I går holdt jeg foredrag for 600 gymnasieelever. Jeg kan rigtig godt lide at holde foredrag for unge. De er super rummelige og har ikke de fordomme, som os, der er lidt ældre, har. De stiller også nogle gode spørgsmål, som f.eks. da en ung pige spurgte mig, om Putin er en diktator. Nej, det er han ikke. Og i dette indlæg vil jeg uddybe hvorfor.
De fleste ruslandskendere er enige om, at Rusland under Putin er et autoritært styre, men ikke et diktatur. Et diktatur er en statsform, hvor al magt er placeret hos én person, og denne person har uindskrænket magt. Det så vi f.eks. under Stalin-perioden. Diktatoren udøver sin magt uden at skele til moralske og etiske konsekvenser. Og her kommer vi i en gråzone, for ved at tolke på Putins handlinger kan vi blive i tvivl om hans moralske og etiske kodeks.
Det nærmeste, vi kommer på en definition af Ruslands styreform, er autoritarisme efter min mening. I denne type styreform har man en stærk, centraliseret ledelse og begrænset politisk frihed. Det passer rigtig godt på Rusland, som har et autoritært styre med magten centraliseret omkring Putins person. Forskere (f.eks. Per Dalgaard) mener, at Rusland er for rigt, for veluddannet, for pluralistisk og for åbent til at kunne opretholde den grad af autoritarisme. På et tidspunkt vil befolkningen, som bliver stærkere for hver dag, kræve indflydelse og få i sidste ende få den.
Så hvad er en diktator, og hvorfor er Putin ikke en diktator? En diktator er den person, der har det absolutte eneherredømme i et land, uanset om det er i overensstemmelse med eller i modstrid med landets forfatning. En diktator har med andre ord uindskrænket magt. Putin har ikke uinskrænket magt og er altså ikke diktator. Magten i Rusland er delt mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Men Putin har centraliseret utrolig meget af den russiske stats aktiver, han har udstrakt kontrol med pressen, og han virker ikke til at være moralsk eller etisk begrænset i sin brug af magt, som vi f.eks. så under Ukraine-konflikten. Så sammenligningen er ikke grebet ud af den blå luft.
Putin udøver ikke terror på sit eget folk, han sender dem ikke i fangelejr, og han arrangerer ikke skueprocesser, hvor hans modstandere bliver hånet, tvunget til at tilstå forbrydelser, de ikke har gjort, for til sidst at blive offentligt henrettet. Han er ikke en diktator. Han er en mand, som har samlet utrolig meget magt omkring sig, og som følge heraf vil Rusland uvægerligt skifte karakter, den dag Putin ikke længere er præsident. Landet vil ikke kollapse, men det vil få en anden form. Og denne form er betinget af, hvem der så er ved magten. Det er netop kendetegnet ved et autoritært styre.
Til sammenligning kan vi se på Danmark, som har et velfungerende demokrati. Vores lands styreform skifter ikke karakter alt efter hvem, der er på statsministerposten. Om det er rød eller blå blok, der sidder i regeringen, ændrer ikke på det faktum, at vi har et velfærdssystem. Det er marginaler, som ændrer sig med regeringsskiftene. Deri ligger den store forskel, og derfor kan vi, som jeg ser det, heller ikke definere Rusland som et demokrati.
Problemet er, at Rusland brander sig som et demokrati. Regeringen udsteder f.eks. valg, som den institerer på er lovlige. Derfor bliver vi forvirrede, når Putin ikke opfører sig som en demokratisk præsident. Vi glemmer at forholde os til ham, som han er. Vi taler om ham, som vi synes, han skal være. Ud fra vores vestlige, demokratiske filter. Det filter skal vi fjerne, og så skal vi se på tingene, som de i virkeligheden er.
Putin er inkarnationen af den russiske mand: Stolt og stærk, maskulin og magtfuld. Han er den mand, alle mænd i Rusland ønsker at være, alle kvinder drømmer om, og alle børn ser op til. Han har siden sin første dag som præsident nydt stor opbakning blandt befolkningen. I første omgang fordi han var alt det, som Jeltsin, hans forgænger, ikke var: En stærk mand, som kan genoprette russernes stolthed og få respekt fra verdens ledere. Hvis det er Putins drøm at genskabe et russisk imperium med zardømmet som ideal, som Samuel Rachlin skriver i sin bog Jeg, Putin, så er han på mange måder farlig – og især farlig for sine nabolande, de gamle SNG-lande, som Putin ifølge Rachlin mener tilhører Rusland på grund af de store russiske mindretal i disse lande. Skulle det lykkes Putin på et tidspunkt at vokse sig lige så stærk som NATO, har vi alle et problem.
Putin er utrolig populær i Rusland. Det viser talrige uafhængige meningsmålinger. En af grundene kan være, at der er så udstrakt kontrol med medierne, at den almindelige russer kan have svært ved at navigere i informationerne. Den almindelige russer har måske heller ikke lært at forholde sig kritisk til kilder. Hvis du ikke har lært hvordan eller fået at vide, at det er muligt, kan man så klandre dig for ikke at gøre det?
Putin er på mange måder det, som Rusland har brug for. Han er ikke byens bedste barn, men historisk set har det stået meget værre til med de russiske statsledere. Putin har leveret stabilitet efter 90’ernes omvæltninger med reformer, dramatisk statskupforsøg, bankkrak, varemangel og inflation. Han har leveret øget levestandard, som især den voksende middelklasse nyder godt af. Det er også blandt dem, han finder mange af sine støtter, og samtidig sine fjender. Som Per Dalgaard er inde på i sin bog Putin og det ukontrollable demokrati, vil den middelklasse, som han har banet vejen for, på et tidspunkt blive så stærk, oplyst og organiseret, at den kan rejse sig og gennemtrumfe det demokrati, som stadig virker til at være vor tids bedste bud på en styreform, hvor flest mulige har de bedste livsbetingelser.
Læs mange flere relevante blogindlæg om Putin.
Noter:
https://www.information.dk/kultur/2012/03/hvem-putin
https://en.wikipedia.org/wiki/Authoritarianism
Læs også:
“Til sammenligning kan vi se på Danmark, som har et velfungerende demokrati. Vores lands styreform skifter ikke karakter alt efter hvem, der er på statsministerposten. Om det er rød eller blå blok, der sidder i regeringen, ændrer ikke på det faktum, at vi har et velfærdssystem”. Hvorfor mener du , at vi har både et velfungerende demokrati og et velfungerende velfærdssystem? Du skriver endda det er faktuelt – hvilke facts handler det om?
Jeg skriver, at det er et faktum, at vi har et velfærdssystem. Ikke at det er velfungerende. Det er korrekt, at jeg skriver, at vores demokrati er velfungerende. Konteksten for dette er en sammenligning mellem dansk og russisk styreform. Bemærk desuden, at dette indlæg er 5 år gammelt og skrevet i en politisk kontekst fra 2016.