Ukraine-krisen: Vi undervurderede Rusland

Jeg starter dette indlæg med en gengivelse af en situation, der udspillede sig en tirsdag eftermiddag i foråret på Møllevangsskolen i Århus. Jeg går til russiskundervisning hos FOF, og vi starter som altid med en ”siden sidst”-runde blandt kursisterne. En fyr på holdet har netop været i Ukraine med sin kæreste. Naturligt nok spørger vi, hvordan ukrainerne ser på konflikten mellem EU og Rusland. Han fortæller oprigtigt, at ukrainerne ikke talte så meget om det. De synes alligevel ikke, at de kan gøre noget ved det, så den almindelige ukrainer holder lav profil.

Det i sig selv var ikke det, der fik mig til at hæve øjenbrynene. Det var min russiske lærers kommentar. ”Molodets”. Det oversættes med ’dygtig’ – eller i denne sammenhæng: klogt. Så det er klogt at dukke nakken og passe sit eget? Ja, når man er opvokset i Sovjetunionen.

Vi danskere har måske svært ved at sætte os ind i det, da vores ytringsfrihed og vores fred og vores personlige sikkerhed ikke har været truet på nogen måde i nærheden af, hvad sovjetborgerne oplevede.

Jeg taler med vilje om sovjetborgere og ikke om f.eks. ukrainere og russere. For jeg vil gerne understege et broderskab mellem ukrainere og russerne, som går tabt i mediedækningen af begivenhederne i Ukraine. Derfor mener jeg, at Ukraine-krisen kan karakteriseres som borgerkrig, om ikke andet, så i psykisk forstand. Konsekvenserne bliver omfattende, rehabiliteringen af Ukraine som stat og nation bliver langtrukken, og vi kan ikke forestille os, hvad resultatet af begivenhederne bliver. Jeg har en ubehagelig forudanelse af, at vi ikke engang er begyndt.

Europas slagmark

Fastklemt mellem øst og vest betyder Ukraine ’ved kanten’ og minder os om, at det ikke er første gang, Ukraine er slagmark mellem stærke øst-vest-konfronterende kræfter. Ukraine er et splittet land og har været det siden 1991. Der er ikke tale om én nation eller ét land. Det er på mange måder delt mellem øst og vest og var det også før Ukraines krise.

Ukraine har kun eksisteret siden Sovjetunionens sammenbrud. Lige fra landets opståen har der været en overordnet tendens til at Vestukraine er negativt indstillet mod Rusland. Østukraine er pro-russisk. Det afspejler sig i hele livets områder, i sprogbrugen, kulturen og politisk tilhørsforhold. Ukraine stod i november 2013 over for valget mellem en associeringsaftale med EU eller en samhandelsaftale med Rusland. Den daværende, pro-russiske præsident, Janukovitj, valgte Rusland af en række grunde, du kan læse mere om i dette indlæg: Handelssanktioner mod Rusland: Frygt og tillid. Spændingerne mellem øst og vest, der havde ulmet længe, eksploderede nu på Maidan-pladsen i Kiev med demonstrationer, snigskytter og tabte menneskeliv. Så hvorfor kom denne konflikt bag på Vesten?

Vi undervurderede Rusland

Fordi vi troede, at russerne havde ændret sig. Vi undervurderede Rusland. Endda var det danske militær af den overbevisning, at Rusland ikke længere udgjorde en fare. Forsvaret var så sikker i sin sag, at man afviklede sprogofficersuddannelsen i russisk, omskolede de sidste hold til serbokroatisk og sendte dem til Balkan. Konsekvensen er, at der nu ikke findes tilstrækkeligt uddannet militært personale til at overvåge, oversætte og tolke.

Jeg har talt med mange, rigtig mange mennesker om det. Ukrainere, russere, eksperter, journalister, min mor, veninder og mine svigerforældres nabo.

En snak over hækken i sommers med sidstnævnte bekræftede mig i undervurderingen af Rusland. ”Nu troede vi lige, at russerne var blevet klogere”. Naboen var på en eller anden måde forurettet. For russerne var jo på vej til at blive demokratiske og spille efter vores regler. Eller hvordan?

Men den kolde krig var aldrig slut i Putins univers. Hans plan med Rusland kender kun han. Men vi kan godt forvente, at det er en langsigtet plan. Han har indtil videre købt sig tid frem til 2018 (og 2024 hvis/når han bliver genvalgt for sin anden 6-årige periode). Det er tid nok til at skabe store resultater, måske endda en ny verdensorden?

 

Vladimir Putin

Speak Your Mind

*