Russisk kulturforståelse interesserer mig, fordi jeg selv har stået i en situation, hvor jeg intet forstod af, hvorfor pokker russerne reagerede og opførte sig, som de gjorde.
Det var for nogle år siden, hvor jeg arbejdede i Rusland. Dengang lavede jeg alle begynderfejlene. Jeg forstod nemlig ikke russisk mentalitet. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at der gik noget galt i kommunikationen, eller at der var noget i kulturen, jeg ikke havde forstået, og som forhindrede mig i at opnå det, jeg ville.
Det var dengang, jeg troede, at jeg kunne redde Rusland ved at være frivillig og lave humanitært arbejde. Jeg tog derfor helt glad til Sankt Petersborg under mine studier og arbejde først som frivillig på et børnehjem, og da det ikke faldt så heldigt ud, fandt jeg i stedet arbejde hos to kommunikationsvirksomheder.
Opholdet var på mange måde en skelsættende begivenhed for mig. Både personligt og fagligt fik jeg et meget stort udbytte, som jeg har brugt som momentum i min forretning og i min selvudvikling. Jeg vil egentlig stadig gerne redde Rusland. På min helt særlige måde. Mit hjerte banker for russerne og deres hårde levevilkår, deres enestående og voldsomme historie og deres unikke russiske sjæl.