KULTURKLUMMEN: Helgas falaffel

Har du prøvet at blive fornærmet af en udlænding? Det har jeg. Mange gange. Jeg har helt sikkert også selv fornærmet nogen. Især da jeg boede i Rusland. Jeg blev skældt ud hele tiden, syntes jeg.

Da jeg boede i Frankrig, var jeg hele tiden bange for at fornærme. Franskmændene har rigtig mange høflighedsfraser og særlige regler for tiltale og opførsel. Så jeg var på overarbejde, når jeg hang ud med franskmænd. Jeg følte tit, at jeg var uhøflig. Enten var jeg for tilbageholdende eller for frembrusende.

Kulturmødet, når det er bedst, byder på fornærmelser. Det sker, når den anden kommer for tæt på og udfordrer vores værdier eller overskrider vores grænser. Disse fornærmelser er guld værd. De hjælper os til at mærke os selv og forstå, hvor grænsen går. Med lidt refleksion kan vi endda vokse af disse fornærmelser og grænseoverskridelser.

Desværre når mange af os ikke længere end til at være fornærmede og føle vores grænse overtrådt. Vores egen kultur spænder nemlig ben for os. Den danske nationalkarakter er konfliktsky og midtsøgende. Det er der mange grunde til. En af dem skal findes i vores flade hierarki og vores ekstremt feminine samfundsværdier som f.eks. konsensus, omsorg for den svage og ligestilling. Det kan du læse mere om i min bog Kulturspejlet.

Store følelsesudbrud skræmmer os mere, end de løsner op for konflikter. Vi vil næsten hellere bære nag end at konfrontere. Det betyder, at vi ikke får sagt fra i kulturmødet. Enten fordi vi ikke har redskaberne til det, eller fordi vi har misforstået holdningen om, at vi skal være rummelige over for andre kulturer. Dermed kan vi komme til at give køb på os selv i relationen.

Rummelig betyder nemlig ikke grænseløs.

Jeg kan give et harmløst og meget sødt eksempel fra mit eget liv, da jeg skulle præsentere Cem, min tyrkiske og muslimske mand, for familien:

Det skete over en middag hjemme hos min far og Helga. Da blev vi en smule overraskede over menuen. Helga, min stedmor, er nemlig kendt for sin gode mad. Hun er af den ældre generation, som laver brun sovs af piskefløde, hakkebøffer på mindst 200 gram hver og masser af bløde løg. Mine tænder løber i vand, blot jeg tænker på hendes mad.

Cem elsker også den slags mad. Altså god gammeldags dansk mad. Jeg siger tit til ham, at det er synd, han ikke spiser gris, for han ville elske flæskesteg med sprød svær. Heldigvis kan jeg lave mange af de danske retter med kalv/kylling og kalkunbacon, selvom det ikke er helt det samme. Helgas mad ville jeg ikke engang drømme om at gøre efter. Den er i en klasse for sig.

Derfor glædede vi os til at besøge min far og Helga. Vi var spændte på, hvordan de ville tage imod Cem, da de nærmest ingen erfaring havde med udlændinge. Vi var også spændte på menuen. Og hvad serverede Helga? Falafler. Hun havde været nede i den lokale arabiske butik og havde købt falafler. For Cem skulle jo have det, han var vant til. Det var så betænksomt af hende, men fuldstændig unødvendigt, og et godt eksempel på det misforståede hensyn. Faktisk havde Cem aldrig i sit liv smagt en falafel før den dag.

Den største faldgrube i kulturmødet er det misforståede hensyn. Vi overkompenserer med falafler, hvor en hakkebøf var mere passende. Eller også tilgiver vi mere, end måske godt er, fordi den anden ikke ved eller kender til, hvad der er god skik og pæn opførsel.

Nogle gange er det bare nemmere at trække ”rummeligheds-kortet”. På den måde undgår vi en potentiel konflikt, og vi behøver ikke markere grænser. I vores ønske om harmoni tør vi ikke sige, hvad vi mener, for måske vil de andre ikke synes om os eller blive fornærmede. Vi vil jo gerne værne om relationen og er bange for, at relationen ødelægges ved en eventuel følelsesladet konfrontation.

Men vi har helt misforstået det. I virkeligheden kræver det tydelige grænser og klare holdninger at være rummelig. Når du har defineret en grænse, kan du tydeligt se, hvad der kan rummes inden for den. Det er faktisk også nødvendigt at have klare, bevidste holdninger for at kunne rumme, at andre lever og tænker på en anden måde end dig.

Hvad værre er: I vores misforståede hensyn bliver det svært for udlændingen at mærke os. Du kender selv, hvor meget du har brug for anvisninger og hjælp, når du står på bar bund i en ny situation. Hvis du var til middag hos en bosnisk familie, så ville du være dybt taknemmelig, hvis en person fortalte dig, hvilken gave du skulle tage med, hvordan du skal tiltale de andre gæster, om du skal tage skoene af, og om man hilser med kindkys eller giver hånd.

Vi frarøver udlændingene denne hjælp, når vi ikke tør sige tingene, som de er. Vi er nødt til at lære at bruge venlige og servicemindede metakommentarer om det, der sker lige nu. Prøv at starte med: ”Sådan er vores kultur – hvordan er jeres?”

Speak Your Mind

*