En dag i Ivan Denisovitjs liv af Alexander Solsjenitsyn dukkede pludselig op i mine erindringer. For tiden læser jeg nemlig Gulag Øhavet af Solsjenitsyn. Det fik mig til at finde denne lille artikel frem, som jeg skrev i min studietid. Den tåler bestemt genlæsning, hvis du interesser dig lidt for russisk litteraur:
En dag i Ivan Denisovitjs liv
Som studerende med en fagkombination bestående af idéhistorie, teologi og russisk, kan det umiddelbart være svært at bruge alle discipliner i én sammenhæng. Men i den russiske litteraturhistorie findes et par perler, som egner sig for idéhistorisk analyse. Blandt disse tæller Alexander Solsjenitsyns lille bog: ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”.
Foruden at være uhyre original med sit valg af emne, fremtrædelsesform og stemning viser forfatteren, hvorledes ydre forhold kan påvirke mentalitet og tænkning. Han viser, hvilke dele af den menneskelige fornuft, der bevares intakt i en undtagelsestilstand, og hvilke der nedbrydes som følge af en vedvarende og målrettet udnyttelse af arbejdskraft.
Jeg vil med denne artikel forsøge at bedrive en kort idehistorisk læsning af Solsjenitsyns ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” med vægt på gudsopfattelsen. Centralt i den idéhistoriske disciplin står følgende aksiom: Idéhistorie er et studie i, hvorledes en idé gør sig gældende. Det vil sige ved hvilke omstændigheder, den er opstået, under hvilken indflydelse den virker, og hvordan den indvirker på sine omgivelser. Derfor har idéens gyldighed ingen reel betydning for den idéhistoriske analyse. Og netop dette punkt adskiller idéhistorie fra filosofi.
En dag i et straffefanges liv
En dag i Ivan Denisovitjs liv handler om, hvordan en straffefange oplever en januardag i 1951 fra reveille til retræte i en sibirisk straffelejr for politiske fanger. Vi følger fangen, Sjuhov, gennem en helt almindelig dag. Sjuhov er en reflekterende iagttager, og ved hjælp af hans tanker, der tydeligt afspejler forskellen mellem en fri mands livsopfattelse og en straffefanges, tegnes et billede af et menneske, som har accepteret sin skæbne, og som forstår spillets regler og lever efter dem.
I romanen tegnes et interessant modsætningsforhold mellem selvopretholdelsesdriften hos Sjuhov i forbindelse med hans arbejdsindsats ved opmuringen af en mur og hans opfattelse af Guds beskaffenhed.
Sjuhov er sammen med sin gruppe blevet beordret til at mure en mur op. Det er bidende koldt, arbejdet er hårdt, og sulten gnaver. Men Sjuhov har overskud til at gøre arbejdet lettere for hans døve kammerat, og han lader sig opsluge af arbejdet i en sådan grad, at glæden ved at arbejde overskygger de umenneskelige betingelser, han arbejder under. Da solen er ved at gå ned, og fangerne kaldes hjem, trækker Sjuhov tiden så meget som muligt for at nå at bruge det sidste mørtel, for at det ikke skal gå til spilde.
Samtale om Guds beskaffenhed
Efter en dags hårdt arbejde står fangerne således i kø for at blive visiteret, inden de bringes tilbage til lejren. I køen står fangerne klumpet sammen, trætte og gennemfrosne. Ventetiden udfyldes med uforpligtende snak. Sjuhov og en anden straffefange, kaldet kaptajnen, indleder en samtale om Guds beskaffenhed. Kaptajnen er en ivrig fortaler for den nye logisk funderede tænkemåde og har et moderne verdenssyn. For Sjuhov er tingene, som de tager sig ud for ham.
Dialogen:
Imens fik Sjuhov vejret igen. Han så sig om. Månen, den gamle, purpurrød i hovedet af lutter gnavenhed, var allerede krøbet helt op på himlen. Den har vist allerede et skår i kanten. I aftes omkring denne tid stod den meget højere.
Sjuhov er kommet i godt humør, fordi det hele gik så glat, han puffer kaptajnen i siden og stikker ham et spørgsmål:
– Hør kaptajn, hvor bliver den gamle måne af efter jeres videnskab
– Hvor den bliver af, hvad mener du dog? Det er jo den rene uvidenhed. Den er jo ikke blot synlig.
Sjuhov virrer med hovedet, han ler:
– Hvis den ikke er synlig, hvordan kan du så vide, at den eksisterer?
– Har du da virkelig tænkt dig, siger kaptajnen højst forundret, at der kommer en ny måne hver måned?
– Er det så underligt? Mennesker bliver da født hver eneste dag, så man kan da godt tænke sig, at der kommer en måne hver fjerde uge.
– Pføj! Kaptajnen spyttede. Jeg har da endnu ikke truffet en matros, der var så tåbelig. Hvor bliver den gamle så af?
– Ja, det er jo det, jeg spørger dig om. Hvor bliver den af? Sjuhov smilede, så man så hans tænder.
– Nå, hvor bliver den af?
Sjuhov sukkede og fortalte let læspende:
– Hos os sagde man sådan: at den gamle måne smuldrer Gud til stjerner.
– Det må jo være vilde mennesker! Kaptajnen ler. – Det har jeg aldrig hørt før! Tror du da virkelig på Gud, Sjuhov?
– Hvad ellers? Sjuhov er forundret. – Når det tordner, kan man da ikke lade være med at tro på Gud.
– Men hvorfor gør Gud det?
– Hvad for noget?
– Hvorfor smuldrer han månen til stjerner?
– Er det så svært at forstå? Sjuhov trak på skuldrene. Fra tid til anden falder der nogle stjerner, der må suppleres.
Den evige strid mellem fysikere og metafysikere
Denne tilgang til virkeligheden er karakteristisk for sjuhov og i høj grad medvirkende til, at han klarer sig på godt i lejren. Han observerer roligt sine omgivelser og slutter sig til tingenes sammenhæng, ud fra hvad han ser, og ikke ud fra hvad man fortæller ham.
Denne korte dialog kan også ses som et sindbillede på den evige strid mellem fysikere og metafysikere, hvad angår Gud, hans eksistens og beskaffenhed. Kaptajnen optræder som fortaler for Guds eksistens, selv om man ikke kan se ham. Gud er en transcendent størrelse, man ikke kan erkende med fornuftens redskaber. Men Sjuhov stiller jo netop spørgsmålstegn ved det faktum, at man ikke kan se månen. Hvordan kan man så vide, at den eksisterer?
Således gøres Sjuhov til eksponent for den gamle, overtroiske opfattelse: Gud er at finde i naturen. Der er tale om en slags teleologisk panteistisk gudsopfattelse. Guds storhed ses i naturens storhed, for hvem kan ikke tro på Gud, når det tordner?
Vi kan takke tøbruddet for En dag i Ivan Denisovitjs liv
At Solsjenitsyn overhovedet kan udgive en roman som denne, skyldes det litterære tøbrud, der sker i midten af 1950’erne, og som initieres af Krustjovs såkaldte hemmelige tale på den 20. partikongres. Det brede budskab er selvkritik. Og netop det faktum, at uskyldige folk under Stalins regime blev sendt i lejr, er et af de emner, som tages op i tøbrudslitteraturen.
”En dag i Ivan Denisovitjs liv” blev udgivet med Krustjovs personlige godkendelse. Den passer perfekt ind i partiets dagsorden. Den indbyder til selvkritik, men kun en kritik af Stalin. Det sovjetiske styre får derimod æren for at have fostret et menneske som Sjuhov, en ærlig borger, der bærer sin uretfærdige straf med menneskelig værdighed og selvrespekten i behold.
Men man bør alligevel lægge mærke til, at billedet, der tegnes af livet i en straffelejr, trods den nærværende fortællestil, er retoucheret. Volden er for eksempel udeladt på grund af politiske omstændigheder. For det er karakteristisk for sovjetisk litteratur, at den knytter sig tæt op ad samfundet, enten som en kritik af samme eller også som værende begrænset af det – eller som en syntese af de to, sådan som det er lykkes Solsjenitsyn med denne lille bog.
Læs mere:
Bogen kan købes f.eks. på Saxo.com.
Læs også mine andre anmeldelser af bøger om Rusland.
