Sociale medier og 9. april

Mads Kristensen  fra msn.dk har skrivet et meget tankevækkende og for mit projekt aktuelt indlæg på sin blog digit.alt!. Jeg citerer det her i sin fulde længde. Når du læser det, så tænk på Rusland, de nuværende aktuelle sociale problemer, misbruget af de menige i militæret og tilstandende i Tjetjenien og Kirgisistan.

I dag er det den 9. april 2010. Og dermed er det 70 år siden, Danmark blev besat af Nazi-Tyskland og fem års mørke sænkede sig over landet.

Det er næppe nogen hemmelighed for de fleste, at Danmark undervejs og sidenhen har haft sine udfordringer med, hvordan man agerede. For i starten samarbejdede man jo, da alle ventede tysk sejr. Og da alle modsætningsvist kunne ane, at den tyske ende var nær, brød man med samarbejdspolitikken og modstandsarbejdet intensiverede. Og Danmark fik sin plads blandt de allierede magter.

Mange har brugt meget krudt på at finde frem til, hvad der egentlig skete dengang? Hvad der blev tænkt? Hvad folk gjorde og sagde? Hvad motiverne bag var? De her-og-nu råt-for-usødet agtige detaljer. Og så er det, jeg kommer til at tænke på:

Hvordan mon vores viden ville have set ud, hvis vi havde haft Facebook, Twitter og søgemaskiner som Google og Bing dengang? Hvis de havde været til stede og havde kunnet registrere begivenhederne og folks reaktioner, akkurat som vi så det i forbindelse med urolighederne i Iran?

Hvis disse tjenester havde eksisteret – og vi i det hele taget havde haft et udbredt internet – ville vi så i dag have kunnet se tilbage på, hvad der virkelig skete dengang? Hvad folk virkelig tænkte, sagde og foretog sig? Og dermed én gang for alle få gjort op med de nationale diskussioner og sår, som hele besættelsestiden efterlod os med? Eller ville ikke bare tyskerne men også nogle af vores egne have haft en meget stor egeninteresse i at lukke ned for al adgang til disse tjenester så hurtigt som overhovedet muligt.

Kunne sociale medier have været med til at anspore flere til folkelig modstand? Eller ville folk stadig have været for skræmte til at tage aktiv stilling og i stedet vedblive at forsøge med at passe deres egen næringsvej.

Hvor kunne det have været spændende, hvis man i dag nemt og overskueligt kunne få en tidskapsel af den skelsættende dag og den tid, der fulgte. Tænk hvilken indsigt, det ville give. Og hvilken reel værdi sociale medier pludselig ville få.

Se indlægget på Mads’ blog

Se, det er interessant. For vi kan nemlig bare vende hovedet lidt mod øst. Dér, i Rusland, har de krig og undertrykkelse og misrøgt af menige i militæret i en uhørt grad. Og de sociale medier bruges til at informere, formidle, samle folk til demonstrationer og netop på den måde “anspore flere til folkelig modstand”. Det er beskrevet i Maxim Trudolyubovs artikel i The New York Review of books:

Marina Litvinovich, a Russian civic activist and popular blogger, observes that social media have taken on a crucial part in driving protests against injustice. “I once organized a 400-strong picketing of the Russian Ministry of Defense by posting a single entry on my blog,” Litvinovich says. She had urged readers to express indignation over an outrageous case of what we call “dedovschina,” abuse of young conscripts by older soldiers. (A young soldier had been hideously crippled after a month’s service, his legs and testicles amputated.)

Se hele artiklen her

Så ja, sociale medier spiller en stor rolle i lande, der er i krig, som vi f.eks. så i Iran sidste år. Dog ville det være mere interessant i netop denne sammenhæng at se på, hvordan tjetjenske eller kirgisiske bloggere og tweetere bruger sociale medier. Det har vi til gode, til jeg finder de relevante twitterkonti/blogs.

Speak Your Mind

*