KULTURKLUMMEN: En kvadratisk, praktisk og god barndom

Det er første arbejdsdag. Jeg er spændt og har udvalgt mit tøj med omhu. Jeg kan mærke, at jeg er nervøs, da jeg går over den store plads hen til indgangen til min nye arbejdsplads. Ved receptionen byder min nye chef mig velkommen. ”Nu skal du se”, siger han og peger på en skærm. Det er meningen, at jeg registrere mig, når jeg møder ind om morgenen. Jeg finder mit billede og klikker på det. Min chef fortsætter med at forklare symbolerne: Skrivebord, Mødelokale, Kantine, Toilet, Pause og Gået hjem. ”Hver gang du skifter placering, skal du registrere dig på skærmen” forklarer min chef mig. ”Det er meget vigtigt, at vi ved, hvor du er hele tiden. Vi skal kunne dokumentere det”.
 
Nej vel?
 
Alligevel var det scenariet, da min datter havde sin første dag i SFO. Hun fik en introduktion til skærmens regler, og nu trykker hun og de andre børn pligtskyldigt på skærmen, når de kommer og går. Det er helt rimeligt, synes jeg. Men de skal også trykke på skærmen, når de skifter lokale, når de skal på legeplads, når de skal på tur. Det er praktisk, for på den måde lærer de vigtige sociale færdigheder som at indgå i en sammenhæng, følge et regelsæt samt stå i kø og vente på sin tur. Forældrene kan følge med på en app, hvor børnene er. Det er også praktisk, for så behøver forældrene ikke lede i et meget stort område, når de skal hente børnene. Det er desuden praktisk for pædagogerne, at det omfattende dokumentationskrav nu er automatiseret, for så kan de rent faktisk bruge tiden på det, de brænder for: at udvikle børn.

 
Kvadratisk, praktisk og godt. Men er det sådan, vi ønsker, at vores børn skal tænke om deres barndom? At den var kvadratisk, praktisk og god?
 
Når jeg tænker på min egen barndom, er det perioderne uden voksenovervågning, som står stærkest. Ligesom dengang jeg og en skolekammerat tog ned til søen og fiskede med tyggegummi. Vi slog hul på isen og dyppede snore bundet på pinde med en krog lavet af et søm og påsat et tyggegummi. Der var ingen læreplaner involveret. Alligevel lærte jeg meget: At fisk ikke spiser tyggegummi. Hvordan skoven lugter om vinteren. At det hurtigt bliver kedeligt for en 7-årig at se på en snor, der hænger fra en pind ned i noget vand, og at man i stedet kan give sig til at udforske skoven og finde hemmelige gemmesteder.
 
Da jeg blev forælder til et institutionsbarn, lærte jeg et meget vigtigt ord: legeaftaler. Det går kort sagt ud på, at forældrene aftaler, hvornår og med hvem børnene må lege. Når børnene bliver lidt større, kan de godt aftale at gå med hinanden hjem efter SFO, men der skal helst være en voksen indover, som har sagt god for det.
 
Hvad er det, vi lærer vores børn ved at sætte sådan et system op? Der er stor sandsynlighed for, at børnene konkluderer, at rammerne for leg er noget, som skal planlægges. Heldigvis er børn mestre i tilpasning, så de leger bare inden for de rammer, som der er udstukket.
 
Chindren see, children do. Sådan lyder et engelsk ordsprog, og det handler om, at børnene ikke gør, som vi siger, men som vi gør. Derfor er de eminente spejle. Ved at observere vores børn kan vi lære meget om, hvilke rammer vi har udstukket for os selv.
 
Hvis vi gerne vil give vores børn en barndom, som ikke er kvadratisk og praktisk, men ”blot” god, skal vi måske justere hos os selv? Smide rammerne, dokumentationen og planerne ud af vinduet og prøve, hvordan det er at være i livet uden todo-lister og (voksen-)overvågning.
Personligt er jeg mest kreativ, hvis jeg ikke har en deadline. Så kan jeg komme i det forjættede flow, hvor tiden ikke findes, og der kun findes legen. Jeg leger med ord. Min datter leger med legetøj. Det er samme leg, og legen er god.
 

Speak Your Mind

*