Terror på Facebook

 

#prayforparisFacebook er blevet en del af mit morgenritual, som det sikkert er for rigtig mange danskere efterhånden. Lidt let underholdning, en sjov video, se nærmere på en vens billeder, ønske tillykke med en nyfødt – alt i alt en god start på dagen. Sidste lørdag åbnede jeg min Facebook-strøm og undrede mig straks over, at en fjern Facebookven fortalte mig i en statusopdatering, at hun var i Paris, og hun var ok. Selvfølgelig var hun da ok. Hvorfor skulle hun ikke være det?

Jeg tænkte ikke mere over det. Ved næste Facebookbesøg lagde jeg mærke til hashtagget #prayforparis, og et kig på TV2’s hjemmeside fortalte mig herefter, at nu er det ikke længere en selvfølge, at man er ok, hvis man er i Paris.

Internettet fortalte mig, at Paris gennemlevede et grusomt terrorangreb. Over 120 mennesker var blevet dræbt på syv forskellige steder i hovedstaden, blandt andet en koncertsal og en flere caféer. Steder, som er forbundet med frihedsfølelse, nydelse og åndelighed. Steder, hvor vi normalt føler os trygge og i tillid.

Meget hurtigt kom alt indhold på Facebook til at handle om terror. Vi delte nyheder, skrev sympatiserende statusopdateringer, og profilbillederne blev udskiftet med det franske flag. Vi blev uhyggeligt bevidste om vores egen sårbarhed, og mange af os valgte kanalisere vores frygt ud i Facebooks nyhedsstrøm. For hvad kunne vi ellers gøre?

Terroren er flygtig og nem at glemme
Vores billede af verdens gang og orden var igen blevet udfordret. Det var samme oplevelse som i januar 2015 under terrorangrebet på avisen Charlie Hebdo i Paris. En måned efter rykkede terroren endnu nærmere med skuddramaerne i København i februar 2015. Det trygge Danmark blev for en stund utrygt. Ligesom i 2005, da Jyllandsposten offentliggjorde de tolv satiriske tegninger af profeten Muhammed. Men vi overlevede jo karikaturkrisen. Eller de fleste af os gjorde… Offentliggørelsen af satiretegningerne kostede faktisk menneskeliv: Indtil videre 139 døde og 823 sårede[1]. Men det glemmer vi at tale om. I hvert fald på Facebook.

Ligesom terror i sin natur er vilkårlig og kan ramme hvor som helst og hvem som helst, er den på mange måder flygtig og lidt uvirkelig. Den er forbløffende nem at fortrænge, endda glemme. Især hvis den ikke sker tæt på os.

Verdens grusomheder er nemmere at lukke ude, når de sker væk fra vores nærområde. Når ukrainske halvøer annekteres under mistænkelige forhold, når Pussy Riot-pigerne fængsles, når homoseksuelle russeres rettigheder krænkes, eller når russiske journalister dør uforklarligt, da er det nemt at ryste på hovedet og skyde tanken fra sig, for Rusland ligger langt væk, og det er alligevel ikke til at kontrollere eller forklare, hvad der sker derovre.

Når jeg ikke kan forklare eller forstå verdens grusomheder, hjælper min hjerne mig heldigvis. Den sorterer input i kategorierne ”Relevant” og ”Ikke relevant”. Hvis inputtet bliver for flygtigt og forvirrende, siger hjernen fra og retter mit fokus på det, jeg kan forholde mig til. Derfor glemmer jeg i mange uger ad gangen, at Danmark er et terrormål. Derfor føler jeg mig stadig tryg. Derfor har jeg stadig tillid til, at jeg overlever ferien i Istanbul såvel som togturen til København.

Min iboende tillid til min næste er noget af det, der definerer mig allermest som dansker og europæer. Bosat i Europas smørhul med en hyggeonkel som statsminister og et velfærdsystem, som har betalt for min uddannelse og min barsel, er det min erfaring, at jeg er tryg, varm og mæt. Sådan er det ikke alle steder i verden. Det glemmer jeg nogle gange.

Tillidstaxameteret tikker hurtigere i resten af verden
Der er faktisk en god forklaring på, at jeg glemmer, at jeg er i fare. Det er fordi, mit tillidstaxameter tikker langsommere end de fleste andres her på kloden. Jeg er nemlig så heldig at være opvokset i en tryg del af verden, en miniputstat med stor stabilitet og velfærd.

Danskerne er flere gange kåret som verdens lykkeligste folk. Det har fået forskere over hele verden til at undersøge, hvad der er specielt ved os danskere. Disse undersøgelser peger alle på, at vi danskere har en iboende tillid til hinanden og til staten. Vi ved, at hvis vi mister vores arbejde, kan vi få understøttelse. Vi ved, at hvis vi bliver syge, kan vi komme på hospitalet. Vi ved, at hvis vi ender i et juridisk søgsmål, så får vi en fair retssag. Det er ikke alle lande, som nyder så stor luksus i levevilkårene, og derfor er det heller ikke alle lande, som har så høj tillid til hinanden, som vi har i Danmark.

Vi danskere får ikke rigtig tændt for tillidstaxameteret, fordi vi er tilbøjelige til at tro på, at andre vil os det godt. Vi kan selvfølgelig have nogle fordomme, f.eks. at russerne er korrupte, eller at amerikanerne er overfladiske. Disse fordomme gør, at vi passer ekstra på, når vi er ude i den store verden. Men hvis personen virker nogenlunde fornuftig og har en optræden og en fremtoning, som vi kan relatere til, så er vi hurtige til at lukke personen ind i vores sfære.

Jeg ser kontrasten i min kulturtræning i russisk forretningskultur. Danskerne bliver ofte frustrerede over, at forhandlingerne med russerne trækker i langdrag. Så snart danskerne er sikre på, at den russiske virksomhed er legitim, og personen er nogenlunde fornuftig at have med at gøre, flytter de fokus hen på sagen og er klar til at tale forretning og kontrakt. Men for russerne varer den indledende relationsopbygning oftest længere tid. Processen med at etablere tillid er meget vigtig. Det bunder i russernes voldsomme historie, hvor man under Sovjet ikke vidste, hvem man kunne stole på.

Lev livet, som om nogen har ladet porten stå åben
Det er min lykke, at jeg kan glemme, at Danmark er et terrormål. Mange i min omgangskreds deler denne lykke med mig. Her 14 dage efter terrorangrebet i Paris er min Facebookstrøm fuld af livsbekræftende billeder som dette:

Live like someone left the gate open

Profilbillederne med det franske flag er taget væk, og nu ser jeg i stedet opdateringer om shopping og reklamer om Black Friday – en ny og trendy udsalgsdag, som lover mig mange procenter sparet på julegaverne. Livet går videre. Vi lever livet, som om nogen har ladet porten stå åben. Eller vi vil i hvert fald gerne. Men det bliver sværere for os.

For efter hvert terrorangreb tæt på vores lille, trygge miniputstat tikker tillidstaxameteret lidt hurtigere. Lidt for lidt øges usikkerheden og utrygheden. Lidt efter lidt tvinges vi til at huske, at resten af verden lever under helt andre vilkår end os.

”Du ligner en fra IS”
I sidste uge havde min mand købt noget hardball-udstyr, som består af et militæroutfit og en helmaske. Han delte glad dette billede af sig selv på sin Facebookprofil:

Cem klar til hardball

Ikke overraskende handlede vennernes kommentarer om, hvad han lignende. Jeg kan afsløre, at kommentatorerne ikke umiddelbart mente, han lignede en glad mand, som skulle ud og skyde for sjov i en skov iklædt en nissehue, fordi det var ”nak en nisse”-dag. Mine egne ord var ikke stort bedre: ”Du ligner en fra Islamisk Stat,” sagde jeg, mens jeg uvilkårligt tænkte på de mange videoklip og artikler, jeg havde set de seneste dage efter terroren i Paris. Militærtøjet og hans tildækkede ansigt var nok til, at min frygtsomme hjerne forbandt min blide ægtemand til verdens pt. mest frygtede terrorgruppe.

At jeg laver en sådan kobling helt ubevidst, fortæller mig følgende:

  • at mit tillidstaxameter er begyndt at tikke hurtigere,
  • at min lykkelige glemsel snart må vige,
  • at min danskernaive forestilling om en grundlæggende god verden blot er, hvad den er, nemlig en forestilling,
  • og at jeg hellere må vågne op af min vrangforestilling og se realiteterne i øjnene.

Men det har jeg ikke lyst til. Så i stedet går jeg på Facebook og finder dette sjove billede, som jeg sender til min mand via Messenger:

Branch manager

Kilder:

[1] http://www.modspil.dk/politik/cartoon_body_count.html

Speak Your Mind

*