Dansende biler – Med en dansker på udebane i Japan fra 1998 til 2016 er skrevet af Camilla Nellemann. Det er en autofiktiv roman om mødet med den japanske kultur, som den opleves af en ung dansk kvinde. Med denne bog får læseren en velskrevet og underholdende beretning om mødet mellem en selvstændig ung dansker og den hierarkiske og traditionsbundne japanske kultur.

Men hvorfor anmelde en bog om Japan, når denne blog handler om Rusland og russisk kultur? Det må jeg hellere lade Camilla selv forklare:

Kære Mette, 

Kunne du have lyst til at anmelde min bog “Dansende biler – med en dansker på udebane i Japan fra 1998 til 2016”? Det vil være super interessant for mig at høre din – en ruslandseksperts – mening om den. Der er en lille smule om Rusland og Kirgisistan i bogen.

På din hjemmeside nævner du dine kulturelle bommerter på børnehjemmet i Rusland – min bog handler om, hvordan jeg jokkede rundt i kulturspinaten, da jeg kom til Japan første gang i 1998 og ramlede ind i det ene kultursammenstød efter det andet. Faktisk kom jeg til at træde min værtsfamilie over tæerne i sådan en grad, at de opfordrede mig til at rejse hjem 🙂 Men jeg blev, heldigvis, og lærte af bommerterne. I dag lærer jeg fra mig til andre, der bøvler med den japanske kultur, som jeg selv gjorde engang. 

Så selvom Dansende biler handler om Japan, er der noget at hente for danskere, der interesserer sig for det russiske. I hvert fald handler bogen om det svære kulturmøde og om at navigere i et hierarki, der er langt mere udtalt og opdelt end det danske. [Read more…]

Da jeg blev mor for 7 år siden, blev det pludselig umuligt for mig at læse en bog. Jeg faldt simpelthen i søvn, så snart jeg åbnede første side.

Sådan blev det ved i mange år. Jeg fatter for eksempel ikke, hvordan jeg gennemførte en mini-MBA for to år siden. Det må have været ren viljestyrke + Anders And-tricket med tændstikker til at holde øjenene åbne.

Men denne sommer skete der noget magisk. Jeg kunne nemlig læse bøger igen. Masser af bøger. Derfor vil jeg dele en virkelig god læseoplevelse.

Lena Mukhinas dagbog

Lena Mukhinas dagbog rørte mig dybt. Jeg fortalte om den til alle, der gad høre det. Især talte jeg med bogens oversætter, Trine Søndergaard, som jeg er så heldig at kende privat. Nøj, den bog var en øjenåbner.

Det er en ung kvindes dagbog ført lige før og under det første år af belejringen af Leningrad. Som genre kan den sammenlignes med Anne Franks dagbog. Den begynder som en almindelig ung 16-årig piges dagbogstanker. Lena sværmer for en dreng fra sin klasse, som slet ikke fatter, at hun er vild med ham.

Men så i september skifter dagbogen karakter. [Read more…]

The Sniffer er en russisk/ukrainsk tv-serie, du kan se på Netflix. Den handler om en helt særlig måde at opklare forbrydelser på – nemlig med lugtesansen.

Bedst som vi troede, at alle slags superheltekræfter var blevet filmatiseret, så dukker der en ny op. The Sniffer er nemlig tv-serien om en specialkonsulent, som hjælper politiet med at opklare forbrydelser. Hvordan spørger du? Med næsen!

Hovedpersonen har en særlig veludviklet lugtesans, der gør ham i stand til at lugte, hvor gammel er person er, hvad vedkommende har spist eller rørt ved og andre interessante fakta om forbryderen.

Her er altså tale hidtil uset tilgang til at opklare forbrydelser. Og det allerbedste er, at DE TALER RUSSISK! [Read more…]

Jeg har i disse dage fordybet mig i Kaj Ørnfeldt Clausens bog: Bjørnen vågner – Virksomhedsledelse og menneske i USSR og Rusland 1990-1999.

Forfatteren har en imponerende erfaring med at gøre forretning med russere. Han formår desuden at fremstille og forklare forskellene mellem dansk og russisk forretningsmentalitet på en måde, så man kan være med. Også selv om man ikke har boet i landet, kender russere eller taler sproget.

Clausen kaster sig i kapitel 2 ud i en afdækning af den russiske folkekarakter. Det er ellers en øvelse, der kan nemt ende med en for overfladisk eller generalistisk fremstilling. Men Clausen behandler stoffet rigtig fornuftigt. Under læsningen gik det op for mig, hvorfor russerne er så kvalitetsbevidste, og hvorfor de så ivrigt går efter mærkevarer og udenlandske kvalitetsprodukter. [Read more…]

Ny kold krig af Marie Krarup var undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg læser nemlig altid mine bøger færdige. De skal være MEGET forfærdelige eller MEGET kedelige, hvis jeg ikke når frem til sidste side. Marie Krarups bog hører til en af de få undtagelser.

Sjovt nok har bogen fået relativt gode anmeldelser. Men det kan måske være fordi, anmelderne heller ikke har læst bogen færdig. Den første halvdel er nemlig ganske læseværdig. Dér har man et åbent sind og har købt præmissen om, at selvfølgelig skal Rusland debatteres fra alle vinkler og ikke kun fra de vinkler, vi selv synes om.

Jeg indrømmer, at jeg købte bogen, fordi jeg blev imponeret af Marie Krarup, da jeg så DR’s udsendelse Veninder i Putinland. Hendes russiske er virkelig godt, hun er skarp, og hun står ved sine holdninger. Det kan jeg godt lide. Og så kan hun uden videre samle en Kalashnikov. (Fra mine russiske veninder har jeg senere fået at vide, at alle skolebørn i Rusland lærer at samle en kalashnikov – der kan man da tale om færdighedstræning…). I samme udsendelse sagde Marie Krarup, at Rusland ikke behøver at være vores fjende. Det fik mig til at skrive dette blogindlæg, for hvis du ikke er fjende, er du så ven?

Rusland behøver ikke være vores fjende

At Rusland ikke behøver at være vores fjende er en spændende tanke. Det kræver desuden et stærkt menneske at stå på mål for denne tanke. Der er ingen tvivl om, at Marie Krarup er en dygtig formidler og en vidende ruslandskender. Helt bestemt. Men hun formår også at skille vandene og bringe folks pis i kog. [Read more…]

Russisk litteratur er noget, de fleste har stiftet bekendtskab med på en eller anden måde. Selvom du ikke har læst dem, kan du sikkert namedroppe en håndfuld russiske forfattere: Dostojevskij, Pusjkin, Tolstoj, Tjekhov og Solstjenitsyn.

Måske har du endda læst Forbrydelse og Straf eller Krig og Fred. Hvis du har, er der sandsynligvis en person, du har glemt at takke, nemlig oversætteren. Uden ham eller hende måtte du igennem flere års opslidende arbejde med at lære at læse og forstå russisk. En god oversætter er en usynlig oversætter. Så hvis du under din læsning ikke har skænket oversætteren en tanke, så er det lige, som det skal være.

Russisk litteratur på dansk

På billedet kan du se to oversættere, som trådte frem i lyset og delte indsigter fra deres arbejde med at oversætte russisk samtidslitteratur på Aarhus Internationale Litteraturfestival, der i år havde sat russisk litteratur på programmet. I den forbindelse var Trine Søndergaard og Tine Roesen inviteret til at tale om russisk litteratur i dag. Tine og Trine har til sammen oversat en meget stor portion af den russiske litteratur efter 1991, som findes i dansk oversættelse. Jeg var med som tilhører, og det blev faktisk noget af en øjenåbner.

Dette indlæg er til dig, der gerne vil læse russiske forfattere på dansk. Du får et par aktuelle titler med links til Saxo og lidt insiderviden fra arrangementet. [Read more…]

En dag i Ivan Denisovitjs liv af Alexander Solsjenitsyn dukkede pludselig op i mine erindringer. For tiden læser jeg nemlig Gulag Øhavet af Solsjenitsyn. Det fik mig til at finde denne lille artikel frem, som jeg skrev i min studietid. Den tåler bestemt genlæsning, hvis du interesser dig lidt for russisk litteraur:

En dag i Ivan Denisovitjs liv

Som studerende med en fagkombination bestående af idéhistorie, teologi og russisk, kan det umiddelbart være svært at bruge alle discipliner i én sammenhæng. Men i den russiske litteraturhistorie findes et par perler, som egner sig for idéhistorisk analyse. Blandt disse tæller Alexander Solsjenitsyns lille bog: ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”.

Foruden at være uhyre original med sit valg af emne, fremtrædelsesform og stemning viser forfatteren, hvorledes  ydre forhold kan påvirke mentalitet og tænkning. Han viser, hvilke dele af den menneskelige fornuft, der bevares intakt i en undtagelsestilstand, og hvilke der nedbrydes som følge af en vedvarende og målrettet udnyttelse af arbejdskraft.

Jeg vil med denne artikel forsøge at bedrive en kort idehistorisk læsning af Solsjenitsyns ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” med vægt på gudsopfattelsen. Centralt i den idéhistoriske disciplin står følgende aksiom: Idéhistorie er et studie i, hvorledes en idé gør sig gældende. Det vil sige ved hvilke omstændigheder, den er opstået, under hvilken indflydelse den virker, og hvordan den indvirker på sine omgivelser. Derfor har idéens gyldighed ingen reel betydning for den idéhistoriske analyse. Og netop dette punkt adskiller idéhistorie fra filosofi. [Read more…]

Sovjetistan af Erika Fatland overraskede mig på flere måder. For hvis nogen havde sagt til mig, at jeg i dette forår med to små børn og i en af mine hidtil travleste arbejdsperioder ville finde tid til at læse en bog på over 400 sider, ville jeg nok have leet højt. Lidt på samme måde som når jeg helt optimistisk lytter til min guidede meditation, og damen siger: Sørg for, at du ikke bliver forstyrret. HAHAHAHA!

Men denne bog af Erika Fatland slugte jeg bogstaveligt talt med øjnene på nogle uger. Den er så velskrevet og så interessant, at tiden bare fløj afsted. Helt magisk for en tidligere bogsluger, som i disse år for alvor er fanget i mor- og arbejdsfælden.

Norsk antropolog med speciale i russisk

Erika Fatland (f. 1983) er norsk antropolog med speciale i russisk. Hun er en ung og lovende forfatter, der allerede har vundet hæderspriser for sine bøger. Hendes bøger er en god blanding af rejsebeskrivelser og antropologiske studier, og begge dele fungerer bare rigtig godt.

Den akademiske tilgang til stoffet blandet med det personlige præg gør hendes tekster interessante og læseværdige. Hun har en evne til at komme helt tæt på de mennesker, hun møder, og de optræder alle i større eller mindre grad i hendes bøger og gør dem levende og vedkommende. Jeg har lige købt en anden bog af samme forfatter, Grænsen, som er en rejsebeskrivelse fra de 14 lande, der deler grænse med Rusland. Den glæder jeg mig til at gå i gang med.

En rejse rundt i de fem tidligere ”stan”-republikker

Sovjetistan er en beskrivelse af de fem tidligere ”stan”-republikker, Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan. Jeg vidste ikke ret meget om dem, da jeg gik i gang med bogen, og nu efter endt læsning har jeg det, som om jeg var med på rejsen. De fem lande er indbyrdes meget forskellige – nogle er velhavende, nogle er fattige, nogle er pro Rusland, nogle vil være selvstændige, nogle er meget autoritære, nogle ønsker at være demokratiske. Alle har det til fælles, at de er tidligere sovjetrepublikker, og alle er på godt og ondt forbundet til det store moderland, Rusland. [Read more…]

Vestens glemte rose af M. Pontoppidan viser et Rusland set med danske øjne. Denne skønlitterære bog om Rusland vil jeg gerne vil både anmelde og anbefale dig.

Vi hører om Roland fra Birkerød, som har studeret russisk i Danmark og nu vil til Rusland for at opleve det virkelige Rusland. По-настоящему. Og det er faktisk, hvad vi bliver præsenteret for i bogen Vestens glemte rose. Gennem hele bogen føler man, at det jo netop er sådan, russerne er. [Read more…]