KULTURKLUMMEN: Et håndtryk til tak

Jeg står i Minsk og har netop tjekket ud fra mit flotte, femstjernede hotel. Piccoloen står klar til at tage min kuffert og peger på taxachaufføren, som lige er kommet. Jeg smiler til chaufføren, som også hentede mig fra lufthavnen og kørte mig til hotellet for fem dage siden. Jeg er glad for, at han er kommet som aftalt, og uden at tænke over det giver jeg ham hånden til hilsen. Han tager den uden at fortrække en mine. Han er professionel. Men det var dumt. I hvert fald i Hviderusland.

Mennesker har til alle tider hilst på hinanden, når de mødtes. Det kunne være en hånd rakt i vejret, et nik med hovedet, et buk, en håndtryk, et kindkys, et bjørnekram. Kulturelt set har hilsenen haft den funktion at vise vores hensigt med mødet. Først og fremmest: er vi venner eller fjender? Dernæst: hvordan står vi i forhold til hinanden, hvad er vores relation?

Jeg var ikke venner med chaufføren, så han fik ikke noget knus. Men jeg så ham som ligeværdig, dvs. med samme menneskelige værdi som mig, og derfor gav jeg ham hånden. Sympatisk af mig, måske, men ikke specielt kulturelt begavet.

I et land som Hviderusland har man et stejlt samfundshierarki. Man har også stor forskel på rig og fattig. Når jeg som rig nordeuropæer færdes i et meget hierarkisk samfund, gør jeg klogt i at være mig min rolle bevidst. Jeg er højere i hierarkiet end min chauffør. Jeg bor på et femstjernet hotel, han kører taxa. Derfor skal han højst have et høfligt nik og et venligt smil.

Mit håndtryk afslørede mig lige med det samme, og det samme gør min vane med at smile og sige tak til alle og enhver. Det gør mig til at bytte for svindlende gadehandlere og korrupte taxachauffører, når jeg rejser i Østeuropa og verdens varme lande.

Det er ikke altid en fordel at komme fra lighedens højborg højt mod nord, når vi rejser i verden. Vi har en række uheldige vaner, som står i vejen for et godt kulturmøde og en fornuftig navigation i det fremmede. Den ene uheldige vane er håndtrykket, den anden er at sige tak.

Hvorfor siger vi tak? For at vise at vi er lige. Ved at kvittere med et tak udligner vi den gæld, som vi er sat i, når vi modtager en tjeneste. Danskerne kan ikke lide at stå i taknemmelighedsgæld til hinanden. Det skaber ulighed, og det er i direkte modstrid med vores lighedssøgende kulturtræk.

Et sjovt eksempel er dengang min nabo Christel kom forbi for at låne et æg. Jeg giver hende ægget, og vi hyggesnakker lidt. Hun slutter med at forsikre mig om, at hun vil komme tilbage med et nyt æg til mig, så snart hun har handlet ind. Vi joker lidt, og det ender selvfølgelig med, at jeg siger, at det skal hun bestemt ikke. For hvorfor i alverden er det nødvendigt? Et æg koster måske 2-3 kroner. Jeg har masser af æg. Jeg kan lide hende og vil gerne hjælpe min nabo. Hun kan også lide mig og ville i den modsatte situation give mig et af hendes æg.

Måske siger vi det af høflighed, men den dybere årsag er, at når vi tager imod noget, står vi i taknemmelighedsgæld til den anden. Det kan vi danskere ikke lide, for så er der skabt en ulighed. Det er en skam, for på den måde forhindrer vi opbygningen af vores relation. Når vi har fået hjælp eller er blevet gjort en tjeneste, tager vi relationen til næste niveau af forpligtelse. Det niveau, hvor vi hjælper og regner med hinanden.

Min anden nabo, Maja, hun har fuldstændig fanget det her. Hun er typen, der altid smutter forbi og låner paprika, æg, en stol, en grill, får naboen til at sætte sit stereoanlæg op, når hun holder pigekomsammen og så videre. Tjenesterne går lige så hurtigt den anden vej, og derfor er hun ret vellidt på vores vej. Hendes sociale kapital er høj, fordi hun udveksler tjenester, og derfor har hun en tæt relation til en stor del af hendes omgivelser.

Tilbage til det med at sige tak. Tak er som sagt en udligning af magtforholdet, og lande med høj lighed har en udbredt vane med at sige tak. Bare spørg udlændingene. De synes, det er mærkeligt, at vi siger tak for mad, tak for sidst, tak for i dag, tak for kaffe. De studerende siger tak for forelæsningen, taxakunderne siger tak for turen. Vi forlader faktisk helst ikke en situation uden at sige tak.

Hvorfor? Fordi vi dermed udligner magtforholdet og fjerner taknemmelighedsgælden. Her i lighedens højborg højt mod nord siger vi tak, så tit vi kan slippe afsted med det. Endda til vores børn – i hvor mange andre lande tror du, forældrene siger tak til deres børn for at gøre, hvad de siger?

Speak Your Mind

*