Dansende biler – Med en dansker på udebane i Japan fra 1998 til 2016 er skrevet af Camilla Nellemann. Det er en autofiktiv roman om mødet med den japanske kultur, som den opleves af en ung dansk kvinde. Med denne bog får læseren en velskrevet og underholdende beretning om mødet mellem en selvstændig ung dansker og den hierarkiske og traditionsbundne japanske kultur.
Men hvorfor anmelde en bog om Japan, når denne blog handler om Rusland og russisk kultur? Det må jeg hellere lade Camilla selv forklare:
Kære Mette,
Kunne du have lyst til at anmelde min bog “Dansende biler – med en dansker på udebane i Japan fra 1998 til 2016”? Det vil være super interessant for mig at høre din – en ruslandseksperts – mening om den. Der er en lille smule om Rusland og Kirgisistan i bogen.
På din hjemmeside nævner du dine kulturelle bommerter på børnehjemmet i Rusland – min bog handler om, hvordan jeg jokkede rundt i kulturspinaten, da jeg kom til Japan første gang i 1998 og ramlede ind i det ene kultursammenstød efter det andet. Faktisk kom jeg til at træde min værtsfamilie over tæerne i sådan en grad, at de opfordrede mig til at rejse hjem 🙂 Men jeg blev, heldigvis, og lærte af bommerterne. I dag lærer jeg fra mig til andre, der bøvler med den japanske kultur, som jeg selv gjorde engang.
Så selvom Dansende biler handler om Japan, er der noget at hente for danskere, der interesserer sig for det russiske. I hvert fald handler bogen om det svære kulturmøde og om at navigere i et hierarki, der er langt mere udtalt og opdelt end det danske.
Hvor er de dansende biler?
Nogle dage efter modtager jeg en pakke med bogen og en pæn gestus i form af japanske riskiksspecialiteter. Da jeg ser bogen, er min første tanke: ”Hvor er de dansende biler?” Forsiden er nemlig prydet af lyserøde japanske kirsebærbloster og røde koisan-fisk.
Det varer længe, før jeg finder ud af det med de dansende biler. De kommer frem i forbindelse med et jordskælv, hvor det beskrives, hvordan bilerne danser på vejene. Det må have været et vildt syn.
Forfatteren vender ikke tilbage til de dansende biler senere i bogen. Derfor hænger titlen lidt underligt i luften, uden man som læser helt forstår dens funktion. Men måske er titlen valgt, fordi bogen skal vise naturens betydning for kulturen? For gennem bogen bliver vi klar over, at tsunami, jordskælv og atomreaktornedbrud fylder ekstremt meget i japanernes historie og deres selvforståelse.
Det japanske samfundshierarki
Bevidstheden om, at noget, som er større end mennesket, til alle tider potentielt har indflydelse på dit liv og dine muligheder – den lever japanerne med som et livsvilkår. Modsat danskerne, som ikke har oplevet vidtrækkende samfundsudfordringer eller frihedsbegrænsninger fra tiden mellem 2. verdenskrig og frem til coronaepidemien. Det gør noget ved et folk at have tryghed og forudsigelighed i 70 år. Det gør noget andet ved et folk at opleve overvømmelser, jordskælv og atomkriser i 70 år. Ligesom det gør noget helt tredje ved et folk at leve med et totalitært regime i 70 år.
Hvad angår Japan (og for så vidt også Sovjetunionen) har individualismen ikke kunnet blomstre, som den har gjort i Danmark. I stedet har samfundshierarkiet manifesteret sig som en altoverskyggende regulerende faktor. De mange beskrivelser af hierakiet gennem hverdagssituationer set med den udenforstående og uforstående danskers øjne er for mig som kulturformidler bogens styrke og mest interessante element.
I bogen beskrives det for eksempel, hvordan den unge udvekslingsstudent Camilla Nellemann har som opgave at gøre familiens aftenbad klar. Den første aften er det Camilla, der som gæst får lov til at bruge badet først, og derefter er hun den sidste. Hun er nemlig nederst i familiehierarkiet.
Et andet eksempel er japanernes lange og stolte tradition med at gøre og skylde hinanden tjenester – og at det nogle gange bliver for meget for forfatteren at betale tjenesterne tilbage, så hun ender med at bryde relationen i stedet for. Det virker eksotisk og spændende og alligevel giver det jo mening inden for den japanske kulturs rammer.
Dansende biler er en kulturbeskrivelse
Bogens kvaliteter er som nævnt beskrivelserne af de mange kulturmøder, som forfatteren tænker tilbage på. De sanselige madbeskrivelser og de mange små scener fra hverdagsoplevelser med japanerne. Jeg føler mig introduceret til den japanske kultur gennem litteratur, ikke som undervisning. Det er i sig selv forfriskende og en underholdende oplevelse.
Bogens ærinde er at inspirere til gennem forståelse at sameksistere uden at overskride hinandens grænser og styre uden om misforståelser, der bunder i forskellig kulturel baggrund og opførsel. Jeg tror personligt ikke, at dette er muligt, når mennesker med forskellig baggrund, værdier og livsvilkår mødes. Spørgsmålet er måske endda, om det konfrontationsfri kulturmøde er noget, vi skal stræbe efter? Måske skal vi som kulturformidlere skifte perspektiv og ikke stræbe efter at skåne danskerne ved at lære dem at styre uden om faldgruberne, men derimod lære dem at håndtere de mange svære konfrontationer.
Gør kulturmødets fejl menneskelige
At jokke i ”kulturspinaten” og træde sine værter over tæerne er jo helt ok, så længe man ikke gør det for at skade andre. Problemet ligger ikke i grænseoverskridelsen, men i den efterfølgende opfølgning – og ofte mangel på samme. Det handler for mig at se om at få de rette redskaber til at kommunikere og lande konflikten på en måde, så begge parter bliver mere oplyste og er kommet nærmere hinanden. Men dette kræver selvindsigt, erfaring og mod, og det kan man på ingen måde forlange af en ung pige, der flytter til Japan på udveksling (eller af mig selv, da jeg som ung var en fiasko som frivillig på et russisk børnehjem).
At forfatteren deler så ærligt (og velskrevet) om sine egne kulturelle bommerter kan være en hjælp til at indse, at vi ikke behøver at skamme os over at have fornærmet dem, vi nu engang er rejst ud i verden for at møde og lære at kende. Camilla Nellemann lægger med sin bog Dansende biler et menneskeligt filter henover kulturmødets genvordigheder.
Hverken fugl eller fisk
Bogen er godt korrekturlæst, og bagsideteksten er velskrevet og overbevisende. Forfatteren virker straks troværdig, og jeg får tillid til, at hun kender sit fag. Efter endt læsning er jeg ikke skuffet. Til gengæld kan jeg ikke rigtig regne ud, hvad det er for en genre. Bogen kaldes for en autofiktiv roman. Men jeg vil nærmere kalde det en rejsefortælling.
Dansende biler er opbygget med et nutidsspor, hvor vi hører om det aktuelle Japan som energination og ledes gennem forfatterens phd-studieforløbs kulturelle udfordringer og glæder. Samtidig er der et datiddspor, hvor vi underholdes med scener fra forfatterens første ophold i Japan i slut 90’erne. Jeg er mest vild med tilbageblikkene. Det er der, der er mest drama og mest humor i de særegne kultursammenstød.
I bogen bruges en del fortælletekniske kneb, der virker mere og mindre godt. F.eks. det journalistiske kneb med at begynde et kapitel med en kuriositet eller et citat og derefter først vende tilbage til det i slutningen af kapitlet. Et andet kneb, der bruges, er at lave en clifhanger, som så ledte videre til næste kapitel à la: ”Der er otte måneder til, at jeg skal rejse. Men så modtager jeg en besked, der sender mig østover tidligere end forventet”
Når man som læser lægger så meget mærke til sådanne kneb, virker de efter min mening ikke helt efter hensigten. De sprang mig snarere i øjnene frem for at lede mig umærkeligt videre. Når det er sagt, er bogen ganske velkomponeret og meget velskrevet. Derfor var den god at læse, og jeg tog gerne 50-60 sider i rap, selv om det var sent, og jeg burde sove.
Bringer sig selv i spil
Da det er en autofiktiv roman er forfatterens egen person i spil. Det klarer Camilla Nellemann flot. Hun falder ikke fælden med at blive for personlig eller for selvoptaget. Til gengæld forstår hun at dele ærligt ud af sig selv på en måde, som er relevant for bogens ærinde. F.eks. fortæller hun om sine slankekure og om ”slankemonsteret”, der i en periode tog kontrollen over hendes selvbillede. Hun sætter denne personlige historie i perspektiv til det japanske kvindeideal, og dermed leverer hun indirekte en kritik af samme.
Camilla Nellemann er sprogofficer og phd. Bogen igennem mærker man hendes personlige styrke og målrettethed. Stædigheden, der får hende til at fortsætte trods de mange kultursammenstød – måske fordi hun ikke vil tabe ansigt. Følsomheden, der får hende til at lægge mærke til alle forskellene, signalerne og nuancerne og reflektere over dem. Intellektet, der gør hende i stand til at sætte sine oplevelser i system og lære af dem.
Hvis bare jeg var lige så sej
Under min læsning af Dansende biler, fik jeg samme følelse, som når jeg ser og læser noget med Matilde Kimer. Nemlig den der ”Hvis bare jeg var lige så sej”-følelse. Hvis bare jeg havde været lige så målrettet, ikke havde ladet mig opsluge af børn og familielivet, men i stedet havde sat næsen i sporet og draget ud over de russiske stepper. Så ville jeg måske være lige så sej. Så ville jeg måske have realiseret min phd-drøm, blevet russisk sprogofficer, været mediernes foretrukne ruslandsekspert og kulturel rådgiver for toppen af dansk-russisk erhvervsliv og ikke sidde her på Mors i et gammelt lille hus på landet og kæmpe med at acceptere mit middelmådige liv.
Men det er det, god litteratur kan. Det får dig til at tage dit eget liv, dine valg, dine værdier op til overvejelse, fordi du ser verden gennem en andens øjne. For mig, personligt, var det derfor en virkelig god læseoplevelse. Om det også bliver det for dig, skal jeg naturligvis ikke kunne sige. Men jeg tror det.
Du kan læse mere om Camilla Nellemann og Dansende biler her: www.integration.as.
