Brug Sochi til at blive klog på dig selv

I denne tid har medierne fokus på Rusland i forbindelse med vinter-OL i Sochi. Historierne har ligget i den høje ende af frygt- og sensationsbarometeret: krænkelse af homoseksuelle rettigheder, korruption, overforbrug, manglende styr på det praktiske, kritik af valg af placering og prioriteringen af pengene. Herudover har Putins ledelsesstil stået for skud. Jeg var selv i Deadline for at tale om, hvordan den almindelige russer ser på det at have en stærk leder.

Jeg vil gerne invitere dig  til at se nærmere på, hvad der bliver kommunikeret om Rusland, og hvad det vækker af følelser i dig. Vi kan nemlig lære meget om vores egen kultur og værdier ved at lægge mærke til kontrasterne. I sidste ende kan denne nye viden bruges som afsæt til at skabe et bedre kulturmøde.

Putins stenansigt og hans magtdemonstrationer

Når vi oplever noget, der trigger os, så er det fordi, vi har en del af os selv i spil. Et godt eksempel er Putin. Hans image som den macho leder, der ikke går på kompromis og bruger alle midler for at nå sine mål, går ikke rent ind hos nordeuropæerne. Putin er ligeglad med, om han virker sympatisk på Vesten eller ej. En direkte kontrast til danske politikere, hvis politik ofte synes at være betinget af vælgernes sympati.

Her har vi fat i noget essentielt. Danske politikere og især danske erhvervsledere er trænet i situationsbestemt ledelse, at være autentisk og skabe identifikation hos vælgerne/medarbejderne. Det har med andre ord en betydning, om lederen er vellidt.

Derfor provokerer Putins stenansigt og hans magtdemonstrationer os. Vi forstår ikke logikken bag. Vi reagerer ud fra vores egen logik. Uden at vide det har vi vores egen kulturs særlige kendetegn i spil: Fladt hierarki, uformel ledelsesstil, win-win-mentalitet og konfliktskyhed. Disse står i skarp kontrast til en stærk og macho russisk leder, som ikke bøjer sig, ikke gør indrømmelser i forhandlingen og bestemt ikke bryder sit hoved med, hvorvidt du kan lide ham eller ej.

Øvelsen går altså ud på at afdække, hvad der trigger os og først finde de bagvedliggende værdier og kulturtræk i vores egen kultur. Herefter kan vi identificere forskellene og udvikle nye redskaber til at navigere i disse forskelle. Når du er kommet så langt, skal du have en hjælper på banen. En kulturtræner eller kulturel mentor, som har gået vejen i kulturmødet, og som ved hvilke teknikker og taktikker, der virker.

Hvis du er til kulturtræning eller kulturel mentoring, kan du finde mine tilbud her i Ruslandsekspertens Shop.

Rusland afhænger af øjnene som ser

Jeg har lyst til at afslutte mit indlæg med at minde dig om, at du selv vælger, hvordan din verden skal se ud. Når jeg for eksempel hører medierne kritisere russerne for at bruge penge på at anlægge og udbygge infrastrukturen omkring Sochi, ser jeg en eksportmulighed for danske virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren og transportsektoren. Når jeg læser om såkaldt overforbrug og ekstravagance i forbindelse med Sochi, tænker jeg, at der virkelig er mange penge i Rusland og ser straks muligheder for danske high end brands.

Der er masser af komme efter for danske eksportvirksomheder, som du også kan læse om i min e-bog: 5 veje til det lukrative russiske marked. Det handler blot om at sætte sig ud over de gængse fordomme om, at det er farligt i Rusland. Med den rette forberedelse og sund fornuft og kulturel forståelse kan du lykkes med dit projekt i Rusland.

Speak Your Mind

*