Anmeldelse: Vestens glemte rose af M. Pontoppidan

Vestens glemte roseVestens glemte rose af M. Pontoppidan viser et Rusland set med danske øjne. Denne skønlitterære bog om Rusland vil jeg gerne vil både anmelde og anbefale dig.

Vi hører om Roland fra Birkerød, som har studeret russisk i Danmark og nu vil til Rusland for at opleve det virkelige Rusland. По-настоящему. Og det er faktisk, hvad vi bliver præsenteret for i bogen Vestens glemte rose. Gennem hele bogen føler man, at det jo netop er sådan, russerne er.

Den russiske sjæl

Roland bor til leje hos Jelena Pavlovna. Han beskriver med stor omhyggelighed sine lejere, og samtidig får han malet et billede af noget, der nærmer sig den russiske sjæl:

Hendes lejere er foruden mig fire i tallet. For det første en meget stor mand ved navn Misja (Mikhail), der er sibirisk tatar. Han kan spille på guitar og synge folkeviser til med en klangskøn basstemme, hvad han gjorde flere timer her til aften – for at byde mig rigtig velkommen, tror jeg. Det vil sige, jeg ved jo endnu ikke, hvad er er skik her, om de tit har aftener som denne her… Vi sad allesammen i mølædte sofaer, der havde fjedrene strittende ud, rundt om en mægtig kamin og sang, og der blev budt på vodka, og da Misja havde fået nogle glas, fyldte han endnu et, som han skyllede ned med et alvorligt udtryk i ansigtet, kastede så glasset i gulvet, så skårene fløj til alle sider, stod ret og udtalte med vægt de ord: “For tsaren”.

Drømmen om Rusland

Vestens glemte rose maler et billede af Rusland, som det er, som det må være. Køkkensamtalerne, hvor fortroligheden er så tyk, at man kan skære i den. Den blide og kærlige, men strenge babusjka. Den russiske gæstfrihed, som ender i nære venskaber og stærke følelsesmæssige bånd. Den sibiriske længsel.

Under mit første Ruslandsophold, som ikke just var en succes, troede jeg, at bare jeg tog derover, så jeg ville komme til at opleve alle de ting, som Roland skriver om. Men i stedet oplevede jeg, hvordan Rusland også kan være: Frygtelig koldt, utilnærmeligt, ensomt, beskidt og lugtende af våd hund og uvasket menneske. (Ja, sorry, men metroen om vinteren er virkelig ikke en fornøjelse.) Jeg følte mig snydt for netop denne flygtige, forunderlige, ægte russiske sjæl, som jeg havde læst om på universitetet og i Pusjkins digte og Lermontovs noveller. Jeg har så fundet den siden i andre sammenhænge, og det er jeg taknemmelig for.

Jeg fortæller min egen historie for at sætte ord på, hvor heldig Roland er. Han oplever noget, som mange af os aner eksisterer, som vi måske drømmer om, men langt fra alle kommer til at opleve. Nemlig det rigtige Rusland.

Vestens glemte rose er en stemningsroman

Formen er optegnelser. Det gør, at man kommer tæt på Rolands tankesæt. Jeg kom hurtigt til at holde af Roland og hans lune sind og særlige opmærksomme måde at nedfælde sine observationer på. Men problemet ved dagbogsoptegnelser er, at det tit går ud over spændingskurven. Bogen er stemningsfuld og beskrivende, men der er ikke så meget gang den. Man kan gå til og fra bogen uden problemer, for det er sproget og sprogets billeder, som bærer bogen. Derfor brugte jeg også meget længere tid på at læse bogen, end jeg normalt gør. Det er ikke en pageturner. Men den kan noget helt unikt: Det er første gang, jeg har fået præsenteret den russiske sjæl på en så håndgribelig måde.

Læs bogen, hvis du vil have et billede af den russiske sjæl. Nyd det smukke sprog. Men forvent ikke en spændingsroman. Det er en stemningsroman. En helt særlig en af slagsen.

 

Læs mere:

Læs også mine andre anmeldelser af bøger om Rusland.

Speak Your Mind

*