Steffen Laxby: Indtryk fra studietur til Rusland

Steffen Laxby er diplomingeniør og arbejder hos rådgivningsfirmaet NIRAS. Han fik i efteråret 2013 mulighed for at tage på en erhvervsrettet studietur til Moskva og Arkhangelsk. Jeg har interviewet Steffen Laxby om hans indtryk af Rusland.

27 år og projektleder

Steffen Laxby er 27 år og arbejder til daglig som ingeniør og projektleder hos NIRAS. Han leder blandt andet omdannelsen af Havnegade Havnepromenade i København til et rekreativt område. Steffens store fokus og interesseområde er vej- og infrastruktur. Dette fokus tog han med sig til Rusland, hvor han blandt andet lagde mærke til, at indretningen til handikappede i byrummet var langt længere fremme end forventet og flere steder længere fremme end mange steder i Danmark.

Steffen Laxby

Steffen bemærkede straks – som alle besøgende i Moskva – at trafikken er overvældende. Han udtrykker det som ”et virvar af kaos”. Forholdsvis tæt på centrum løber en stor ringvej med 10-12 baner. En anden ting, han lagde mærke til, var, at der ikke er cykler i byen. Under hele opholdet i Moskva så han måske 20 (tomme) cykelstativer og kun to russere på cykel.

Turen var arrangeret med det primære udgangspunkt i de arktiske områder og med deltagelse fra fem arktiske lande. Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Med fem deltagere fra hver delegation var der lagt op til god videndeling og muligheder for både fagligt og personligt netværk på tværs af grænserne.

Af de officielle besøg kan blandt andet nævnes udenrigsministeriet, ministeriet for naturressourcer arktisk råd Arkhangelsks universitet. Her bød de forskellige besøg på en fremlæggelse fra de forskellige institutionernes syn på det russiske arbejde i de arktiske områder – særligt med fokus på, hvordan samarbejdet med de øvrige lande fungerer og kan forbedres.

Af mere kulturelle indslag kan nævnes et storslået besøg i Kreml og det overdådige våbenkammer, en guidet bustur rundt i Moskva og besøg på Tretyakov-galleriet. I Arkhangelsk stod den ligeledes på guidet bustur samt et besøg på et open-air museum med træ-arkitektur og omhandlende det nordrussiske folk.

Steffen Laxby med sin gruppe foran Kreml-muren i Moskva

Følte sig tryg i Moskva

Steffen Laxby har en russisk kæreste og tog til Rusland uden forudindtagede holdninger.

Turen skulle være en oplevelse og forhåbentlig et nyt perspektiv på Steffens passion: anlægning af veje og infrastruktur i bebyggede områder. Foruden det faglige gjorde Steffen sig også mange andre iagttagelser.

Som 27-årig er det oplagt at tage i byen og møde denne side af Rusland. Turen foregik først i Moskva og senere videre til Arkhangelsk. Steffen udtaler om de unge russere:

”Stilen er mere europæisk, end jeg havde forventet. Som jeg ser det, kunne det ligne, at kurven er ved at knække lidt. Det virkede ikke til, at de unge i Moskva manglede noget. Heller ikke i Arkhangelsk, der dog tydeligt var mere fattig end Moskva”

Steffen, som er vant til det københavnske natteliv, bemærkede sig også, at han ikke følte sig utryg, når de var på tur gennem byen om aftenen og bevægede sig rundt i Moskvas cafe- og natteliv. Det kom dog som en overraskelse, at russerne ikke taler bedre engelsk. Heller ikke de unge. De, som kunne, var rigtig dygtige, mens de øvrige stort set ikke kunne tale engelsk.

”Jeg synes, at Rusland var et ualmindeligt dejligt sted at være, og folk var altid venlige. Hjælpsomme og dejlige mennesker. Internationale. Moskva er en meget international by.”

Steffen Laxby på Den Røde Plads i Moskva

Janteloven holder ikke russerne nede

Ofte er det kontrasterne, vi danskere lægger mærke til, når vi kommer til Rusland. Steffen udtrykker det således: ”Der er mere pang og glitter end i Danmark, som er mere leverpostej og risengrød.”

Steffen bemærkede især den store kontrast mellem de rige og de fattige, som er meget tydelig i gadebilledet. Man viser, at man har mange penge, og man er næsten usynlig, hvis man er fattig.

”Jeg havde som mange andre en række stereotyper om Rusland. Blandt andet at de har mange penge eller ingenting. Vi så russere komme kørende i kæmpe biler, når de skulle ud at spise på restaurant. Det er tydeligt, at janteloven ikke holder russerne nede, som det ofte er tilfældet i Danmark.”

”I Kremlin Armoury Museum i Moskva så vi endnu et eksempel på russernes forkærlighed for glitter og pang. Vi var på et krigsmuseum, og det var helt vanvittigt, hvordan de havde udsmykket deres våben med guld og diamanter, smaragder, rubiner, stole i elfenben, kjoler i diamanter.”

Steffen Laxby

Korruption er et vilkår

Steffen har som de fleste hørt, at Rusland er et land med høj korruption. Det fik han flere perspektiver på efter turen til Moskva og Arkhangelsk.

”Det var en rigtig god tur til Rusland. Især fordi vi havde gode guider. De viste os hele Rusland, og ikke blot Rusland fra den pæne side. Vi fik blandt andet lov at spørge guiderne om, hvordan de oplever korruption i det daglige. Det var interessant at høre, at korruption er et vilkår i det daglige. For russerne er det en selvfølge, at man tilpasser sig.”

En af guiderne fortalte en historie om, hvad der skete, da hendes familiemedlem skulle opereres. Umiddelbart inden operationen kommer lægen ud til de pårørende og spørger: Skal han bare lappes sammen, eller skal han opereres ordentligt? Underforstået: Betal mig ekstra, og så får han en god behandling.

Guiderne fortalte også et eksempel med en politimand, som boede i lejlighed, han ikke havde råd til med sin løn som politimand. Men det er acceptabelt, at han får penge på anden vis for at kunne forsørge sin familie. På Steffen virkede det som om, at det russiske folk har en vis forståelse for korruptionen og har lært at acceptere og leve med den.

”Besøget i Rusland har været en øjenåbner. Jeg vidste godt, at der er korruption Rusland. Min nye indsigt bestod i, at jeg kunne se, at korruption på et praktisk plan fungerer.”

Steffen Laxby: Indtryk fra en studietur til Rusland

Man kan ikke putte folk i kasser

På spørgsmålet om, hvad Steffen har lært om russerne, svarer han:

”At rejse til et land, som er så anderledes end vores, er i grunden en måde at træde ud af sine vante rammer og forstå sin egen situation på en ny måde. Vi som danskere er tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem Danmark og den rigtige måde at leve på. Rusland er en stormagt. Det er noget, som smitter af på russernes måde at tænke på. Man kan ikke putte folk i kasser. Turen fik mig til at tænke over, hvordan livet er til dagligt.”

Steffen tænker sig om, og tilføjer:

”Desuden blev det tydeligt, at en generalisering om Rusland, verdens største land, naturligvis ikke er mulig.”

Speak Your Mind

*