tidligere Sovjetstater, Hviderusland og Kasakhstan, skaber man den nødvendige tillid mellem parterne, fordi der bliver mindre at frygte. Hvis unionen bliver truet, kommer frygten tilbage, og tilliden er det første, der ryger.

Handelsforbindelser har til alle tider været den kim, der binder lande sammen og betyder forskellen på krig og fred. Det øjeblik, handelssanktioner træder i kraft, er tilliden for alvor brudt, og der er kun en vej tilbage. Og det er ikke fred.

Ukraine-konflikten i et (ikke fuldstændigt) overblik:

I november 2013 vælger Ukraine en samhandelsaftale med Rusland frem for en associeringsaftale med EU. De primære grunde hertil kommer her:

  • En aftale med EU ville lukke for eksport til Rusland, som udgør et stort – hvis ikke det største – eksportmarked for Ukraine
  • Ukrainske virksomheder ville ikke være konkurrencedygtige på det europæiske marked
  • Den store import fra Rusland af forbrugsgoder, især luksusgoder, ville blive mindre, måske endda forsvinde ved en associering til EU
  • Rusland udgør desuden en vigtig energiforsyning
  • En samarbejdsaftale med EU ville betyde højere energipriser, mindre forbrugsvarer, mindre eksportmarked

At Ukraine valgte Rusland var anledning til demonstrationer fra de pro-vestlige dele af den Ukraines befolkning. En stor del af demonstrationerne var fredelig, men der skete et skift i december/januar, og nynazister og højreorienterede bøller kom med i forsamlingen. Det udviklede sig til voldsomme protester på Maidan-pladsen i Ukraines hovedstad Kiev, hvor 100 mennesker døde. Europæiske politikere, heriblandt vores danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, kom og lagde blomster for de dræbte demonstranter.

Der indsættes en midlertidig regering som resultat af optøjerne. En pro-vestlig regering. Herefter tog spændingerne tog til: Russerne fandt det svært at se til, at EU støtter omvæltningen af en lovligt valgt regering. Befolkningen i Østukraine, som overvejende er pro-russisk, følte sig ikke hørt og uden indflydelse i den nye regering. Herudover var Rusland bange for, at Ukraine skulle indlemmes i Nato, hvorved adgangen til Sortehavet blev indskrænket. Geopolitisk gav det derfor mening, at russerne sikrede sig adgangen til Sortehavet ved annekteringen af Krim.

Når vi ser på tidslinjen efter Krim, bliver handlingerne fra de pro-russiske oprørere fortsat mere krigslignende og aggressive. Pro-russiske oprørere angriber strategiske mål og tab af menneskeliv fortsætter: Den 29. maj nedskyder pro-russiske oprørere en militærhelikopter og dræber 14 mennesker. Den 17. juni nedskydes et passagerfly fra Malaysia Airlines i Østukraine, angiveligt fra et varmesøgende missil affyret af pro-russiske oprørere, og alle 298 passagerer omkom. Den 25. juni skydes en ukrainsk militærhelikopter ned i Østukraine og dræber ni personer. Og senest lyder det, at pro-russiske oprørere den 17. august har skudt et ukrainsk jagerfly ned.

Det ukrainske militær forsvarer og angriber de pro-russiske oprører med antiterroristaktioner, og resultaterne af disse er mindst lige så blodsudgydende.

Sideløbende med de militære krigsaktioner forløber det politiske spil (her nævnes et par overskrifter):

  • Den 4 juni fordømmer den amerikanske præsident Barack Obama den russiske “aggression” i Ukraine under sin tale i Warszawa for at markere 25-året for kommunismens fald i Polen.
  • Den 7. juni indtræder den pro-vestlige Petro Poroshenko som præsident for Ukraine.
  • Den 16. juni afskærer Rusland alle gasforsyninger til Ukraine med den forklaring, at Ukraine ikke har betalt sin gæld til Gazprom.
  • Den 27. juni underskriver EU en associeringsaftale med Ukraine, sammen med Georgien og Moldova. Ukraines Præsident Petro Poroshenko beskriver det som den vigtigste dag i landets historie siden uafhængigheden i 1991.

Ukraine har valgt side. Og de pro-russiske oprørere svarer igen. Vi kan blot se til, mens et hjørne i Europa danner slagmark for kræfter, der måske slet ikke kan styres. Russerne var ikke militært på højde med amerikanerne under den kolde krig, men landet har taget betydelig revanche inden for de seneste 14 år med Putin ved magten. 14 år med stabil økonomi og en stålsat mand ved roret, som ikke har opgivet den kolde krig ét eneste sekund. Det er svært, og måske heller ikke klogt, at blive ved med at spille tillidskortet i denne konflikt.

Tillid vs. frygt er nøgleordene i konfliken i Ukraine og handelssanktionerne betyder mere, end vi umiddelbart tror.

Disclaimer: Jeg er som udgangspunkt ikke politisk kommentator, men formidler af kulturelle forskelligheder. Jeg taler med russere, ukrainere, danske forretningsmænd og danner mine synspunkter ud fra dette sammenholdt med dansk og udenlandsk pressedækning. Denne artikel er skrevet for at danne et overblik over Ukraine-krisen og for at udtrykke min bekymring for den retning, begivenhederne ser ud til at tage.

 

Kilder:
Business.dk: Russiske sanktioner kan ramme dansk eksport hårdt
Maskirovka: http://en.wikipedia.org/wiki/Maskirovka
BBC: Ukraine crisis timeline
Politiken: Kijev: Prorussere skyder ukrainsk fly ned

Speak Your Mind

*