KULTURKLUMMEN: En aften uden skærme

Jeg drømmer om en aften uden skærme. En aften med Uno, solnedgang og stearinlys. En aften, hvor mine børn ikke plager om at få telefonen med i seng. En aften, hvor vi alle fire efterlader vores telefoner i køkkenet og går i seng, uden internettet udgør vores godnatsang og i nogle tilfælde endda vores godnatkys.

Vi prøvede faktisk at holde skærmfri søndag. Én gang. Det holdt til sidst på eftermiddagen. Det var en virkelig god dag. Men hvor var det dog hårdt at være til stede hele tiden. Vi voksne kunne ikke flygte ind i nyhederne, når vi lige havde brug for en pause. I stedet blev vi uvenner, for vi har glemt, hvordan man tager vare på sine behov uden en skærm.

Børnene elskede det. De kunne vist slet ikke tro deres eget held. Mor og far ville lege med dem i flere halve timer, uden de lige skulle forbi køkkenbordet og tjekke, om der var noget, der havde breaket i mellemtiden.

Klokken 17 blev vi enige om, at nu måtte børnene godt se lidt tegnefilm. Far skyndte sig ind i sin telefon, og mor tog de trådløse hovedtelefoner på og lyttede til podcast, mens hun lavede aftensmad. Alle var lettede. Det var næsten som at få en belønning efter dagens hårde nærværsslid.

En gang imellem passer vi hund. En lille hvid uldtot, der hedder Karla. Hun er vores lille bundle of joy – ubetinget glæde og kærlighed, og hun bliver aldrig træt af vores selskab. Jeg ville gerne tage en selfie med hende og lægge på Facebook, men jeg kan ikke få hende til at se ind i skærmen. Det er, som om hun slet ikke ser telefonen. Hun kan i hvert ikke få øje på, hvorfor den er værd at stirre på så mange timer om dagen. Når Karla er her, kigger jeg ikke ret meget på mine skærme. Jeg nusser hendes pels i stedet for.

Da jeg var lille, havde vi mange videobånd: Crocodile Dundee, Politiskolen, Matador, Baronessen fra Benzintanken og Peters Baby. Tit så jeg filmene alene, men en gang imellem sad hele familien i sofaen og så en gammel dansk film. Det samlede os. Nogle af os måtte måske gå på kompromis med smag eller tid, men deri lå der også en værdi. Det viste, at vi valgte samværet frem for det individuelle behov.

Nu om dage er 99 % af skærmforbruget i vores hjem tilpasset den individuelles ønsker. Vi besøger hinandens skærme en gang imellem, når en af os vil dele en nyhed, et billede eller en tegnefilmsfigurs virkelig awesome gadget. Lige for tiden ser min mand og jeg tv-serien Sopranos sammen, når børnene er lagt. Det samler os.

Der er som sådan ikke noget i vejen med skærme. De kan både samle og isolere mennesker socialt, ligesom så mange andre af livets forhold. Men måske er det blevet for besværligt for os at tilvælge skærmfællesskabet? Måske er vi blevet for vant til, at vores individuelle smag honoreres til perfektion i de små skærme, at det bliver for hårdt arbejde at skulle tilpasse os hinanden foran en stor skærm?

Det er måske derfor, at jeg drømmer om at fjerne skærmene helt, se hinanden i øjnene og tage et spil Uno med eller uden børn, mens solen går ned, og stearinlysene bliver tændt.

Speak Your Mind

*