KULTURKLUMMEN: Lad os dele vores hverdag med hinanden

Da jeg boede i Strasbourg og læste teologi på universitet, mødtes jeg en gang imellem med en lille gruppe af danskere, der også boede i byen. Ih, det var så skønt. Vi spiste dansk mad og snakkede frit sammen på dansk – især om franskmændene og de kontraster, vi oplevede i vores dagligdag i et fremmed land.

Men det meste af tiden hang jeg ud med franskmænd. Det var nemt for mig at lære franskmændene at kende, for jeg boede på kollegium – et tidligere nonnekloster – side og side med franskmænd på min egen alder og med samme interesser som mig. Jeg mødte ”de indfødte”, så snart jeg gik ud af min dør. Så der gik jo ikke mange måneder, før jeg talte flydende fransk, når jeg fulgtes med de andre fra klassen hjem fra universitetet.

Nu har jeg set, at man åbner et privat gymnasium kun for muslimer i Fuglebjerg på Sjælland. Det er både godt og skidt. Det er godt, fordi det er så vigtigt at være tæt forbundet med folk, som har samme kulturværdier som en selv. Ligesom jeg havde i den danske gruppe i Strasbourg. Men det er skidt, fordi de unge muslimske gymnasieelever ikke får en hverdag med ligesindede, som er ”indfødte”.

Når jeg tænker tilbage på min studietid, så var det da hårdt at være den eneste dansker blandt mange hundrede franskmænd. Jeg følte mig nogle gange alene blandt alle ”de fremmede”. Men vi havde en hverdag sammen. Vi sagde ”Salut” og ”Ça va”, når vi passerede hinanden på gangen, og vi kindkyssede, når vi mødtes. De tyrkiske og arabiske gymnasiestuderende går glip af sådanne små kulturelle udvekslinger, der foregår mellem mennesker, når deres hverdag er adskilt fra ”de indfødtes” hverdag.

Danskerne er svære at komme ind på livet af. Ja, det er rigtigt. Vi er reserverede, fremmedfrygtsomme, følelsesforskrækkede og på nogle områder selvtilstrækkelige. Det vil mange af os gerne lave om på. Og det er slet ikke så svært. Vi skal bare sørge for, at ”de indfødte” tilbringer tid med ”de fremmede”.

Den allerbedste genvej til integration er skabe situationer, hvor vi har en fælles hverdag med hinanden. For eksempel skoler, gymnasier, universiteter og arbejdspladser. Eller måske endda familiefester, fællesarbejdsdage og foreningsudflugter. At skabe lukkede fællesskaber kan på ingen måde være vejen frem.

 

Speak Your Mind

*