KULTURKLUMMEN: Du kan godt gå i kirke uden at tro på Gud

På søndag skal mange af os i kirke og deltage i årets julegudstjeneste. Vi skal synge de samme 4-5 salmer, som vi plejer, og vi skal lytte til juleevangeliet om Josef og Maria, som fødte det lille Jesusbarn i en stald og svøbte og lagde det i en krybbe, for der var ikke plads på herberget.

Mange af os vil sikkert have en lille smule svært ved at identificere os med den situation. Jo, faktisk kan nogle af os genkende det med, at der ikke er plads, når man skal føde. Jeg blev selv sendt hjem fra hospitalet, da jeg skulle føde anden gang, fordi jeg ikke var langt nok fremme, og fordi der ikke var plads nok på hospitalet. Der var vist også en engel eller to, som var ved min side, da mit lille barn blev svøbt og lagt – ikke i en krybbe, men i mine arme.

Men derudover giver meget af det, der bliver sagt under kirkens ritualer ikke så meget mening. Heldigvis er præsterne gode til at perspektivere og udlægge bibelens ord, og tit er det meget vise tanker, der lyder fra prædikestolen. Måske husker vi ikke helt, hvad der bliver sagt, men vi mærker roen, det ophøjede og følelsen af, at der i det mindste er én, der går all in på sin udlægning af livets mening. Det tager vi med os hjem til juleanden og alle pakkerne under træet.

Det er måske grunden til, vi tager i kirke den 24. december. Efter decembers travlhed med planlægning og udførelse af alle julens gerninger tillader vi os nu at nyde et øjebliks fred. En stund uden for tid og rum. Det er nemlig det, kirken kan. Den skaber et sted, hvor der er plads til følelser og tanker. Hvor det er umuligt at handle. Det eneste, du skal og kan foretage dig, er at holde styr på næste salmenummer og så rejse dig op, hver gang de andre gør det.

Hvis du vil være ekstra aktiv under gudstjenesten, kan du på udvalgte tidspunkter deltage med din stemme. Når præsten siger: ”Herren være med jer”, kan du svare sammen med kirkekoret: ”- og med din ånd”. Der er også et par gange, hvor du kan synge Amen sammen med koret. Amen betyder ”I sandhed, ja”. Hvis du har lyst, kan du være med til at fremsige Trosbekendelsen. Den er vi mange, som troligt siger højt i kor, som de gode konfirmander vi nu en gang er.

Der er også mange af os, der har modstand på at fremsige de lidt mærkelige og virkelighedsfjerne ord. I vor tid er det ikke god skik at fremsige noget, man ikke helt forstår og måske ikke helt kan stå ved. Måske er vi endda bevidste om faren ved medløberi eller religiøs hjernevask.

Lad os derfor se på, hvad vi egentlig siger under Trosbekendelsen. Vi bekender vores kristne tro ved at erklære, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen. Vi siger, at vi tror på Gud, på Jesus og på Helligånden.

I virkeligheden minder vi os selv og hinanden om vores grundlæggende, menneskelige værdier: At tage afstand fra ondskab og forsøge at handle kærligt og konstruktivt i mødet med andre.

Det samme gælder Fadervor. Vi justerer vores fokus ved at bede Fadervor. Vi minder os selv om, at alle har ret til at få mad på bordet, til at få en chance til og til at blive behandlet ordentligt.

Det er værdier, som Kristendommen ikke nødvendigvis har patent på, men da mennesket står centralt i Kristendommen, bliver disse medmenneskelige værdier kaldet for kristne. Derfor er det min påstand, at du som et oplyst og velmenende menneske godt kan bede Fadervor og fremsige Trosbekendelsen, selv om du ikke helt ved, om du tror på Gud.

Hvis du kan stå inde for den handling at minde dig selv og andre om det, der er allervigtigst i livet, nemlig at vi skal behandle hinanden med respekt, så sig ordene højt sammen med dine nære og kære i kirken på søndag. Smag på dem. Mærk deres sandhed og styrke. Det magiske er, at når vi har sagt noget højt, er vi tilbøjelige til at lade det udstikke vores retning. Hvis din retning skal være præget af næstekærlighed og respekt, har du derfor intet at frygte.

Speak Your Mind

*