KULTURKLUMMEN: Hvor mange skal du sove med i nat?

I går, da jeg postede et billede på Facebook af mig selv, der fjoget peger på min bog ’Kulturspejlet’ blandt nyhederne på Gellerup Bibliotek, fik jeg 100 likes på et par timer. Masser af hjerter og smilies. For en uge siden, da jeg postede, at jeg skulle besøge en flygtningelejr i dag, fik jeg 3 likes. Hvorfor det?

I min bog er det da meget mere interessant, at jeg skal besøge et stykke af Danmark, som utroligt få danskere har adgang til, men som de fleste danskere har en mening om.

Min facebook-crowd var ikke enig.

Den larmende stilhed er for mig et vidnesbyrd om, at vi har for svært ved at forstå og kommunikere om flygtningekrisen. Jeg oplevede det samme, da Rusland invaderede Krim i marts 2014. Vi kunne godt blive enige om, at Putin var en skidt karl, og at det var forkert. Men nuancerne, hvorfor tingene skete, de var svære at indfange. Det samme gælder i dag.

Medierne gør det ikke bedre, og kommentartrådene gør det direkte værre. Hvem vil lægge deres inderste tanker ud i æteren, når det sandsynligvis vil starte en ubehagelig debat fuld af følelser og fordomme?

Ikke mig. Heller ikke mine venner, åbenbart.

Facebook virker sådan, at jo flere i dit netværk, der kigger og klikker og liker og deler, jo oftere vil statusopdateringen dukke op i din nyhedsstrøm. Så hvis du føler dig ramt, så husk, at du sikkert slet ikke så det. Min pointe er, at det var der ingen, der gjorde. Der var ikke nok, der forholdt sig til opslaget, til at det kunne få momentum.

Men er det ikke et fint billede på virkeligheden? At der ikke er nok, der forholder sig til flygtningelejrene, til at der kan skabes momentum?

Nu sidder jeg i toget hjem fra omtalte flygtningelejr med hjertet fuld af respekt og kærlighed til de mennesker, jeg mødte. Klumpen i halsen, som var der under hele besøget, er ved at fortage sig. Jeg tænker hele tiden på noget, de sagde.

”We get no sleep”, sagde de mange gange. Flygtningene i teltlejren.

De kan se frem til endnu en nat, hvor de bliver vækket konstant af deres flygtningefæller, som gennemlever den ikke så fjerne fortids rædsler og prøver at håndtere angsten og uvisheden gennem gråd og hulken. Telte virker nemlig ikke lydisolerende, og så er 400 mennesker pludselig mange at skulle dele sovebetingelser med.

Når jeg kommer hjem, kan jeg putte mig ind til min mand. Min store pige sover hele natten. Min lille pige vågner nok et par gange og skal have sut. Klokken 6 ender vi alle fire i dobbeltsengen og vågner i hvert vores tempo. Helt idyllisk og meget passende til Facebook, faktisk.

 

Speak Your Mind

*