Jørgen Bollesen: Det er pigerne, der bliver Ruslands redning

I min søgen efter den helt rigtige virksomhed til samarbejde om en erhvervs-ph.d. laver jeg researchinterviews så tit, jeg kan komme til det. Ofte er jeg stødt på Jørgen Bollesens navn. Hvis man vil vide noget om business i Rusland, så er det Jørgen, man skal gå til. Han har i de seneste 20 år haft russisk business under huden og arbejdet med så forskellige produkter som våben, tyggegummi og sko.

Jørgen har gjort et stort indtryk på mig, allerede inden jeg mødes med ham. Det er som om de mange mails og telefonsamtaler om at organisere mødet har varslet om, at det ikke er en helt almindelig forretningsmand, jeg skal møde.

Jørgen Bollesen fra EKF

Vi mødes på EKF i november 2012, et par måneder før Jørgen skal flytte til Rusland og arbejde som EKF’s mand i Moskva. Jeg bliver mødt af en lille energisk mand med et utroligt imødekommende smil og vises ind mødelokalet, hvor researchinterviewet skal foregå. Allerede inden jeg får rigget mit lydudstyr til, er vi fordybet i en samtale om den russiske sjæl:

Da jeg var i Rusland i 95 og skulle være med til at rekonstruere den russiske våbenindustri i Ural-regionen efter Sovjetunionens sammenbrud, boede jeg i Perm, som er en våbenby, der først blev frigivet i 94. Der var kun én restaurant, som var åben. For udlændinge vel at mærke. Så der var ikke så meget at lave i byen om aftenen.

Men balletten, den var åben hver aften. Så jeg, der aldrig havde været til ballet, endte med at gå i balletten 3-4 aftener om ugen. Efterhånden blev jeg fascineret af det. De små 10-årige piger sad i tyl og strutskørter og var helt tryllebundet nede på forreste række de to timer, balletten varede. Og de her mennesker, som var så ludfattige og arbejdede så benhårdt, de klædte sig smadderflot på om aftenen og tog i balletten. – De kontraster! Evnen til at glæde sig i nuet. Det er for mig lig med den russiske folkesjæl.

Jørgen Bollesen har sammen med sin kone, Helena Bollesen, boet og arbejdet i Rusland i en lang årrække. I midt halvfemserne rejste han rundt i landet og arbejde på forskellige finanseringsprojekter. Fra 2000 til 2004 var han CFO hos Dirol, som producerede tyggegummi for Dandy (nu Gumlink). Fra 2004 til 2009 etablerede Jørgen og hans kone en række Bianco-skobutikker i Moskva. Efter et par år i Danmark er Jørgen nu tilbage i Rusland, hvor han er udstationeret for Eksport Kredit Fonden og har til opgave at hjælpe danske eksportører og deres russiske kunder med at få finansieret salg af dansk udstyr til Rusland og CIS.

Det er især Dandy og Bianco sko, som er interessant i denne sammenhæng. For Jørgen Bollesen har som en af de få, jeg har interviewet, formået at sætte ord på, hvordan han har brugt elementer og værdier fra dansk forretningskultur i en russisk kontekst.

Det er især begreber som medarbejderansvar og tillid til medarbejderne, som adskiller dansk og russisk forretningskultur. I Sovjet var du en god arbejder, når du opfyldte planen.  Det blev forventet, at du kun handlede inden for det afgrænsede område, som du havde fået udstukket. Hvis du overskred dine kompetenceområder, medførte det problemer for dig. For så blev det nemlig mere besværligt for din overordnede at udføre hans arbejde. Den mentalitet sidder stadig i russerne i dag. Derfor vil du ikke se initiativ, kreativ problemløsning og ansvarstagen for opgaven blandt en gængs russisk personalegruppe.

Som dansk leder med et dansk mindset kan det være både frustrerende og svært at operere inden for sådan en arbejdskultur. Du kan som udgangspunkt vælge to modeller: Forsøge at genoptage den hierarkiske og på mange måder patriarkalske russiske ledelsesstil, som virker på russiske medarbejdere. Eller forsøge at påvirke med danske værdier såsom situationsbestemt empatisk ledelse, ansvar for egen opgave og mulighed for at påvirke sit arbejdes indhold.

Jørgen Bollesen valgte model nummer to. Både hos Dandy og med Bianco-skobutikkerne arbejdede han med talentudvikling, som styrkede især kvindernes position. Som Jørgen siger: ”Det er kvinderne, der bliver Ruslands redning.”

Han fortæller videre:

Allerede under mine første projekter i Rusland, lærte jeg hurtigt, at det var kvinderne, vi skulle have fat i. Når vi kom ud på en industrivirksomhed, så var der en generaldirektør, som måske nok var god til at skabe de rette forbindelser, men som ikke vidste, hvad der foregik på hans virksomhed. Samtidig var der altid en chief engineer – nr. 2 på rangstigen – og det var altid en kvinde. Mega dygtig og uden chance for at blive generaldirektør, fordi hun var kvinde. Hun havde fuldstændig styr på virksomheden, og hvis man ville noget, var det hende, man skulle have fat i.

Vi så det igen hos Dandy. De piger, som sad i økonomi- og administrationsafdelingerne, de knoklede en vis del ud af bukserne og var hamrende dygtige. De piger, de tjente gode penge.

Det, Jørgen beskriver her, er en tendens, jeg hører igen og igen. Man foretrækker at ansætte kvindeligt personale, da de generelt er mere ansvarlige end mænd. Desværre er det endnu sådan i Rusland, at en del mænd har problemer med alkohol, og de unge mænd er qua deres opdragelse langt mindre selvstændige end de jævnaldrende kvinder. Kvinderne ved godt, at de skal være uafhængige. De søger for selv at stå på lejekontrakten, når der skal købes lejlighed, og de sørger for selv at tjene de penge, de skal bruge til at forsørge deres familie.

Da Jørgen og Helena Bollesen startede skobutikkerne op i Moskva, så de samme tendens. Der kom et nyt vækstlag af unge piger i 20’erne. Pigerne var af middelklassen og kom oftest fra oplandet og provinsen. Disse piger var ikke bange for at tage fat.

Jørgen og Helena Bollesen kalder konsekvent deres ansatte for pigerne. Det dækker over det nære bånd, der blev skabt i de år, hvor parret bestyrede de mange Bianco-skobutikker og tog ansvar for at opkvalificere en lang række russiske hårdarbejdende kvinder.

Vi udarbejdede et trainee-program, hvor de her piger kunne arbejde sig op fra at stå ude på lageret til at blive leder. Det var udelukkende piger, vi beskæftigede, og vi fik opkvalificeret rigtig mange gennem vores program.

De kom op til Moskva og knoklede som bare pokker. De boede 5-6 piger i en lejlighed, og de var altid rene i tøjet, præsentable og ædru. De var ikke bange for at stille sig op, de ville gerne tage uddannelse og havde ikke noget imod at boge den om aftenen, når de kom hjem fra arbejde.

Jørgen Bollesens eventyr med Bianco-skobutikkerne har vist, at det er muligt at applikere danske værdier i talentudviklingen. Denne tilgang til ansatte er ikke hverdagskost i Rusland. Så hvordan tog kvinderne det?

Lad mig komme med et eksempel fra min afskedsreception hos Dandy. Der kom der nemlig en af pigerne hen og spurgte mig, om jeg ikke ville gifte mig med hende. Og min kone stod altså lige ved siden af! Det grinte vi lidt af, men så spurgte vi ind til, hvorfor pigerne godt kunne lide at arbejde for os. Og de fortalte, at de før havde oplevet, at når de blev vist tillid, var der en undertone af, at de skulle gå i seng med chefen, og det var heller ikke ualmindeligt, at chefen ikke tog en procentdel af lønnen.

Det er unægteligt andre vilkår, end danske arbejdstagere arbejder under. Det er en helt anden verden i Rusland, men menneskene ønsker på mange måder det samme som os. De ønsker stabilitet og gode levevilkår for sig selv og sine kære. Kvinderne ser i disse år deres åbning, og de griber bolden og løber med den. Denne handling vil give forvandling.

Hvis jeg skal se overordnet på mit arbejdsliv og mine resultater, så har jeg altid haft en holdning om, at jeg ville være en del af løsningen, ikke problemet. Det håber jeg også, at vi kan gøre med de eksportarbejdspladser, vi skaber i EKF. Vi har som en regel, at vi kun går ind i projekter, der skaber arbejdspladser og værdi.

EKF – Eksport Kredit Fonden – finansierer og garanterer danske virksomheder, som vil eksportere til Rusland, lave et datterselskab i Rusland eller på anden måde etablere sig. EKF har en række finansielle krav til deres deltagelse i et projekt.  EKF forlanger også, at de virksomheder, der skal finansieres, lever op til et regelsæt om god Corporate Social Responsibility, herunder krav til miljøpåvirkning, arbejdsmiljø og indvirkning på det lokale samfund. Hvis virksomheden ved projektstart ikke lever op til Fondens krav, er det en betingelse for samarbejdet, at der laves en plan for, hvordan man i løbet af projektet kan komme til at leve op til regelsættet. På den måde medvirker Fonden til at skabe en positiv udvikling.

Speak Your Mind

*