Hvad er kulturchok? – en grundig gennemgang

KulturchokHar du nogensinde oplevet et kulturchok? Altså et ægte et – ikke et af dem, hvor du er lidt frustreret, og så brokker du dig lidt, og så går det over igen. Det er ikke dem, jeg mener. Jeg mener et af dem, hvor alt er så fremmedartet, at du ikke har noget normalt at hægte dine tanker, følelser og reaktioner op på.

Det er den slags kulturchok, denne artikel handler om.

I det følgende vil jeg definere kulturchok, tegnene på det, og hvem der typisk oplever det. Gennem eksempler vil du se, hvordan kulturchok kan påvirke menneskers tanker og adfærd. Jeg gennemgår forskellen mellem kulturmøde, kultursammenstød og kulturchok, og jeg forklarer, hvorfor man ikke altid oplever et kulturchok, selvom der er tale om store kulturforskelle. Til sidst giver jeg mine bedste bud på, hvordan man kan hjælpe sig selv og andre gennem et kulturchok og videre til at mestre situationen med accept og øget indsigt.

Hvad er kulturchok?

Kulturchok er en tilstand, hvor man i et kulturmøde er så overvældet af fremmedartede indtryk, at man ikke længere er i stand til at bearbejde dem. Det er en relativt almindelig tilstand. Mange af os har selv oplevet det eller kender nogen, som har.

For nogle går kulturchokket hurtigt over, mens det for andre bliver hæmmende for deres videre ophold i udlandet. Nogle gange kan det blive så uoverskueligt, at opholdet må afbrydes før tid. Det har jeg selv prøvet, da jeg som ung var frivillig på et børnehjem i Rusland. Jeg var så ensom, og alting var så fremmed for mig, at jeg:

  • mistede appetitten (og ikke kun fordi den russiske mad var, skal vi sige mindre lækker)
  • ikke kunne sove (og ikke kun fordi der ikke var en madras på det, der skulle være forestille at være min seng)
  • tabte modet til at møde nye mennesker (og ikke kun fordi russerne kan være ret svære at komme ind på livet af, når man ikke kender dem)

Dengang vidste jeg ikke, at jeg gennemlevede et kulturchok. Jeg troede i stedet, at jeg måske havde en depression. Det er også nemt at forveksle de to, for tegnene på kulturchok er typisk apati, depressive tanker, isolation og modstand mod at kommunikere, hjemve, stærke og måske uforklarlige følelsesudbrud, en følelse af kontroltab, angst og frygt for dybest set at miste sit fundament.

Et kulturchok kan vare i kort tid, minutter eller timer, eller vare ved over længere tid, uger eller måneder. Hvis tilstanden fortsætter over lang tid kan det være til fare for personens psykiske helbred, og da bør man søge hjælp hos en læge eller psykolog.

Både børn, unge, voksne og ældre kan opleve kulturchok, men det sker hyppigst for unge mennesker, der rejser ud i verden, og som endnu ikke har opbygget tilstækkelig livserfaring og selvindsigt til at håndtere uventede og svære situationer. Til gengæld kan sådanne kultursammenstød og -chok bane vejen for øget visdom og livsduelighed hos disse unge.

Kulturmøde, kultursammenstød og kulturchok

Der er stor forskel på kulturmøde, kultursammenstød og kulturchok. Lad mig illustrere det ved at sammenligne med et trafiklys:

Det grønne lys symboliserer kulturmødet. Grøn betyder her, at man føler sig på sikker grund og er tilpas nysgerrig og i stand til at mestre situationen. Der er ingen fare på færde, og du kan trygt fortsætte.

Det gule lys symboliserer kultursammenstødet. Gul er et advarselslys. Det betyder, at du skal være særlig opmærksom. Der ligger nemlig en en mulig konflikt i kultursammenstød, som skal håndteres klogt og med høj bevidsthed. Dog er det stadig muligt at håndtere situationen konstruktivt og med et givende resultat.

Det røde lys er stoplyset. Gå ikke videre. Det er præcis sådan, man skal forholde sig, når man oplever et kulturchok. Træd et skridt tilbage, dan dig et overblik, afvent situationen. Bevæg dig først videre, når det bliver grønt.

Et eksempel på kulturchok

Men hvordan når vi så til det grønne lys, når vi står midt i kulturchokket og ikke kan se en vej ud af situationen? Det skal vi se på i det følgende. Til dette har jeg fået lov til at citere Trine, der fortæller om sit møde med den indiske kultur:

Honeymoon-fasen startede i Mumbai, hvor kulturforskellene rammer som en forhammer men stadig på en måde, så man er i stand til at mærke spændingen og tage indtrykkene til sig.

Herefter gik turen til Varanasi med tog… efter 32 timer med rotter, kakerlakker, squattertoilet, skrigende børn og thesælgere, der råber “chai chai chai chai chai” hver gang toget stopper ved en station, ankommer vi kl. 5 om morgenen i byen, som vrimler med mennesker, køer og døde (både mennesker og dyr) i floden… som der i øvrigt bades i da den er hellig… er jeg gået i reelt chok og ude af stand til at kapere indtryk eller information. De 24 timer jeg tilbringer i byen føles som 14 dage.
Jeg sad fast i denne tilstand i knap en uge, mens turen fortsatte til Delhi og i de dage vi tilbragte der.

Overskuddet begynder først så småt i Jodhpur, hvor de mere rolige omgivelser, samt ophold på en fantastisk fredfyldt B&B med udsigt over byens smukke blå huse, gør, at jeg igen er i stand til at sætte pris på forskellene og indernes finurligheder.

Det længerevarende kulturmødes fire faser

Når vi rejser ud i verden for en længere periode – på udveksling, i forbindelse med arbejdet eller i Trines tilfælde som backpakker – gennemlever vi typisk fire faser.

  1. Honeymoon
  2. Irritation
  3. Apati (med risiko for kulturchok)
  4. Mestring

I Trines eksempel er hun i begyndelsen begejstret for alt, hvad der er indisk. Kulturforskellene er super interessante, og hun har stor glæde i at observere og fordøje alle de nye indtryk. Det kan sammenlignes med at være på bryllupsrejse eller forelskelsens første dage, hvor alt bare er magisk, spændende og skønt.

Efter lidt tid begynder der at blive mindre overskud til alt det nye, men trods dette aftager bombardementet af sanseindtryk og fremmmedartede situationer ikke i styrke. I denne fase bliver Trine irriteret, fordi der længere er ikke overskud til at bearbejde de nye indtryk. Harddisken er ved at være fuld.

Herefter skifter Trine over i apatifasen. Kroppen lukker ned, og hun har dybest set brug for at ligge i sin seng med ørepropper og en sovemaske, for hun kan simpelthen ikke tage mere ind. Nogle gange er man heldig og har mulighed for at trække sig og restituere, men det fleste er nødt til at fortsætte, fordi rejseplanen, ens chef eller samvittighed siger det. Det er desværre de færreste, som tager tegnene alvorligt og prioriterer den pause, der er nødvendig. I stedet fortsætter man og overbelaster dermed krop og sind i en sådan grad, at kroppen reagerer med apati. Andre reaktioner kan være unormalt stærke følelsesudbrud eller angst.

Trine får endelig den pause, hun har brug for, da hun kommer til et roligt sted, hvor hun føler sig tryg. Hun får skabt en pause, hvor hun ikke hele tiden skal forholde sig til nye og uforståelige oplevelser. Sanseintryk og informationerne er nu bearbejdet og lagt på de rette hylder, og hun kan bruge al den nye viden til at skabe positive og givende kulturmøder.

Kulturchok er mere end ”bare” kulturforskelle

Kulturchok hører ind under den overordnede kategori: Kulturmøde. Det samme gør kulturforskelle. Men der er forskel på at gennemleve et kulturchok og opleve kulturforskelle. Det første påvirker din psyke, din adfærd og dine chancer for at lykkes med dit projekt i langt højere grad. Det andet kan være en kilde til frustration og måske opleves som en midlertidig forhindring, men det kan lige så ofte opfattes som spændende, udviklende og som en katalysator for ny indsigt. Vi skelner altså her mellem en psykologisk tilstand (kulturchok) og mellemmenneskelig adfærd (kulturforskelle).

Selvom man oplever store kulturforskelle, er det altså ikke givet, at et kulturchok vil følge, idet kulturchokket er en psykologisk undtagelsestilstand. Du kan sagtens registrere og håndtere kulturforskelle (mere eller mindre konstruktivt), uddrage indsigter heraf og derefter fortsætte uden psykolgiske påvirkninger. Det sker for langt de fleste. Det afhænger af dit psykiske overskud i situationen. Har du masser af overskud, vil du kunne håndtere et kultursammenstød med gode værktøjer som humor, nysgerrighed eller et skuldertræk.

Man er heller ikke svag eller forkert, hvis man bliver overvældet af kulturforskelle. Der er stor forskel på menneskers sesitivitet og robusthed, hvad angår nuancerne i relationer og kulturmøder. Det hjælper ingen at slå sig selv i hovedet med utilstrækkelighedens hammer. Derumod kan det faktisk godt hjælpe at trække på skuldrene, sige pyt og arkivere oplevelsen i den der særlige kasse med ting, man ikke forstår ved andre mennesker.

U-kurven og W-teorien

Ovenfor har jeg inddelt det længerevarende kulturmøde i fire faser. Andre teoretikere inddeler det i flere eller færre faser. Den norske sociolog Sverre Lysgaard udviklede i 1955 en ”U-kurve”-teori, der arbejdede med tre stadier i den kulturelle tilpasning. Euroforifasen, Frustionationsfasen og Tilpasningsfasen. Gullahorn og Gullahorns videreudviklede i 1963 denne teori til en ”W-kurve”, hvor de emotionelle op- og nedture udgør et W. Euroforifasen, Frustionationsfasen og Tilpasningsfasen er den samme, men herefter kommer der et andet dyk, når den udrejsende vender hjem til sit hjemland og finder det forandret. Det kaldes også Askepot-syndromet, og du kan læse meget mere om i denne artikel fra IDA: Kulturchok og Askepotsyndromet: Faserne ved arbejdet i udlandet.

Jeg oplevede selv Askepot-syndromet i fuld udstrækning, da jeg kom hjem fra mit ophold på det russiske børnehjem. Opholdet havde være så svært, at jeg bare ville tilbage til alt det, jeg kendte fra før afrejsen. Inden opholdet arbejdede jeg ved siden af studierne som pædagogmedhjælper i en vuggestue, og jeg fik hurtigt vagter på mit gamle job. Men stemningen og dynamikken i vuggestuen havde ændret sig på de par måneder, jeg havde været væk. Der havde været personaleudskiftning, og det var en ny årstid, der satte en anden dagsorden for aktiviteterne.

Jeg kunne ikke genskabe præcis det samme arbejdsliv, som fra før jeg tog afsted, og det var jo mit store (umulige) ønske. Herudover var min lejlighed stadig udlejet, idet jeg tog hjem før tid. Jeg fandt midlertidigt et værelse i et kollektiv, men der ikke var den ro og privatliv, jeg havde brug for til at komme mig, og det var først, da jeg kunne flytte ind i mine vante omgivelser, jeg begyndte at komme mig over kulturchokket i Rusland. Havde jeg været bevidst om, at livet derhjemme selvfølgelig ville gå videre og udvikle sig, mens jeg var væk, ville jeg måske have tilpasset mig bedre til den nye situation.

Fra ghettoen i Gellerup til Mollerup på Mors

Et kulturchok behøver ikke nødvendigvis være relateret til et udlandsophold. Det kan sagtens foregå internt i Danmark, f.eks. hvis du flytter fra en landsdel til en anden, begynder på efterskole eller skifter arbejdsplads. For mit vedkommende var det en flytning fra storbyen til et lille øsamfund. Det kan du læse meget mere om i min klummeserie Udkantsdansk på POV.

I skrivende stund har jeg boet på Mors i halvandet år, og jeg har gennemlevet alle faserne. Flere gange. Selvom jeg forstår processen, er det stadig svært og frustrerende. Følelserne er jo de samme, uanset hvor meget viden man har om emnet. Men det er alligevel en hjælp at vide, at frustrationerne er et symptom på nogle forandringer, som er svære, og at sindsstemningerne ikke er permanente. Men jeg brokker mig stadig (mest i tankerne) over Mors og morsingboerne. Helt unuanceret og offeragtigt.

Man falder så nemt i brokkeofferrollen – det er en stor faldgrube ved kulturmødet. Jeg genkender det både hos mig selv og hos andre. Vejen ud af denne faldgrube er at blive bevidst om sit mønster. Spørg dig selv:

  • Gør jeg mig selv forkert? (Det er også fordi jeg ikke kan finde ud af X, og fordi jeg sagde Y til Z)
  • Gør jeg andre forkerte? (Sådan en klaptorsk! Man kan heller aldrig regne med dem. De er simpelthen så uhøflige.)
  • Eller tager jeg ansvar for situationen? (Hvad handler det i virkeligheden om? Hvordan kan jeg justere for at få et andet resultat? Kan jeg finde nogen, der kan hjælpe mig videre her?).

Vejen ud af kulturchok

Så hvordan hjælper man sig selv eller andre gennem et kulturchok? Først og fremmest skal man vide, at der er tale om en psykologisk belastningsreaktion på alt det fremmede. Følgelig gælder det om at skabe tryghed. Sindet har brug for at føle sig trygt, før det kan hele. Tid og ro vil være en hjælpende faktor, og det er samme kan det være at få sat ord på følelser og talt svære situationer igennem. For mange vil det være optimalt at få en professionel samtalepartner i form af en terapeut eller psykolog. Måske kan din læge eller arbejdsgiver hjælpe med en henvisning, hvis udgiften er for stor til, at du selv kan dække den.

Har man overskud til det, kan det gøre en stor forskel at fokusere på konstruktive handlinger i hverdagen. Det kan f.eks. være at sige: nu holder jeg fast i gode rutiner som at spise sundt, få nok motion, frisk luft og en fornuftig døgnrytme. For mig hjalp det at lave god mad fra bunden og nyde at spise det. Det fik mig gennem den spisereaktion, jeg havde haft i Rusland, hvor jeg til sidst mistede appetitten og tabte mig, fordi jeg ikke rigtig brød mig om maden og dybest set var frygtelig ensom.

Vores opgave over for udlændinge

Et venligt ord og en forstående tilgang kan gøre en stor forskel. Vis derfor omsorg og tålmodighed, når du møder personer, der skal tilpasse sig en ny kultur. Vi skal huske på, at når vi byder udlændinge velkomne i vores land – det være sig unge på udveksling og expats såvel som indvandrere og flygtninge – så gennemlever de sandsynligvis også kulturmødets fire faser. Vores land og skikke vil sandsynligvis afføde det ene kulturchok efter det andet.

Vi “indfødte” har et ansvar i denne sammenhæng for at udvise rummelighed, venligt anvise den korrekte adfærd og give små tips, der kan gøre andres hverdag lettere. Det kræver så lidt og betyder så meget.

 

Gode artikler om kulturchok:

IDA: Kulturchok og Askepotsyndromet: Faserne ved arbejdet i udlandet
Udforsk Sindet: De forskellige faser i kulturchok
Rotary: Kulturchok

Speak Your Mind

*