KULTURKLUMMEN: Hvorfor hjalp jeg ikke damen med at tisse?

Det er en tirsdag morgen i maj i det koldeste forår, jeg kan huske. Vanterne er et kærkomment tilbehør til morgencykelturen til Århus Hovedbanegård. Jeg løber hen ad cykelparkeringsgangen og når lige at springe på toget, inden det sætter i gang med retning mod København H.

Klokken er kvart over syv. Det smukke morgenlys falder blødt på mig og mine medpassagerer i stillekupeen. Folk sidder og dagdrømmer, taster på deres computere og hviler sig. I gamle dage hed det hvilekupe. Det hedder det ikke længere, for nu er det de færreste, der hviler. De arbejder koncentreret og ænser knapt omgivelserne.Der kommer en høflig mand rundt fra Epinion. Om vi vil udfylde et spørgeskema om DSB’s service og tjenester? Jeg siger nej tak. Klokken er som sagt kvart over syv, og jeg er slet ikke tilbøjelig til andet end at sidde og vågne, inden jeg også skal i gang med at arbejde.

Der sidder en ældre dame et par sæder foran mig. Hun beder om hjælp til at få kufferten op, og en mand træder straks til og løfter den op på hattehylden. Hun sikrer sig, at han vil hjælpe hende med at få den ud, når hun skal skifte tog i København. Hun skal nemlig videre til lufthavnen.

Hun er usikker på, hvordan hun skifter tog, og om hun kan klare at bugsere sin kuffert ud fra toget og ind i lufthavnen. Personalet kan desværre ikke være til megen hjælp, får hun at vide. Hun skulle have bestilt handikap-service mindst 12 timer før afgang.Hvad så, når jeg skal hjem igen? spørger den ældre dame. Ja, så skal du jo vide, hvornår du kommer. Vi kan jo ikke stå klar hele dagen og vente på, at du skal have hjælp, lyder svaret. Det lukker effektivt munden på de ængstelige forespørgsler fra ældrefronten.Da vi når til Fyn, er personalet blevet udskiftet, og den ældre dame forsøger sig igen. Kan jeg få hjælp til at skifte tog i København? Vi siger i højtalerne, hvilken perron du skal på, lyder svaret. Jeg bliver så flov på DSB’s vegne, at jeg lover mig selv, at jeg vil hjælpe hende med at skifte tog. Det viser sig senere, at en anden kommer mig i forkøbet.

På et tidspunkt kan jeg ikke holde mig mere. Jeg skal tisse. Begge toiletter i min togvogn virker ikke, så jeg må over i en anden togvogn. Det betyder, at jeg skal gennem 1. klasse-kupeen, åbne en af de døre, som ser ud til, at man ikke må gå igennem, hen i sammenkoblingssektionen og forbi to yderligere kupeer, før jeg finder et ledigt toilet. Det er heldigvis pænt og rent. Dejligt.

Da jeg kommer tilbage, kan jeg se, at en anden ældre dame har rejst sig. Hun skal på toilettet og går i den forkerte retning mod de defekte toiletter. Hun vender tilbage, går forbi mig ind til 1. klasse-kupeen. Her fortryder hun og vender om. Af en eller anden grund vælger jeg ikke at hjælpe. Hvorfor ikke? Jeg har jo lige selv gået turen. Det vil tage mig fem minutter lige at vise hende vejen. Jeg tøver lidt for længe med at rejse mig, og hun møver sig ind på plads, og så er det ligesom for sent at prikke hende på skulderen og sige: Undskyld, skal jeg ikke lige hjælpe dig med at tisse?

Lige nu bliver jeg fristet til at finde ham Epinion-manden fra tidligere på morgenen og bede om at få lov at udfylde DSB’s evalueringsskema. Jeg har lyst til at klage over de altid defekte toiletter, og at det ikke kan passe, at en gammel dame ikke kan få hjælp, uden hun har bestilt den 12 timer i forvejen. Men det er ikke det, denne klumme handler om.

For hvorfor hjalp jeg ikke damen med at tisse? Svaret er enkelt. Fordi hun ikke spurgte.Den første dame, hende, der skulle til lufthavnen med sin kuffert, hun bad om hjælp. Og hun fik den. Ikke af togpersonalet, for de har nogle begrænsninger og regler, de er nødt til at rette sig ind under. Men hun fik den af en anden medpassager, der ligesom mig havde hørt hende bede om hjælp.Debatten skal derfor ikke handle om, at DSB ikke yder nok service til de ældre, men om at vi alle har et ansvar for selv at bede om hjælp. Også selvom det kan være pinligt, stoltheden kan få et knæk, eller man ikke vil være til besvær. Og os, der er i stand til at hjælpe, vi skal gøre det, så snart vi mærker tilskyndelsen. Vi må ikke tøve med at være der for hinanden. For det bliver alt for hurtigt for sent.

Speak Your Mind

*