KULTURSPEJLET

Tilflytteren er min nyeste udgivelse. Det er en såkaldt udkantsroman, og den kan købes hos Forlaget Leitura. Her kan du læse en Q&A om tilblivelsen af bogen.

Hvad handler Tilflytteren om?

Tilflytteren handler om en journalist, Karen, der flytter til Mors fra hovedstaden sammen med sin mand Mads og deres to drenge, netop som corona bryder ud. De drømmer om ro, natur og det gode liv på landet. Mads falder hurtigt til med træsko og tagarbejde, men Karen rammer skævt i kulturmødet med de lokale. Hun skriver debatindlæg i lokalavisen om økologi, svinebønder og mink – det falder ikke i god jord. Den hadefulde tone i kommentarsporerne ender med at få meget virkelige konsekvenser for Karen.

Hvordan blev romanen til?

Jamen, det er en slags worst case scenario inspireret af mine egne dumheder, da jeg flyttede til et ø-samfund.

Som helt ny tilflytter skrev jeg et debatindlæg om økologi – det handlede om, hvor svært det var for en tilflytter fra storbyen af finde økologiske varer i butikkerne herude i landområderne – og det blev ikke vel modtaget. Jeg blev skældt så meget ud i en af de lokale Facebook-grupper, at jeg stoppede helt med at skrive debatindlæg. Det var den dér med, at alle ved, eller nemt kan finde ud af, hvor jeg bor. Pludselig var det ikke gratis at provokere. Det fik mig til at justere kursen og gå i gang med at lytte mig ind på, hvad det kræver at integrere sig på landet. For det ér en integration. Det forstod jeg lige der.

Læs mere Tilflytteren – Q&A

Her står jeg på Kulturmødet på Mors i 2024 til en paneldabat om, hvad kunsten kan, når den flyttes helt ud i lokalsamfundene. Casen var et teaterprojekt kaldet ROD opført af MØR Collective, som blandt andet turnerede rundt til udvalgte forsamlingshuse på Mors. Det var en teaterinstallation med rekvisitter hentet fra forladte huse i Nord- og Vestjylland og tilsat et lydbillede med ord i digtform, som var skrevet ude i de forladte huse.

Forladte huse, dem kender vi meget til, os der bor i yderdistrikterne. Men der er altså noget med de forladte huse. De kan et eller andet. Jeg ved ikke, om det er er støvet, der lægger sig som et fortryllende slør over de brune og orange nuancer i 70’er-tekstilerne, eller om det er trygheden ved vores bedsteforældres indretning, der sætter gang i de nostalgiske følelser.

Jeg husker MØR Collectives ROD-projekt meget tydeligt, fordi det aktiverede sanserne. De havde opstillet det hele i en gammel gymnastiksal på en nedlagt skole, der nu er omdannet til medborgerhus. I denne her gymnastiksal med ribber og tov gik man så rundt med hørebøffer på i en installation af ting fra forladte huse, og man brugte lyttesansen og synssansen meget intenst under oplevelsen.

Kombineret med det nostalgiske i de gamle ting og det, at det fremkaldte personlige minder fra min barndom og især mine bedsteforældre – så lagrede oplevelsen sig dybt og satte samtidig i gang i tanker og følelser, især om forladte huse.

Læs mere Forladte huse og udkantsnostalgi

Kulturlandsbyen af Jens Smærup Sørensen udgjorde min ferielæsning på vores sommertur til Frankrig. Som hjemmehørende på Mors og på ferie i Frankrig var det som at være trådt direkte ind i handlingen. Denne tur er det nærmeste, jeg er kommet på et friktionsløst kulturmøde. Jeg glider ind i den franske kultur, som var den skabt til mig. Det har jeg her forsøgt at nedfælde i dette tekstbillede.

Hovedpersonen er stukket af til Paris med pengekassen til et kulturprojekt i den fiktive landsby Vindbjerg på Mors. Jeg er stukket af til en lille ferieby i Normandiet med mand og børn.

Om morgenen går børnene til bageren og køber « trois pains au chocolat et quatre croissants, s’il vous plaît » og forfiner vores morgen gennem deres valg.

Hvor jeg som teenager forsøgte at forstå de franske eksistentialisters tanke om, at mennesket ikke er et produkt af arv eller miljø, men skaber sig selv gennem sine valg, fortaber jeg mig nu som midaldrende i Jens Smærup Sørensens satiriske gengivelser af fabulerende monologer forklædt som dialoger, som hovedpersonen gang på gang fanges i, og som gør ham til en tavs og handlingslammet tilhører.

Hovedpersonen betragter, lytter, finder sig i at blive talt på, og han tages til gidsel af andres drømme og forestillinger, indtil han træffer et valg – han snupper Kulturlandsbyens projektpenge. Han skaber sit selv. Men kun for en stund. Vanen indhenter ham.

Imens graver min datter et enormt hul på standen.

Læs mere Kulturlandsbyen – tekstbillede

Realdanias undersøgelse fra foråret 2025 om danskernes livskvalitet konkluderer, at livskvaliteten er højest i Danmarks yderområder. Det vækker genklang hos forfatter Mette Bærbach Bas, der bor på en ø, hvor man sjældent skænker hovedstaden en tanke. Hun har skrevet dette tekstbillede på livskvalitet i yderområderne. Det handler om byfester.

I min barndoms landsby var der byfest hver sommer. Sådan husker jeg det i hvert fald. Fra den ene dag til den anden forvandlede pladsen foran forsamlingshuset sig fra kedelig grå asfalt til et farverigt virvar af boder og mennesker. Særligt husker jeg fiskedammen, hvor man kunne være heldig at fange en knaldrød Coca Cola-yoyo. Der var også et øltelt, men der kunne jeg ikke lide at være. Det lugtede lummert, og der sad kun kedelige voksne derinde.

Til gengæld var der gang i den på den anden side af gaden. Ovre på skolens sportsbane var der nemlig ringridningsstævne. Her red byens hestepiger og -drenge i trav og galop på overdådigt pyntede heste og forsøgte med et lille svært at ramme en ring, der hang i en galge. Jeg husker ikke, hvad præmien var for at fange ringen, men jeg husker optoget gennem byen. Rytterne red forrest, og bagefter gik byens børnefamilier skubbende barnevogne pyntet med blomster, bånd og bamser, som kunne enhver landevejsridder til at skæve misundeligt. Jeg red på min fars skulder.

Læs mere Barndommens byfester – tekstbillede

Disclaimer: Jeg skriver om en kulturforskel, og derfor generaliserer jeg for klarhedens skyld – og for at gøre det hele lidt sjovere. Hvis du som indadvendt tyrker eller sprudlende vendelbo ikke kan se dig selv i den følgende tekst, så har du måske en ven eller veninde, den passer på.

Kender du det, når noget er for tyndt. Når det er blevet lidt for blegt og gennemsigtigt? Det kan være et glas sød blandet rød saft, hvor der er kommet lidt for meget vand i, så nu er smagen blevet vandig og kedelig.

Sådan har jeg det tit, når jeg skal vise mine følelser. For inden jeg belemrer andre med dem, fortynder jeg dem næsten altid med vand, så de ikke smager for stærkt. At mine følelser serveres i denne her fortyndede tilstand, det tænker jeg tit på, når jeg er sammen med min tyrkiske svigerfamilie.

Læs mere Kulturforskel på følelser: Ny Nordisk Ro møder tyrkisk musik for fuld udblæsning

En kulturel anvisning er en venlig og hjælpsom oplysning på rette tid og sted, der hjælper til at begå sig bedre i den kulturelle kontekst. Det kunne f.eks. være en hurtig bemærkning om, at i Danmark tager man skoene af, når man træder ind i et privat hjem.

Du har måske selv oplevet, hvor rart det er at få et tip om, hvordan du skal opføre dig, når du er i udlandet. Så slap du for at jokke i spinaten lige i den situation. Jeg krummer tæer, når jeg tænker på en middag, jeg var til med den danske ambassadør i Rusland. Den foregik på et hotel, og det var nogle lidt fancy omgivelser med sådan et meget bredt bord til måske 30 personer med et stort blomsterarrangement midt på den store hvide dug.

På bordets ene langside var den midterste stol trukket lidt ud. Da vi blev bedt om at sætte os, gik jeg hen til den stol, der var trukket ud –  og ja, det var så den, som ambassadøren skulle sidde i. Jeg følte mig som den største klaptorsk, da flere af de andre – mere erfarne udi diplomatiet – prøvede at forhindre mig i at sætte mig. Alle kiggede på mig, og ambassadøren, som var super sød, lavede en joke og endte med at få mig til bords. Jeg kunne have gravet mig ned!

Læs mere Derfor skal du give kulturelle anvisninger

Jeg flyttede til ”Mulighedernes ø” for fire år siden. Det var under den første coronanedlukning, og det var frygtelig kedeligt. Men det gjorde os godt. Ingen tvivl om det. Efter en række hektiske børnefamilieår i Aarhus med busstoppested og bandeopgør lige uden for vores soveværelsesvinduer var det en lise for krop, sjæl og sind at lande i et lille hus på landet. Her lyste ingen gadelygter ind i vores stuer om natten, og der var ingen bilstøj – faktisk var der ingen mennesker.

På et tidspunkt skrev jeg en debatklumme om, hvor kedeligt jeg syntes, det var at bo på landet, fordi det mest spændende at følge med i var, hvor meget afgrøderne på marken var vokset. Til dette skrev en morsingbo denne kommentar: ”Her på Mors kigger vi ikke på græsset, der gror. Vi får det til at gro”.

Jeg synes, det er noget af det mest rammende, der nogensinde er blevet sagt om morsingboer, og jeg tror, det passer på de fleste af landdistrikternes små lokalsamfund. Det pudsige var nemlig, at efter en tilvænningsperiode uden storbyens konstante stimulans var det, som om initiativet begyndte at ulme i mig. Jeg fik ideer, hvilket ikke er nyt. Det nye var, at jeg fik masser af opbakning til at realisere dem.

Som nu dengang jeg skrev en julebog med min datter. Vi udgav den som en selvudgiverbog, og jeg henvendte mig til den lokale boghandler, som uden tøven tog bogen i kommission. Han lod os holde bogreception i boghandlen og satte store plakater op med bogen foran boghandlen. For bogen var lokal, og det lokale sælger, som vores gode boghandler Bent siger. Den var næppe gået hos en af de store boghandlere i Aarhus.

Læs mere Mulighedernes ø

Udkantsdanmark er det, vi typisk kalder yderområderne i Danmark. Det er de mindre befolkede landsdele, der ligger langt fra de store byer. Når man læser aviser og debatindlæg eller hører politikere tale om emnet, kan man nemt få den opfattelse, at Udkantsdanmark er et stort samfundsproblem. Men når man selv bor i yderområderne, så er det for de fleste bare det sted, man bor.

Det har været mit sted at bo de sidste fire år. I denne artikel vil jeg fortælle, hvordan det har været for mig at flytte til Udkantsdanmark efter 20 års kosmopolitisk storbyliv i Aarhus og andre af Europas storbyer. Jeg giver eksempler på, hvordan udkanten har ændret mit udsyn og min måde at være i verden på.

Hvis du har konstruktive input til emnet, er du velkommen til at skrive i kommentarfeltet. Hvis du vil vide mere om mine foredrag, kan du se dem her: Foredrag om kulturmøder.

Læs mere Udkantsdanmark – en tilflytter falder til

Danskhed er et omstridt begreb. Umiddelbart burde det være nemt at definere: Danskhed er vel det, der er dansk. Ligesom venlighed er det, der er venligt. Men fordi danskhed i vore dage er et identitetsbegreb, kommer danskhed til at handle om, hvad man føler. Er man er noget, fordi man føler det? Kan man være noget uden at føle det?

Lad mig starte hos mig selv: Jeg føler mig 100 % dansk. Det føler jeg nok, fordi jeg er født i Danmark, og det er alle i min familie, så længe tilbage nogen kan huske. Vi taler dansk og følger de danske kulturelle traditioner. Det kan f.eks. være den mad, vi spiser, og måden vi fejrer højtider på. Når jeg forholder mig til verden eller til vores historie, så er det også med Danmark som udgangspunkt. Da jeg var ung, rejste jeg meget i udlandet, og der sammenlignede jeg altid Danmark med det land, jeg befandt mig i.

Jeg har spurgt min mand, om han føler sig dansk. Han er født i Middelfart, men hans forældre er fra Istanbul i Tyrkiet. Han siger, at han ikke føler sig dansk. Han føler sig heller ikke tyrkisk. Hvis han skal sige noget, så føler han sig som europæer.

Læs mere Danskhed – Føler du dig dansk?

Havde du faste sengetider som barn? Og hvis du selv har børn, har de faste sengetider?

Som dansk forælder har man lært, at det er afgørende vigtigt med faste sengetider. I starten er det sundhedsplejersken, som indprenter den nye far og mor, hvordan babyen bedst hjælpes til at følge døgnets rytme gennem faste, rolige rutiner. Senere er det skolelærernes alvorlige ansigtsudtryk, der indskærper, at det altså er forældrenes ansvar, at børnene møder undervisningsparate (læs: veludhvilede) i skole, for ellers er de overhovedet ikke i stand til at modtage læring.

Ligesom de fleste andre børnefamilier sætter vi derfor aktiviteterne på lavt blus efter aftensmaden. Det har vist sig at være praktisk. Vores to djævleyngel bliver nemmere at få til at sove, og de tager ikke for meget af vores voksentid, hvor vi bare gerne vil have lov til at sidde i fred og stirre formålsløst ind i vores telefoner. Så vi har faste sengetider. Der er med andre ord ingen børn, der render ud af hoveddøren efter klokken otte.

Sådan er det selvfølgelig ikke alle steder. Måske har du siddet på en italiensk restaurant og lagt mærke til, at der ved de andre borde sidder små børn og spiser primo, secondo og dolce til foruroligende sent om aftenen – og du tænker måske forarget, at de børn da burde ligge i deres senge, eller i det mindste trygt slumrende og let savlende op ad deres mor eller far med en jakke trukket omsorgsfuldt hen over sig.

Måske har du været på ferie i Tyrkiet eller Grækenland, hvor det er almindeligt at støde på børn, der leger på gaden, længe efter det er blevet mørkt. Eller herhjemme har du måske befundet dig i et storcenter efter klokken otte om aftenen og lagt mærke til børn, der løber rundt og leger foran de aftenlukkede butiksfacader, og måske har din hjerne per refleks formuleret og hvisket en fordømmende sætning i dit øre: Hvem ser egentlig efter disse børn? De burde da ligge i deres senge nu!

Læs mere Sengetider som kulturforskel