KULTURKLUMMEN: Hvem er Kaj og Andrea?

Da jeg var ung, var jeg kæreste med en franskmand. Patrick hed han. Han var forfærdelig sød og forfærdelig jaloux. Så det holdt ikke så længe. Min næste kæreste var dansk. Og alt for gammel. Og helt forkert. Så det holdt heller ikke. Så fandt jeg ham, der skulle blive min mand. Det holder. Men det er slet ikke ham, klummen skal handle om. Den skal handle om Kaj og Andrea. Og lidt om Elsa og Anna. Og Vorherre.

”Det værste var ikke, at han var jaloux,” sagde jeg til en veninde efter bruddet med min franske kæreste. ”Det værste var, at han ikke vidste, hvem Kaj og Andrea er”.

Vi manglede på en eller anden måde noget, der var fælles. Nogle oplevelser, værdier og tanker, som vi delte – også fra før vi lærte hinanden at kende. Det er sikkert ikke sådan for alle par med forskellig baggrund, men sådan var det altså for franskmanden og mig.

For at skabe en nær relation til et andet menneske, er man er nødt til at have noget at tale om, en fælles referenceramme. Denne ramme skabes helt naturligt af kulturen. Det særlige ved kultur er nemlig, at vi uden forbehold tager ejerskab for den kultur, vi er vokset op i. Selvom kultur består af så mange facetter, og selvom den påfaldende nemt påvirkes af andre kulturer, identificerer vi os med den og er trygge i dens velkendte form.

Jeg oplevede et sjovt eksempel på kulturens gennemtrængelighed i sidste uge. Som nogen af jer ved, var jeg på besøg i et asylcenter sammen med Merete Løvgreen, initiativtager til Gå Dansk. Vi skulle gå en tur med nogle af flygtningene og lære dem dansk samtidig. Det er et frivilligt initiativ, som jeg nærer stor sympati for.

Under gåturen fatter jeg stor sympati for en ung pige fra Irak. Problemet er bare, at hun hverken taler eller forstår engelsk. Mine sprogkundskaber rækker ikke så langt som til arabisk, så vi er på Herrens mark. Mens vi går langs markerne og griner over, hvor sjovt ordet blomst lyder, viser jeg hende billeder af min lille pige på fire. Vi peger og smiler og tilkendegiver, at hun ser sød ud. Hun finder herefter sin telefon frem og finder et billede af en lille pige i børnehavealderen. Jeg gætter: ”Sister baby?” Hun smiler glad. Niecen betyder tydeligvis meget for hende. Hun vil gerne fortælle mere. Jeg vil gerne spørge. Men vi kan bare ikke tale sammen. Jeg spørger ”How old?”. Det forstår hun ikke. Så siger jeg ”Elsa and Anna?” Hun ser glad på mig med store øjne: ”Yes!” Så ler hun.

Man kan sikkert sige om amerikansk kulturs påvirkning af vores globaliserede verden. I dette øjeblik var jeg bare taknemmelig for, at vi fandt noget fælles at tale ud fra. Den lille pige i Irak og min lille pige i Brabrand havde pludselig mere til fælles, end jeg dengang havde med min franske kæreste.

Det får mig til at tænke over, om den næste generation vil føle sig mere forbundet på tværs af landegrænser, kulturer og religioner? Om internettet har spredt sit net ud over menneskene, samlet dem og dermed manifesteret sig til det Babelstårn, Vorherre i vrede lod rive ned, fordi menneskeheden blev for stærk, hvis den arbejdede samme uden sprogforviklinger og misforståelser

  1. Mosebog, kapitel 11: Babelstårnet

”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.”

Speak Your Mind

*