Hvorfor er Putin så macho?

 

vladimir-putin-paa-hestVi ser ham ridende på hesteryg, brydende med en bjørn eller bærende på et gevær i bar overkrop med patronerne hængene om halsen. Den russiske præsident, Vladimir Putin, iscenesætter sig selv som den stærke mand. En stærk mand, som russerne elsker, og som Vesten ikke forstår. Han sidder ved forhandlingsbordet med stenansigt og kolde, ligegyldige øjne og siger Njet, lige som vi troede, han ville sige Da. Vi ved ikke, hvor vi har ham. Det er sådan, han ønsker det.

Men hvorfor er Putin så macho? Hvorfor er han så utilregnelig? Siden den kolde krig har vi i Vesten forsøgt at blive klog på Rusland, men ingen har helt forstået, hvorfor det altid går galt, når Vesten og Rusland skal forhandle om verdensordenen.

At Vesten ikke forstår Rusland er en gammel sandhed. Rusland har altid været omgivet af mystik og frygt. Sproget, de underlige bogstaver, den dramatiske historie og en præsident, der opfører sig markant anderledes end de vestlige statsledere, er alle komponenter i myten om det uforståelige og uforudsigelige Rusland.

Forklaringen kommer fra en uventet kant: Fra Netflix, den amerikanske streamingtjeneste, der gør det muligt at se film og tv-serier over internettet. Netflix har med tredje sæson af tv-serien House of Cards formået at give et bud på, hvorfor vi ikke forstår Rusland. Med fiktionen er det lykkes at vise, hvad vi hidtil ikke har indset: At det er kulturen, som gør den store forskel.

Vi skal lære at forstå Rusland ud fra et kulturelt parameter. Vi kan ikke bruge et fælles internationalt, globaliseret parameter. Det virker bare ikke, når det kommer til russerne, som historien har vist os utallige gange.

Vi så det senest i Ukrainekonflikten. Putin reagerer med en aggression, som fra vores perspektiv rækker langt ud over, hvad EU’s og NATO’s handlinger havde gjort sig fortjent til. Jovist havde EU og NATO forbigået Putin i de indledende forhandlinger om Ukraines fremtid i efteråret 2013, men var det virkelig nok til, at Putin annekterede Krim i foråret 2014?

Ja, det var det. Netflix viser os hvorfor.

Netflix-serien House of Cards forklarer Putin
”You don’t understand Russia, Mr. President.” Ordene, som har en tyk, russisk accent, kommer fra danske Lars Mikkelsen, og de udtales til Kevin Spacey, den verdenskendte amerikanske skuespiller. I deres egenskab af henholdsvis russisk og amerikansk præsident sidder de på hver side af forhandlingsbordet i fire afsnit i tv-serien House of Cards, hvis tredje sæson er udgivet på Netflix.

Lars Mikkelsen og Kevin Spacey

Lars Mikkelsen spiller den russiske præsident, Viktor Petrov. Petrovs karakter er tydeligvis bygget op om den virkelig russiske præsident, Vladimir Putin. Detaljerne passer: Demonstrationer mod russisk lovgivning om homoseksuelles rettigheder, Pussy Riot og Ruslands rolle og interesse i Mellemøsten stemmer overens med de aktuelle politiske begivenheder. Den fiktive Petrov har været ved magten under tre amerikanske præsidenter, som det er tilfældet med Putin. Han er som Putin skilt for nylig. Han har endda gjort karriere i det russiske efterretningsvæsen, KGB, før han blev Ruslands præsident.

Om det så er Petrovs fysiske fremtoning, så minder den om Putin. Lars Mikkelsen er adskillige centimeter højere end Putin, men ansigtsmimik, frisure, kropsholdning og endda den russiske accent er troværdig. Den russiske udtale er ikke helt perfekt, men god nok til at virke overbevisende.

Putin er en karakter. Derfor kan han så nemt portrætteres. Han har endda gjort det nemt for os. En billedsøgning på Putin på Google resulterer udelukkende i billeder, som understøtter iscenesættelsen af den stærke, kompromisløse russiske leder. En nådesløs forhandler. En rigtig macho-mand.

Det kulturelle parameter: Machoindekset
Putins macho-image hænger sammen med machoindekset. Det er et kulturelt parameter, som fortæller os, i hvor høj grad maskuline og feminine værdier gør sig gældende i en kultur. Den hollandske kulturanalytiker, Gert Hofstede, definerer maskuline samfund som samfund, som drives af konkurrence, præstation og succes. Succes defineres som det at vinde og være den bedste i sit felt. I feminine samfund er de mest fremtrædende samfundsværdier lighed, konsensus, omsorg og kompromissøgende problemløsning. Her defineres succes som livskvalitet.

Det danske samfund karakteriseres som ekstremt feminint og står i skarp kontrast til mange andre af verdens lande, som vi interagerer med. Herunder Rusland, hvor magtdistancen er meget tydelig, og den øverste leder på en arbejdsplads og i en politisk organisation har den endelige beslutningskompetence i stort set alle spørgsmål.

Maskuline og feminine værdier hænger ofte sammen med hierarkiet. Lande, som karakteriseres af et stejlt hierarki, Rusland for eksempel, har oftere de maskuline værdier i spil, såsom magt, styrke, status og stolthed. Lande med et lavt hierarki, som for eksempel Danmark, drives af feminine værdier som omsorg, lighed og kompromis.

Her findes en af forklaringerne på, hvorfor Vesten – og især vi danskere – ikke forstår Putin. Det virker irrationelt på os at bruge så meget krudt på at demonstrere sin styrke og magt. Men det er logisk for en russer.

Russisk forhandling er win-lose
I House of Cards møder vi en russisk præsident, som er nådesløs i sin forhandlingsteknik. Han skyr ingen midler for at få, hvad han vil have. Hans hårde forhandlingsstil bliver hårdere, for hver gang han oplever at blive ydmyget af det amerikanske præsidentpar.

For eksempel inviterer den amerikanske præsident Pussy Riot med til statsmiddagen, som laver en scene, som bliver pinlig for Petrov. Den ellers så stilfulde førstedame fornærmer ham i en skåltale for ”hans lille agurk”. Præsidentparret ydmyger endda Petrov i eget hus, da en amerikansk demonstrant hænger sig i et fængsel i Moskva. Under det efterfølgende pressemøde afviger førstedamen fra manuskriptet og udtrykker sin tydelige antipati for den russiske præsident og hans lovgivning: ”Skam dig, Hr. Præsident” udtaler hun foran hele den russiske presse og forlader presserummet. Petrov står tilbage og har tabt ansigt foran hele sin nation.

Petrovs reaktion er russisk. Han tyr til russisk maskirovka: manipulation og løgn. Han lægger end ikke skjul på, at han lyver og manipulerer. Med disse redskaber får han gennemført sin dagsorden og genetableret sin magtposition. Han forlader forhandlingerne som den nådesløse sejrsherre med magten og styrken i behold.

Ved hjælp af fiktion viser House of Cards noget af det mest essentielle inden for politisk forhandling med russere: Forhandling er win-lose, ikke win-win. Konsensus, kompromis og win-win hører hjemme i samfund med lave hierarkier og feminine samfundsværdier. I Rusland med dets stejle hierarki og som topscorer på machoindekset er der én vinder og én taber. Det er russerens eneste prioritet at sikre, at han forlader forhandlingsbordet som vinder.

Russerne ønsker respekt
For russerne er respekt og tillid de allervigtigste begreber. Tillidstaxameteret tæller fra første minut. Hvis russeren under den indledende relationsopbygning føler, at han ikke respekteres – som det var tilfældet med den fiktive Viktor Petrov i House of Cards – tyr han gerne til skrappe midler for at hævde sit værd, vise sin styrke og på den måde kræve respekt.

I den virkelige verden skete det samme i efteråret 2013, hvor EU og NATO åbent støttede omvæltningen af den lovligt valgte, prorussiske ukrainske præsident, Viktor Janukovitj. Set fra Putins synspunkt begik EU og Nato en stor fejl: Man viste ikke den fornødne respekt og tillid, som en russisk præsident og global politisk storspiller fortjener.

Putin blev sat ud af spillet og blev ikke inviteret med til diskussionerne om Ukraines fremtid. Hans respons var at få gennemført sin egen dagsorden og genetablere sin magtposition ved at annektere Krim i foråret 2014. Fremgangsmåden var russisk maskirovka: manipulation og løgn. Han manipulerede pressen og løj om sine troppers indledende tilstedeværelse på Krim. Han lagde end ikke skjul på, at han løj og manipulerede. Under hele Ukraine-konflikten vidste vi ikke, hvor vi havde Putin. Men vi var aldrig i tvivl om, at han er stæk, magtfuld og farlig.

Den fiktive Petrov og den virkelige Putin finder sig ikke i at blive forbigået og skyr ingen midler for at demonstrere sin styrke og genetablere sin magt efter at have tabt ansigt. De tolererer ikke svaghed.

Smil til russeren, og han tror, du er en idiot
I Rusland smiler verden ikke til dig, selvom du smiler den. Tværtimod. Hvis du smiler til en fremmed i Rusland, er du enten udlænding eller idiot. Et imødekommende smil er et tegn på svaghed, og det bliver for mange russere et irritationsmoment. Prøv blot at smile venligt til kioskdamen eller billetdamen i metroen, næste gang du er Moskva eller Sankt Petersborg. Du vil ikke få et smil tilbage.

Smilet er et tegn på svaghed. Og du ønsker ikke at virke svag i Rusland. Hele kulturen er bygget op omkring styrke, magt og hierarki. Har du magt og styrke til at træde på andre, bliver du ikke selv trådt på. Viser du svaghed, vil det blive udnyttet.

Derfor ser du ikke Putin smile. Han er om nogen et tydeligt produkt af sin kultur. Han er også efterkommer af en præsident, som ikke fremstod stærk. Boris Jeltsin huskes af mange som en fordrukken, skandaløs leder. Jeg kan selv huske billedet af en beruset Boris Jeltsin, der danser pinligt rundt på en scene med et orkester og dansende piger i baggrunden. Den russiske befolknings stolthed led et alvorligt knæk ved Jeltsins nogle gange pinlige optræden og hans lidt klovneagtige image i Vesten.

Der var brug for en stærk mand efter Jeltsin. En mand, som ikke drak. En mand, som kunne modstå presset fra Vesten, og som kunne skabe et Rusland, som vokser sig større for hver dag. En sådan mand var Putin.

PutinoplaegHvorfor er Putin så populær i Rusland?
Putin er fortsat utrolig populær blandt sit folk. Trods den økonomiske krise, der hærger Rusland i disse måneder, og trods den igangværende konflikt med Vesten på grund af Ukraine. Det er han på grund af to ting: Hans fremtoning og hans resultater.

Putin udstråler styrke. Han er en mand, russerne kan regne med. Han er stærk som en bjørn og snedig nok til at manipulere med hele verden. Mændene respekterer og beundrer ham. Kvinderne finder ham karismatisk – ja, endda sexet.

Hans resultater taler for sig selv: Russernes levestandard er steget markant under Putins regeringstid. Da han kom til magten, levede 33 % af den russiske befolkning under fattigdomsgrænsen. I dag lever ca. 10 % under fattigdomsgrænsen.

Godt hjulpet af stigningen i olie- og gaspriser i 00’erne er den sociale situation i Rusland blevet en helt anden, end den var, da Putin tiltrådte. Der er opstået en middelklasse, som nu tæller omkring 40 % af befolkningen. Denne middelklasse er i og for sig tilfreds med tilværelsen. De har det godt. De tjener godt, kan rejse i verden, og de kan sende børnene i skole og lade dem studere i udlandet. De har bil, lejlighed, sommerhus og lever en komfortabel tilværelse. De ser Putin som årsagen til deres velstand.

Putin indgyder tillid. Han har ført sit folk fra fattigdom til middelklasse. Vinter-OL i Sochi var en stor succes, som russerne nød respekt for i Vesten. Vigtigst af alt har Putin samlet Rusland: Krim er kommet hjem. ”Krim er vores” stod der på skiltene, da russerne i foråret 2014 stimlede sammen på gaderne og fejrede Putins store sejr og Krim-russernes hjemkomst til moderlandet.

Hvorfor skulle russerne ikke elske Putin? Han er magtfuld. Han kontrollerer sin regering, sine genvalg og sin presse. Han fortæller en historie, som russerne har længtes efter at høre. Historien om et Rusland, som i kommunismens navn ødelagde sig selv og sine indbyggere, er nu erstattet af historien om et imperium, der vokser sig stærkere for hver dag. Alt dette takket være en stærk leder, russerne endelig kan være stolte af. En mand, de forstår. En rigtig macho-mand.

Speak Your Mind

*