Rusland vågner i disse år, og det afspejles i debatten i de danske medier. Det forstærkede fjendebillede af blandt andet Putin har fået os til at forholde os til Rusland på en helt ny måde. Pludselig er der læsere og seere nok til artikler, tv-programmer og debatter om det store land mod øst. Man inddeler gerne i sort/hvid: pro Rusland vs. pro Vesten. Det giver grundlag for debat, men det er ikke nødvendigvis en model, vi bliver klogere af.
Når en politiker som Marie Krarup (som jeg i øvrigt respekterer for hendes viden og erfaring, selv om jeg ikke deler hendes politiske holdning) udtaler i DR-programmet Veninder i Putinland, at Rusland ikke behøver at være vores fjende, virker det umiddelbart provokerende på mange af os. For hvis man ikke er fjender, så er man vel venner? Ud fra devisen om at dine venners fjender er dine fjender, giver dette jo slet ikke mening, for vi er med i NATO og EU, og vores allierede er Ruslands modstandere.
Hvis vi imidlertid for et øjeblik prøver at aflære den underlige sort/hvid-tilgang, vi har tillært os efter at have set for mange pro Rusland vs. pro Vesten-debatter, kan vi se mere strategisk og intelligent på forholdet til Rusland. Litauen har f.eks. valgt en strategi over for sin magtfulde nabo, der opretholder de officielle politiske og diplomatiske forbindelser med Moskva, og man udviser samtidig standhaftighed og modstandsdygtighed, mens man styrker samarbejdet og partnerskabet med EU og NATO. Samtidig skærer man ned for Litauens afhængighed af Rusland ved at mindske eksporten, men man byder stadig russisk turisme velkommen.
Vi ser det samme i dansk og nordisk sammenhæng. Vi opdaterer vores trusselsbillede, så det er tidssvarende, og så afventer vi. Vi nærer relationen vores allierede, men samtidig sørger vi for ikke at pisse russerne for meget af. Det kan virke som en lidt svag strategi, især fordi Ruslands militær ikke er så stærkt som vore (og her mener jeg NATO). Men Rusland har en utilregnelighed over sig, der gør, at vi skal vogte os. Når bjørnen er ved at vågne, holder den kloge sig på afstand, observerer ufravigeligt bjørnen og tager sine forholdsregler. Det er en tåbe, der begynder at prikke til den med en pind.
