KULTURKLUMMEN: Vi skal ikke indfri vores potentiale

Har du nogensinde hørt nogen sige: ”Nu har jeg nået mit fulde potentiale”? Nej vel? Selv OL-medaljevindere kæmper videre mod næste rekord. Hvorfor? Fordi potentiale er noget, alle har, men ingen når.

Der er intet mere forjættende end sit eget potentiale. Du kan blive helt forelsket i det. Det har jeg i hvert fald været. Jeg har spejlet mig i andres stjerneskinnende blikke, når de har fortalt mig, at de glæder sig til at se, hvad jeg kommer til at drive det til om fem eller ti år. Jeg har endda selv siddet og strålet om kap med dem i benovelse over, hvor fantastisk et potentiale, vi var blevet enige om, at jeg havde. Men det var ren og skær virkelighedsflugt, som flyttede mig væk fra mit her og nu. Det ville have været bedre, om nogen havde sagt til mig: ”Slap af. Du gør det godt nok. Du er lige, hvor du skal være. Du er på rette vej.”

Det er et stort problem, at vi går rundt og tror, vi skal indfri vores potentiale. For vi gør os selv til tabere på forhånd. I en evig stræben efter at afdække vores livsformål, udleve vores passion og realisere vores potentiale fjerner vi os faktisk fra os selv. Og værre endnu: Vi sørger for, at vi på ingen måde kan nå i mål, og dermed udråber vi os selv som evige tabere.

Det er ikke uden grund, at forfattere som Svend Brinkmann og Christian Ørsted gør op med tidens udviklingstrang. Deres bøgers enorme popularitet er et udtryk for, at vi fornemmer, at der er noget forkert ved måden, vi motiverer os selv og hinanden på med luftkasteller og guldkrukker for enden af regnbuer i en horisont, der til stadighed bevæger sig uden for rækkevidde.

Svend Brinkmann er bogaktuel med bogen Gå glip, som inviterer os til at gå glip af mere for dermed at fokusere på det, der virkelig har værdi for os. Hans forrige bog Stå fast, var ligeledes en invitation til at holde en pause fra den evindelige selvudvikling, som synes at være vort årtis store religion.

Erhvervslivets coaches taler om potentialet som en indikator, vi kan måle og veje. Hvor meget potentiale har du? Er det indfriet? Spoiler alert – det er det aldrig. Vi får altid at vide, at vi har et større potentiale.

Christian Ørsted argumenterer i sin bestseller Livsfarlig Ledelse for, at coaching af ledere er direkte demotiverende, fordi det så ofte gøres forkert. Når vi får at vide, at vi har et enormt, uudnyttet potentiale, annulleres værdien af vores resultater. Glæden ved vores præstationer kommer til at stå i skyggen af, at vi ikke har gjort det godt nok, for vi har jo ikke udnyttet vores fulde potentiale. Måske har vi endda sjusket med vores talent. Oven i det er det vores egen skyld og vores eget ansvar, fordi vi måske ikke har forstået og overkommet de (ukonkrete og uforståelige) forhindringer, der måtte være inden i os.

Jeg mener derfor ikke, at vi skal stræbe efter at opnå eller indfri vores potentiale. Vi skal derimod bruge det som pejlemærke for, at her ligger vores talenter og styrker og ønsker og drømme. Vi skal glæde os over, at det er der. Ligesom ilten. Der er masser af ilt, og der er masser af potentiale for udvikling.

Speak Your Mind

*