Lachenmeier Maskinfabrik – en lille virksomhed med stor succes i Rusland

Landbruget er en af de brancher i Rusland, hvor danske virksomheder har mulighed for at øge sin eksport de kommende år. Som du kan læse i indlægget: Rusland – det forjættede (landbrugs-)land, har det russiske landbrug stort behov for opgradering og tilføring af teknologisk knowhow. Det er et område, hvor vi som landbrugsnation har meget at tilbyde russerne.

En virksomhed, som allerede har knækket koden, er Lachenmeier Maskinfabrik, en mindre dansk virksomhed med fokus rettet mod segmentet med de 20 største russiske landbrugsvirksomheder.

Lachenmeier Maskinfabrik er en 100 % danskejet sønderjysk virksomhed med 85 medarbejdere og egen repræsentation i Smolensk, Rusland. Rusland er et vigtigt marked for virksomheden, som arbejder med at fremstille tekniske løsninger til landbrugsindustrien. Omkring en tredjedel af virksomhedens eksport sker til Rusland. På det russiske marked opererer virksomheden inden for to felter: Korn- og foderstofindustri og biomasse.

Til korn- og foderstofindustrien fremstiller Lachenmeier håndteringsudstyr til transportører og maskiner til tørring og opbevaring af korn. Herudover fremstiller de transportører og processormaskiner til den del af industrien, som producerer vegetabilske olier, sojaproteiner og vegetabilske proteiner.

Inden for biomasse opererer virksomheden på det marked i Rusland, hvor man producerer træpiller. De leverer maskiner til håndtering af savsmuld og flis, som træpiller fremstilles af, og de laver anlæg til udskibning af træpillerne, så russerne kan afsende deres træpiller til de europæiske lande, som træpillerne eksporteres til.

Landbrugsindustrien i Rusland
Vi hører tit om russiske produktions- og landbrugsanlæg, der står og forfalder på grund af manglende vedligeholdelse. Lachenmeier producerer tekniske løsninger til anlæg, som i det fleste tilfælde faktisk er forholdsvis nye. F.eks. er anlæggene til fremstilling af vegetabilsk olie bygget op inden for de sidste 6-7 år. Der blev bygget rigtig meget i Rusland fra årtusindskiftet frem til 2007. Denne udvikling er vendt i årene under den økonomiske krise, hvor købekraften og investeringer har været lavere. Vi ser nu en tendens til øget initiativ, men landburgsindustrien er stadig mærket af, at væksten har været langt nede, og at landbrug og korn- og foderstof er en branche, som ikke er særlig profitabel for investorerne på kort sigt.

Hvis du f.eks. skal bygge en farm i Rusland, skal du have rigtig mange penge med udefra, og den almindelige russer ikke har mulighed for at optage et forretningslån på samme måde, som vi kan i Vesten. Derudover er jorden værdisat til nul, så du kan ikke sælge jorden. Det vil sige, at hvis du ikke bygger på jorden, ligger den værdiløst hen. Det er nogle af grundene til, at det er svært at starte noget op inden for russisk landbrug.

Lachenmeier oplever dog, at inden for biomasse (produktion af træpiller) er der lidt kortere horisont til at få sine investeringer hentet hjem. Det er fordi, der i Rusland findes store mængder af gran og fyr, som er nemt tilgængelige og forholdsvist billige – det er derfor relativt rentabelt at producere træpiller i Rusland, hvorved der åbnes et marked for forarbejdningsudstyr til denne branche.

Handlen foregår på danske betingelser
Lachenmeier er med sine 85 ansatte en lille virksomhed set med russiske øjne. Alligevel opererer virksomheden fortrinsvist i segmentet med de 20 største landbrugsvirksomheder i Rusland. Generelt gælder det, at jo mindre virksomheden er, jo sværere er det at komme ind på markedet, for store virksomheder taler med store virksomheder og små taler med små. Det passer dog ikke helt, for så ville en virksomhed som Lachenmeier jo ikke have succes i Rusland.

Fordi Lachenmeier er et lille firma, tilbyder de deres varer i euro og ikke i rubler. Varen fremstilles i Danmark og fragtes til Rusland. Herefter overlades administrationen til kunden. Kunden må selv sørge for at varerne indfortoldet, kunden skal betale i fremmed valuta, og det hele foregår på danske handelsbetingelser.

En vej uden om korruption
At Lachenmeier ikke selv står for indfortolding af varer til Rusland bevirker, at virksomheden i højere grad slipper for den kattepine, som mange befinder sig i med hensyn til told, grænseproblematikker og korruption.

Det kan selvfølgelig være en svaghed rent forretningsmæssigt at handle på danske betingelser. De rigtig store virksomheder tager jo over og etablerer sig på markedet i Rusland og importerer sine varer via det etablerede selskab. De sælger varerne i rubler og handler på russiske betingelser. Men et større firma har naturligt nok flere ressourcer til at handle på russiske betingelser, etablere et russisk setup med russiske jurister og egne folk, som kan sørge for indfortolding. For en mindre virksomhed sætter danske forretningsbetingelser begrænsninger for, hvor du kan operere på det russiske marked.

Man kan jo så fristes til at tro, at Lachenmeier mister aftaler, fordi de handler udelukkende på danske betingelser, men det er ikke nogen udpræget tendens. Det kan ske, at de mindre velstående virksomheder og de mindre seriøse virksomheder i Rusland afviser et samarbejde, men de virksomheder, som gerne vil være fremme med den nyeste teknologi, ved godt, at de skal handle direkte med producenten i Vesten.

Koden er knækket
Det lille danske firma har knækket koden for, hvordan de får succes med deres forretning i Rusland. Hvis du vil vide mere om Lachenmeier, så klik ind på deres hjemmeside: www.lachenmeier-monsun.com.

Du kan også læse interviewet her på bloggen med Christian Ørskov Pedersen, medejer af Lchenmeier Maskinfabrik A/S: Christian Ørskov Pedersen: Sådan opbygger du relationen til din russiske samarbejdspartner.

Læs også: Perspektiver og muligheder i den russiske landbrugsindustri

Kilder:
Researchinterview med Christian Ørskov Pedersen, medejer af Lachenmeier Maskinfabrik A/S.

Lachenmeiers hjemmeside

Del dette indlæg

Share to Odnoklassniki
This entry was posted in Danske virksomheder i Rusland, Eksport til Rusland, Landbrug i Rusland, Portrætter og virksomhedsinterviews. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>