KULTURKLUMMEN: Bliv i øjeblikket

Det er fredag aften, og vores lille familie sidder sammen og spiser aftensmad. Min mand og jeg får engelsk bøf og vores to små, kræsne piger får kødsovs. Vi nyder en af de velsignede stunder, som er så sjældne i børnefamilier, og som derfor bør skattes desto højere: Vi har en samtale, hvor vi ikke bliver afbrudt.

Himlen må vide, hvordan det er gået til, men begge piger sidder stille, spiser og hygger sig. Jeg ser en åbning, tager chanchen og fortæller lidt om, hvad jeg har lavet i dag. En helt unødvendig oplysning, som ikke er af praktisk karakter, blot ment som starten på en samtale: At jeg sad og så lidt af en film med Tom Hanks på Netflix, mens jeg spiste frokost. Jeg synes, Tom Hanks er en gudsbegavet skuespiller, og min mand er enig.

Jeg skæver til vores to piger. De har endnu ikke afbrudt os. Jeg satser nu stort og nævner, at han også var fantastisk i den film, hvor han spiller en mand, der bor i en lufthavn. ”Ja,” siger min mand. ”Den hedder The Terminal, og den er faktisk bygget på en sand historie. Jeg googler det lige.”

Mere skulle der ikke til. Nu var magien forsvundet.

Samtalen, som bestod af lige dele opmærksomhed og interesse fra begge parter, transformeres nu til min mand, der kigger ned på sin telefon, og mig, der kigger ned på min bøf, hen på mine børn og med et halvt øre hører efter, hvad han læser op, mens jeg forsøger at forhindre Det Røde Havs genopstandelse i skikkelse af et kødsovshav på vores køkkengulv.

Hvad skete der? Nærheden forsvandt, fordi Google pressede sig på som det tredje hjul i vores samtale.

Jeg hørte engang en fremtidsforsker fortælle, at de mennesker, der kommer til at klare sig bedst i fremtiden, bliver dem, der ikke lader sig distrahere. Vi er nødt til at skille tingene ad, hvis vi vil forhindre, at Google og vores telefoner skal fjerne vores fokus på hinanden. De tiltrækker med samme magnetisme som en fristende elskerinde i et kuldsejlet ægteskab.

Der står i Prædikerens bog:

“Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse.

En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.

En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.

En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale.

En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred.”

Disse ord er mere relevante end nogensinde: Der er en tid til samtale, en tid til research og en tid til individuel underholdning af elektroniske enheder. Samtale er ikke lig med faktatjek på Google. Samtale er at tale sammen.

Dagen efter blev min pointe bekræftet lige foran vores hoveddør. Vi bor over for en skole, og jeg betragtede en mor følge sin søn og datter hjem. De gik tæt forbi mig, og jeg kunne høre moderen spørge sønnen: ”Hvad har du lavet i skolen i dag?” mens hun fraværende tjekkede sin mobil. Sønnen svarede lige så fraværende, mens han stirrede frem på fortovet foran sig. Jeg forstod ham godt. Hvad skulle egentlig motivere ham til at være en del af den pseudosamtale?

Jeg ser daglige eksempler på sådanne pseudosamtaler. Mellem mig og min mand. Mellem min mand og mine børn. Mellem andre forældre og deres børn. Det strider mod at, hvad, jeg mener, er rigtigt, men jeg føler mig som David mod Goliath.

Jeg kan ikke være den eneste, som tænker, at der er en tid til se på sin mobilskærm og en tid til at se på sine nære og kære. Der må være andre end mig, der mener, at hvis du er nødt til at bruge din mobil, mens du er i samtale, så gør det kort og ledsag det med en høflig undskyldning og eventuelt en lille forklaring.

De smukke ord fra Prædikerens bog må have vækket genklang, da de blev skrevet for flere tusind år siden. Men jeg tror faktisk, at de giver endnu mere mening den dag i dag. Skil tingene ad. Tag en ting ad gangen. Bliv i situationen. Gør tingene færdigt. Lad dig ikke distrahere. Det er det oversete bud, som – hvis vi tør følge det – velsigner os med givende relationer og opløftende øjeblikke med virkelige, tredimensionelle mennesker.

Bliv i øjeblikket.

Speak Your Mind

*